Jettime – JTG
Jettime er et dansk charter- og wetlease-selskab med hjemsted i Kastrup. Selskabet blev godkendt af de danske luftfartsmyndigheder i 2006 og fløj sin første tur samme år. Det gik konkurs under coronakrisen, blev rekonstrueret og flyver i dag igen — nu under det sammenskrevne navn Jettime.
Flåde og baser
Selskabet flyver udelukkende Boeing 737, i praksis 737-700 og 737-800, og har omkring 14 fly og cirka 540 ansatte. Der er baser i København, Billund, Helsinki og Stockholm.
Du flyver oftere med Jettime, end du tror
Jettime sælger ikke selv billetter. Forretningen er dels charter, dels såkaldt ACMI — fly med besætning, vedligehold og forsikring, som andre selskaber lejer ind, når de mangler kapacitet. Derfor kan du sagtens have en billet hos et helt andet selskab og alligevel stige om bord i et Jettime-fly.
I 2025 og 2026 flyver selskabet blandt andet for Finnair, hvor en helårsaftale stiller to Boeing 737-800 med 189 sæder til rådighed for finnernes europæiske rutenet, og for SAS på en kontrakt, der løber til 2028. Også Air Greenland har været blandt kunderne.
Charterprogrammet går i sommerhalvåret typisk til de klassiske middelhavsdestinationer i Grækenland og Spanien.
