En vinmark er et af de få landskaber i Europa, der ser ud, som den gør, fordi nogen har besluttet det. Rækkeafstanden, hældningen, hvilken side af bakken der er plantet til — alt sammen valg, truffet over generationer, og de fleste af dem kan aflæses fra en bil. Det er derfor vinrejsen fungerer så godt som rejseform: den giver et landskab, der kan læses, og en samtalepartner, der har brugt sit liv på at læse det.
Det, folk sjældent regner med hjemmefra, er hvor lidt af en god vinrejse der faktisk går med at smage. Det meste af tiden går med at køre mellem landsbyer, spise lang frokost, gå en tur i en kælder, hvor der er ti grader køligere end udenfor, og sove i et hus omgivet af marker. Vinen er anledningen. Den er ikke programmet.
Hvad en vinrejse dækker over
Der er reelt fire forskellige rejser, som alle kalder sig vinrejse, og de kræver vidt forskellig planlægning.
Smagningsrejsen er den korteste. Man bor i en by — Bordeaux, Firenze, Porto — og kører eller tager toget ud til producenter om dagen. Den kræver mindst forberedelse og giver mest overblik over en region på få dage. Til gengæld ser man kælderen og ikke stedet.
Opholdet på vingården er den, de fleste ender med at foretrække, når de har prøvet begge. Man bor på ejendommen, spiser der, og ejeren er en, man møder ved morgenmaden frem for i et modtagelseslokale. I Italien har formen sit eget navn, agriturismo, og sin egen lovgivning: for at kalde sig det, skal stedet drive reelt landbrug, og en mærkbar del af det, der serveres, skal komme fra ejendommen eller området. Det er derfor kvaliteten er så bemærkelsesværdigt jævn — kategorien er defineret, ikke bare markedsført.
I Portugal hedder det en quinta, i Spanien og Sydamerika typisk en bodega med gæsteværelser, i Tyskland et Weingut med Gästezimmer. Standarderne varierer, men princippet er det samme: du sover, hvor vinen bliver lavet.
Høstrejsen er den mest krævende og den, der giver mest igen. En del ejendomme tager imod gæster under vendemmia eller vendange, nogle med reelt arbejde i marken, andre med adgang til at følge processen. Man skal være indstillet på tidlige morgener og på, at værten har travlt — det er årets afgørende uger, og hvis vejret skifter, skifter programmet med det.
Vinbyen er den fjerde og undervurderede. Nogle steder er selve byen indgangen: Beaune i Bourgogne, Haro i Rioja, Bernkastel ved Mosel. Man kan gå fra kælder til kælder til fods, og det er den eneste af de fire former, der fungerer helt uden bil.
Hvornår du skal rejse
Høsten er det, der styrer kalenderen, og den er langt mindre samlet, end folk tror.
På den nordlige halvkugle løber den fra sidst i august til hen i oktober. De tidlige druer i Syditalien og det sydlige Spanien kommer først, ofte i august. Champagne og Bourgogne ligger typisk i september. Nebbiolo i Piemonte er blandt de sidste og plukkes gerne ind i oktober, hvilket er grunden til, at Barolo-området har efterårsfarver, mens Sicilien for længst er færdig. Isvin i Tyskland og Østrig hører til en helt anden ende af kalenderen og kræver frost — den kan udeblive helt i et varmt år.
På den sydlige halvkugle — Mendoza, Stellenbosch, Marlborough — falder høsten fra februar til april. Det er en af de få gode grunde til at flyve langt efter vin: man kan opleve to høstsæsoner på et år.
Høsten er samtidig det dårligste tidspunkt at forvente opmærksomhed på. Vinbønder arbejder. Vil man have tid med værten, er ugerne op til høsten eller det tidlige forår bedre — april og maj, hvor kældrene er rolige, markerne lige er sprunget ud, og priserne på ophold ligger under sommerniveau.
Vinteren skal ikke afskrives. En kold, klar januardag i Piemonte med tåge i dalen og en flaske Barbaresco, der er åbnet fem timer for tidligt af værten, hører til de bedre måder at bruge et døgn på. Men kontrollér åbningstider — mange mindre ejendomme lukker helt fra december til februar.
Sådan kommer du rundt
Bil giver adgang til de ejendomme, der ikke ligger ved en hovedvej, og det er som regel dem, der er værd at køre efter. Det rejser til gengæld ét spørgsmål, som skal afklares før første smagning og ikke under den: hvem kører hjem. Professionelle smagninger foregår med spytbakke, og der er intet pinligt ved at bruge den — den står der netop af den grund. Alternativt aftaler man en fast chauffør for dagen, hvilket i de fleste vinregioner er en helt normal ydelse hos det lokale turistkontor.
