Holi forårsfesten i Nepal

Scroll

Byd foråret velkommen i Nepal under Holi festen

Holi forårsfesten  i Nepal er nepalesernes måde at gøre en dyd ud af at byde foråret velkomment. Det er en storslået fejring, der finder sted, når vinterens afgang hvert år fejres til Holifestivalen i Kathmandus gader.

I dagene op til Holi er Kathamandu fyldt med en forventningens glæde. Der reklameres for alle aktiviteterne, der finder sted på selve dagen, og salget af det farvede pulver og vandpistoler begynder så småt at gøre sit indtog i byens mange butikker og boder. Også på hotellerne bliver der gjort klar. Nogle inviterer til fest på deres tagterrasser, og andre tager det stille og roligt. Men enhver hotelejer kan forventes at bede sine gæster om at passe på, ikke at sprede farverne i hvide lagener og håndklæder – for det kommer ikke ud af stoffet.

Iklædt éns mest undværlige outfit er det bare at begive sig ud på gaden og mod Durbar Square, når Holi endelig er over byen. Et par poser af det farvede pulver er en nødvendighed, hvis man vil deltage aktivt i fejringerne, og så snart man støder ind i andre mennesker, kan man regne med at få smurt en lille portion i ansigtet, akkompagneret af et ”Happy Holi”.

Holi_i_Nepal_1

“Snigskytter” med vandkanoner på taget under Holi i Nepal

Efterhånden som man nærmer sig bymidten bliver det tydeligt, at det ikke er den traditionelle rolige fejring, der finder sted, men en kæmpe vandkamp på denne fælles legedag, for alle der vil deltage. De smalle, før så hyggelige, gader forvandler sig til en krigszone, hvor vandballoner og -pistoler fylder billedet, og man skal snige sig afsted for ikke at blive ramt. Heldigvis har der ofte været andre i felten før én selv, som kan advare. Jeg blev selv mødt af en drivvåd mand, overdynget i farvet pulver, der forpustet advarede os nytilkomne: ”Pas på, de er overalt. Snigskytter på tagene kaster med vandballoner”. Han var tydeligvis blevet ramt.

Tusindvis af mennesker under festivalen Holi i Nepal

På Durbar Square finder det larmende klimaks for festlighederne sted, og sammen med de utallige andre, der har indfundet sig på pladsen, er det bare om at finde sin foretrukne måde at tage del. Pladsen er tætpakket med mennesker, der taktfast synger med på de sange, trommerne i midten dikterer. De ældgamle templer bliver indtaget og benyttet som tilskuerpladser til dem, der har brug for en pause fra menneskemylderet. Stemningen er venlig og folk er glade og tager godt imod turisterne, der gerne vil være med. Som to meter høj dansker, fuldstændig dækket i pulver og vand, måtte jeg også agere model for de mange nysgerrige lokale, der ville have et billede.

Holi_i_Nepal_3

Festlighederne fortsætter det meste af natten forskellige steder i byen, og hvis man ikke har fået nok, er det bare om at opsnuse en af festerne på de mange tagterrasser rundt omkring i Thamel. Ellers er det bare om at nyde dagen og få det bedste ud af denne fantastiske fejring – og huske at imødekomme hotelejernes ønske om ikke at få misfarvet sengetøj og håndklæder.

Vil du læse mere om rejser til Nepal?

Garden of Dreams i hovedstaden Kathmandu i Nepal

 

Kort oversigt

Book din rejse her

NEWS TRAVELTALK

Populære rejsemål