Vinter i Østrig handler ikke kun om ski og sne
Vinter i Østrig er også for os, der elsker en god café
Vinter i Østrig har en særlig flavour af autentisk vinterferie med sne, måske skiferie i Østrig, men faktisk også “blot” en weekend i Wien eller et vintereventyr i Salzburg eller flere andre perfekte vinterrejsemål. Der er sne, der er mega hyggeligt, der er cafeer og kulturoplevelser, der er vandreture med snefnug og Glühwein og ret sikkert en lift op til et fantastisk udsigtspunkt over det utrolige vinterlandskab og masse at aktiviteter fra wellness til caféliv. Og så naturligvis skiferie til Europas mest besøgte skiparadis. Østrig kan lidt det hele, også om vinteren.
Hvis Siggi & Andy holdt af det, gør jeg sikkert også.
Sigmund Freud gjorde det, han var jo fra Østrig og ligeledes verdens måske mest berømte billedkunstner idag Andy Warhol krydsede Atlanten flere gange for at se og gense Wien og også Gustav Klimt, den berømte østrigske maler, nød også Wien. Alle har de tilbragt utallige timer på en eller flere af Wiens smukke og traditionelle caféer. Når du først selv har besøgt en, er det nemt at forstå hvorfor: Der er altid livligt, og den afslappede østrigske café kultur, hvor man kommer for at møde familie, venner og kollegaer her, bidrager til den særlige stemning.
Tyrkerne fik æren for Wiens smag for kaffe
Vi napper lige et kuriosum: Da tyrkerne i 1683 trak sig tilbage efter en mislykket belejring af Wien, efterlod tropperne sig et par sække med nogle sorte, kraftigt duftende bønner i. De polsk-habsburgske tropper troede først det var kamelføde (eller værre endnu: Kamellort), og ville brænde sækkende, men kong Jan III Sobieski overdrog dem i stedet til sin officer Franz Georg Kolschitzky som belønning for at have gennembrudt fjendens linjer. Franz eksperimenterede med bønnerne, tilsatte mælk og sukker og kunne åbne Wiens første kaffehus efter at have fået udskænkningstilladelse.
Denne historie er imidlertid en legende, som er opstået på baggrund af Gottfried Uhlichs kronik“Geschichte der zweyten türkischen Belagerung Wiens, bey der hundertjährigen Gedächtnißfeyer” (Historien om den 2. tyrkiske belejring af Wien, i forbindelse med 100-årsmindet). Historisk dokumenterede kilder fortæller, at det var en armener ved navn Theodat (også kaldet Deodat), der i 1685 kunne slå dørerne op til Wiens første kaffehus. Dermed var kimen sået til Wiens unikke cafékultur. I storhedstiden omkring 1910’erne eksisterede der omkring 600 caféer i Wien!
Hvad kendetegner en traditionel wiener café?
Nu, mere end 300 år efter det første kaffehus åbnede, er cafékulturen blevet et unikt østrigsk fænomen. Særligt i Wien har man taget kulturen til sig, og den såkaldte “Kaffeehaus-Kultur” i Wien har stået på UNESCO’s immaterielle verdensarvliste siden 2011.
Stemningen og atmosfæren på en traditionel wiensk café er noget helt særligt. Intet andet sted serveres kaffen stadig på en lille sølvbakke og altid med et glas vand og en kaffeske. Den sociale etikette, tjenernes normer og elegante påklædning bidrager alt sammen til oplevelse og atmosfæren. Vi er vel i oplevelseskulturen ikke?
Heller ikke interiøret har ændret sig synderligt: Her står stadig marmorborde, polstrede sofaer, den berømte Thonet-stol nr. 14 samt lokale og internationale aviser i deres egne holdere. Men ingen regel uden undtagelse: Café Prückel, der ligger over for museet for samtidskunst (MAK), har et design, som er inspireret af 1950’erne, og kæden Kaffeehauskette Aida, som først blev grundlagt i 1925, kan kendes på sine lyserøde facader og sit lyserøde interiør.
Kaffehuslitteraterne
Omkring århundredeskiftet til det 19. århundrede var byens lejligheder små, kolde og mørke. Forfattere, malere, musikere, intellektuelle og deres sponsorer mødtes derfor hellere på en café for at sludre, læse, arbejde, spille eller gøre forretning. Da caféerne oven i købet gratis stillede lokale blade og internationale aviser til rådighed, blev de hurtigt til et sted, hvor alle kom for at have fingeren på pulsen.
Omkring 1890 blev Café Griensteidl til det mest populære mødested for en gruppe berømte forfattere fra Wien, også kendt som “Kaffehuslitteraterne”. Her mødtes forfattere som Hugo von Hofmannsthal, Karl Kraus og Arthur Schnitzler.
Hvor kunstnerne mødtes dengang …
Mens forfatterne typisk mødtes på den berygtede Café Griensteidl før de skiftede til Café Central og Café Herrenhof, blev Café Landtmann jævnligt besøgt af den berømte psykoanalytiker Sigmund Freud og også af Leon Trotzki, før han tog til USA.
Kunstnere som Klimt, Kokoschka, Schiele, Loos og Wagner kunne findes på Café Museum. Det er en af vores yndlingscaféer, som ligger lige rundt om hjørnet fra Universitetet for samtidskunst. Den er tegnet af Josef Zotti, som installerede halvrunde siddenicher for at skabe en dagligstue-stemning. Efter en større renovering i 2010 kan Café Museum i dag opleves i sin oprindelige pragt og byder også på foredrag af forfattere og digtere.
Og nu i den østrigske samtid, er cafe kunsten død? Nej så langt fra.
I 1960’erne mødtes Wiens kunstnere på Café Hawelka, der knapt nok har ændret sig siden den åbnede i 1939, og på Café Korb, der ejes af den lettere excentriske Susanne Widl.
Gæsterne kunne sidde (ofte i timevis) side om side med kunstnere som den fantasifulde realist Ernst Fuchs, allround-kunstner og miljøforkæmper Friedensreich Hundertwasser, surrealist Rudolf Hausner og skuespillerne Helmut Qualtinger og Oskar Werner (kendt for sin rolle som Guy Montag i Ray Bradburys “Fahrenheit 451”) eller endda popkunstneren Andy Warhol, forfatteren Arthur Miller eller skuespilleren Peter Ustinov.
I dag er Wiens cafékultur stadig en institution, som holdes i hævd. Caféerne bliver stadig betragtet som en udvidelse af sit eget hjem, hvor man kigger forbi for at møde venner og nyde en kop kaffe og en god diskussion. I dag kan du formentlig rende ind i forbundsministeren på caféen Zum Schwarzen Kameel, kunstnere og kunststuderende på Café Prückel og skuspillere og instruktører på Café Landtmann.
I samarbejde med Østrigs Turistbureau, tak for kildemateriale
🎬 Se rejsen på film — 365 måder at rejse verden rundt på Se vores film →