Tog fungerer bedre, end mange regner med, netop til vinbyerne. Bourgogne, Alsace, Mosel, Rioja og Piemonte har alle regionale strækninger, der stopper i byer, hvorfra man kan gå. Kombinationen tog til byen, cykel eller taxa derfra dækker de fleste behov uden en lejebil.
Cykel er den mest undervurderede. Vinlandskaber er terrasserede, hvilket betyder jævne veje langs højdekurver frem for op og ned. Alsace, Pfalz, Douro-dalens øvre del og dele af Veneto har afmærkede ruter, hvor afstanden mellem to producenter passer til en formiddag. El-cykel udligner resten.
Flod og flodkrydstogt er en reel form i to områder frem for alle andre: Douro og Rhinen/Mosel. Begge er floder, hvor vinmarkerne går helt ned til vandet, og hvor udsigten fra dækket er selve pointen.
Landene
Her tager vi dem regionsvis, fordi det er sådan man rejser i dem. Vil du hellere have dem stillet op land for land, har vi gjort det i ti vinlande, der er værd at rejse efter.
Italien
Det tætteste, Europa kommer på et land, hvor man kan drikke sig gennem geografien. Piemonte i nordvest giver Barolo og Barbaresco — Nebbiolo, tåge, trøfler og en ret formel vinkultur, hvor mange af de bedste ejendomme er små og kræver aftale. Langhe-bakkerne står på UNESCO’s verdensarvsliste, og en del af ejendommene har værelser.
Toscana er den, alle kender, og den er værd at kende. Chianti Classico mellem Firenze og Siena har den højeste tæthed af vingårde med ophold i Europa. Montalcino giver Brunello og et landskab, der er tørrere og mere åbent. Bolgheri ved kysten er den unge del af historien — cabernet og merlot i cypresalléer.
Veneto dækker både Valpolicella med Amarone nord for Verona og Prosecco-bakkerne ved Conegliano, som også er UNESCO-listet. Umbrien er nabolandet til Toscana, og forskellen er større, end kortet antyder — Sagrantino fra Montefalco er en af Italiens mest tanninrige vine, og regionen har hverken Toscanas priser eller dens trafik. Det er også her, vi har været på besøg: Giver Umbrien dig det klassiske Italien?
Sicilien er den sidste og mest anderledes. Etnas nordskråning har vinmarker i sort vulkansk sand i op mod tusind meters højde, med udsigt til et bjerg, der ryger.
Videre herfra: Italiens vindistrikter fra nord til syd og Piemontes topvine. Vil du forstå Nebbiolo, før du kører derned, har winetalk gennemgået den i den store vinguide til Barolo.
Frankrig
Bourgogne er den sværeste og for mange den mest tilfredsstillende. Côte de Nuits og Côte de Beaune er så finmasket opdelt, at nabomarker har forskellige navne og priser, og Beaune er byen, hvor man forstår hvorfor. Klimaterne — de historiske markparceller — er UNESCO-listede.
Bordeaux er stort, formelt og lettere at besøge, end sit ry antyder. Saint-Émilion er middelalderby og vinområde i ét, og den eneste del af Bordeaux, hvor man kan gå.
Rhône deler sig i to: nord med Syrah på stejle terrasser ved Côte-Rôtie og Hermitage, syd med Châteauneuf-du-Pape og et fladere, varmere landskab. Alsace har Europas mest gennemførte vinrute — over hundrede landsbyer på stribe, bindingsværk og Riesling. Champagne er sin egen kategori: kridtkældre under Reims og Épernay, og en besøgskultur, der er langt mere åben end for tyve år siden.
Videre herfra: Fransk vin og de store vindistrikter og franske vindistrikter fra Alsace til Languedoc. Winetalk har taget den sydlige Rhône for sig i gennemgangen af Côtes du Rhône.
Spanien
Rioja er indgangen — og delt mellem gamle bodegaer i Haro og en håndfuld arkitekttegnede nybyggerier, der er værd at se, uanset hvad man synes om dem. Ribera del Duero ligger højere, koldere og giver kraftigere vine. Priorat i Catalonien er den dramatiske: skifer, stejle skråninger, små produktioner, kort afstand fra Barcelona.
Rías Baixas i Galicien er den, der overrasker — Albariño, atlantisk kyst, muslinger, og et landskab, der ligner Irland mere end Spanien. Sherry-trekanten omkring Jerez er en helt anden rejse igen, med kældre, der fungerer som kirkerum, og et system, der tager en eftermiddag at forstå.
