Vinter i Østrig – meget mere end skiløb

Vinter i Østrig er også mere end alpint skiløb

Lad os begynde med vinter i Østrig omkring juletid. Det er noget helt særligt. Også der synger de Glade Jul. Her er lige historien om vor fælles julesalme.
Vi kender den som Glade jul, dejlige jul, skotterne synger Oidhche Shámhach, men den originale udgave af verdens mest berømte julesalme hedder Stille Nacht! Heilige Nacht! Med udråbstegn 🙂
De stemningsfulde toner hørtes for første gang juledag 1818, hvor præsten Joseph Mohr samt komponisten Franz Xaver Gruber rejste sig op under julegudstjenesten i en lille kirke i Oberndorf og begyndte at synge.
Meget hurtigt spredtes kendskabet til den smukke salme, og en af de første, der tog den til sig, var orgelbyggeren Carl Mauracher. Han introducerede Stille Nacht! Heilige Nacht! i Zillertal, hvorefter flere omrejsende sanggrupper tog den med på repertoiret, når de optrådte i udlandet. I dag synges den stemningsfulde salme, der handler om fred, overalt på kloden, og det anslås, at Stille Nacht! Heilige Nacht! er oversat til intet mindre end 330 forskellige sprog og dialekter.
I anledning af salmens 200-års jubilæum arrangeres en række udstillinger og events forskellige steder i Østrig. Museer præsenterer særudstillinger, der arrangeres guidede rundture, og man kan besøge de lokaliteter, der forbindes med Stille Nacht – fx de steder, hvor Joseph Mohr samt Franz Xaver Gruber, boede, arbejdede og ligger begravet.

Se hele historien Stille Nacht! Heilige Nacht!

Vinter i Østrig er også langrend. Sæsonen skydes i gang i Ramsau am Dachstein

Vinter i Østrig er meget mere end off-piste, snowparks og brede carvingpister. Østrig er også et paradis for langrendsløbere, og et af landets bedste steder finder man i Ramsau am Dachstein. Terrænet byder på 200 kilometer løjper i alle sværhedsgrader, det starter i 1.100 meters højde og går op til 2.700 meter, så snesikkerheden er høj gennem hele sæsonen. Ramsau råder over alle faciliteter til de nordiske skidiscipliner, så ud over det store løjpenet finder man også skihopbakke samt skydeanlæg til biatlon-konkurrencer.
Mellem den 7. og den 10. december 2017 markeres det, at en ny vintersæson står for døren, og alle er velkomne. Der afvikles tekniktræning for erfarne skiløbere, introduktionskurser for begyndere samt særlige arrangementer for de alleryngste. Har man lyst til at prøve kræfter med den fascinerende, men krævende biatlon-disciplin, foregår det på Ramsaus skiskydningsstadion. Et andet spændende programpunkt er skikjöring, hvor man står på ski efter et spand Husky-hunde eller en hest. Disciplinen, som oprindelig stammer fra Skandinavien, er blevet meget populær i Alperne.

Ramsau langrend

Ramsau langrend

Læs mere om langrend i Ramsau am Dachstein her.

Oplevelser på is i Graz

I december og januar flokkes børn i alle aldre omkring den smukke Karmeliterplatz, som ligger midt i Graz. Fra den  midt november til slut januar er pladsen omdannet til én stor isarena, hvor man kan løbe på skøjter, spille ishockey og øve sig i den alpine udgave af curling, der i Østrig kendes som Eisstockschiessen. Det er en typisk aktivitet for din vinter i Østrig.
Alle er velkomne, og mens eksperter og øvede kan begive sig direkte ud på isen, tilbyder instruktører fra den lokale skøjteklub, Dynamo Graz, at lære begyndere, hvordan man kommer sikkert rundt i kurverne. Skøjtebanen på Karmeliterplatz er især populær blandt børn, og mens de yngste bevæger sig rundt på isen, kan forældrene hygge sig med varme drikke på pladsens Eis-Café.
Almindeligt skøjteløb er muligt hver dag mellem klokken 09.00 og 18.00, og har man lyst til at arrangere sin egen private ishockeyturnering, kan banen lejes om aftenen.

Mere om Graz og skøjteløb finder du her.

Romantik under stjernerne i Silvretta-Montafon

Det er som at besøge en lille verden for sig selv. Nogle få træhytter udgør bjergbyen Garfrescha, som ligger i 1.500 meters højde på Nova-bjerget i Silvretta Montafon-området. Garfrescha er ikke en by i traditionel forstand, for bortset fra et par overnatningssteder og en kiosk, der sælger lidt brød og drikkevarer, finder man ikke andet end en lille samling romantiske træhytter. Byens puls er helt nede, hvor det ikke bare er stille og afslappet, men også romantisk, og Garfrescha er virkelig et besøg værd.
Turen op til Garfrescha foregår med lift, og på den 20 minutter lange tur er der rig mulighed for at beundre det smukke landskab med dale og høje, sneklædte bjergtinder. Hvor mange kommer for at løbe på ski, foretrækker andre at have vandrestøvlerne med, men det er især populært at komme for at tage ned på kælk, når mørket falder på. Tager man en romantisk aftentur, står middagen klar på Gasthaus Brunellawirt, der er berømt for sine lokale specialiteter, og efter aftenkaffen venter en lang og flot kælketur på mellem fem og seks kilometer ned mod dalen. Kælkebanen er oplyst helt ind til klokken 23.00, og en enkeltbillet med liften koster € 8.80 for voksne og € 5.10 for børn.

Find mere info om kælketurene i Silvretta-Montafon.

Musik og fest på bjerget i Skicircus: Vinter i Østrig er også en fest

  • I december skyder det store skiområde Skicircus Saalbach Hinteglemm Leogang Fieberbrunn sæsonen i gang med skiløb og masser musik, fest og farver. I løbet af dagen er der rig mulighed for at komme ud på pisterne, men musikglade skigæster kan glæde sig til intet mindre end to forskellige festivaler, der byder på hvert sit musiktema.
    Fra december lægges ud med BERGFESTival, som har fokus på popmusik, og en række kunstnere som Christina Stürmer, Broilers. Acts von Wanda, Grossstadtgeflüster samt Emil Bulls vil indtage områdets forskellige scener.
    Weekenden efter  afvikles den store elektromusikfestival Rave on Snow, som byder på 70 DJ’s, der på skift underholder det danseglade publikum, mens rytmerne dunker i højttalerne.
    Begge festivaller foregår på en række forskellige spillesteder som klubber, garager, friluftstribuner og hytter, og hovedscenen ligger på toppen af Schattberg. Ja, vinter i Østrig er så meget mere end der der foregår med ski på.
  • Læs mere om skiferie i Østrig her
  • Læs mere om Østrig her
  • Gå til Østrigs Turistbureau her
  • Skirejseforsikring her
  • 5 hotte skitips til din skiferie i Østrig

Brixental – et rent vintereventyr

Kort oversigt

Nyeste Rejseartikler