Videre herfra: spanske vindistrikter.
Portugal
Douro er den mest spektakulære vinregion i Europa, uden nævneværdig konkurrence. Terrasserne er hugget ind i skiferskråninger over floden, hele dalen er UNESCO-listet, og en del af de historiske quintas tager imod overnattende gæster. Man kan komme dertil med tog fra Porto langs floden — en af de smukkeste banestrækninger på kontinentet.
Alentejo syd for Lissabon er det modsatte: flad, varm, korkege og store afstande. Madeira og Azorerne har vinkulturer, der er så særegne, at de nærmest er selvstændige rejsemål.
Videre herfra: vinrejser i Portugal fra Porto til Madeira.
Tyskland
Mosel har de stejleste vinmarker i verden. Calmont ved Bremm regnes for Europas stejleste — knap 300 meter høj, strakt to kilometer langs en snæver flodbue, og så stejl, at hele høsten foregår i hånden. Hældningen citeres alt fra 60 til 68 grader, alt efter hvem der har målt den. Floden slynger sig samtidig så meget, at samme mark får sol fra tre sider på en dag. Riesling herfra er i verdensklasse og stadig underpris i forhold til, hvad den er.
Rheingau er fladere og mere klostertungt, Pfalz har den tyske vinrute gennem mandeltræer og bindingsværk, og Baden er det varmeste og det, der ligner Alsace mest. Tyskland er samtidig den nemmeste vinrejse at nå med bil fra Danmark, hvilket er en dårligt udnyttet pointe.
Og videre ud
Østrig med Wachau langs Donau — Grüner Veltliner, aprikoser og terrasser, og en vinrute, du næppe har hørt om. Ungarn med Tokaj, hvor de sødeste vine har været beskrevet siden 1700-tallet. Georgien med Kakheti, hvor vin er blevet lavet i lerkar gravet i jorden i årtusinder, og hvor gæstfriheden er en formaliseret institution med sin egen skåletaler.
Længere væk: Stellenbosch og Franschhoek uden for Cape Town, Mendoza med Andesbjergene som kulisse, Chiles Central Valley og Colchagua, Californiens Napa og Sonoma, New Zealands Marlborough og Central Otago og Australiens vinregioner. Alle med høst i februar–april på den sydlige halvkugle. Armenien hører til en helt anden ende af historien — det er det ældste kendte vinland af dem alle.
Praktisk
Book smagninger på forhånd. Små producenter har ikke bemanding til at tage imod uanmeldt, og en mail på engelsk fjorten dage før er som regel nok. Store huse i Bordeaux og Champagne har faste tider og online booking.
Regn med at betale. Gratis smagning er blevet undtagelsen. En smagning hos en mindre producent koster typisk noget i omegnen af, hvad en flaske af deres vin koster, og beløbet modregnes ofte, hvis man køber.
Hvor meget vin må du tage med hjem? Fra et andet EU-land er der hverken told eller dansk afgift på vin, du selv fører med og selv skal drikke — den er allerede beskattet i købslandet. Der findes ingen fast grænse, men en vejledende mængde fra EU’s cirkulationsdirektiv, som Skattestyrelsen bruger til at vurdere, om indførslen reelt er privat: 90 liter vin, heraf højst 60 liter mousserende. 90 liter er 120 flasker — langt mere, end nogen kommer hjem med fra en vingård.
Én ændring er værd at kende. Skattestyrelsen strammede i 2024 praksis for, hvad “eget brug” dækker, og gaver tæller ikke længere med ved indførsel fra et andet EU-land. Vin, du køber for at give væk, falder altså uden for reglen, uanset hvor beskeden mængden er. Planlægger du at købe stort, så tjek de aktuelle formuleringer hos Skattestyrelsen, før du kører.
Flyver du, skal vinen i den indcheckede bagage — mængden er reelt håndbagage-forbudt. En polstret vinkuffert klarer normalt seks til tolv flasker, og de fleste producenter sender gerne selv, hvilket ofte er billigere end overvægt.
Budget. Ophold på vingård ligger typisk under et tilsvarende hotel i nærmeste by, og forskellen bliver større i skuldersæsonen. Det, der løber op, er ikke overnatningen — det er kassen med vin, man ikke havde planlagt at købe.
Rejser du med vinen som formål?
Vinrejser handler om stedet og rejsemåden. Vil du derimod vide, hvad der er i glasset — druen, årgangen, huset bag flasken — er det winetalk.dk’s område, og der er skrevet grundigt om det: italienske vine, Chianti mod Brunello og årets vinhøst i Italien.
Er det maden lige så meget som vinen, ligger det under Mad og vin.