Positano – den ægte Amalfikyst

Fra kæmpe bøffer i Firenze til dagfrisk tuna i Positano

Vi fløj til Firenze og så indlogerede vi os på et hotel lige over for en smuk Piazza med en grøn forårspark. Hotellet mente et kosteskab var passende indkvartering for unge mennesker. Man kunne ikke engang åbne kufferten uden at stå på sengen. Jeg gik ned i receptionen og brokkede mig på mit begrænsede italienske. Det gav pote: Et ultimatum om vi ville flytte til et andet hotel pronto, førte 5 minutter senere til, at al bagage var båret til en fremragende junior suite med udsigt fra balkonen og en smuk plads. Lidt drikkepenge og alt var smil og god betjening. Det er dagens første rejsetip. Hvis værelset ikke er godt nok, så klag straks. De gode værelser er ofte reserveret til “senere”.
Så udsigten var der, og et par dage i den dejlige by inklusive vor første Bistecca Fiorentina med en Chianti Classico  var det også. På  afrejsedagen meldte Firenzes morgenluft gennem det lille vindue om nye eventyr, og duften fra hotellets bar og der kværnede espressobønner sikkert fra Lavazza, sendte også os hurtigt ned på terrassen for at gøre klar til næste etape.

Så vi blev hentet af privat hyret chauffør – en mand i kasket, ja og lidt mere tøj, der kendte hvert sving på vejen sydpå og kørte som om, han var betalt for at vise, hvor hurtigt en Alfa Romeo kan tage hårnålesving lige præcist uden mere end et hjul hænger i luften. Men vi nærmere os til gengæld hurtigt Amalfikysten. Fart er vigtigere end liv, naturligvis. Vi var unge og forelskede og fandt det romantisk, sådan lidt James Bond agtigt.

Men så kom Positano.

Den dag jeg forstod hvad italienerne mener med “la dolce vita”

Vi ankom en på en senforårs- tidlig sommerdag, solen varmede allerede kl. 10 om morgenen på de bredegrader i maj, og første indtryk var trapper. Hundredevis af trappetrin ned til hotellets private lagune fra hotellet til Middelhavet. Og naturligvis samme antal op igen. Det var kun en fair pris for oplevelsen af din egen strand i Italien. Vi var vel i gennemsnit 20-25 badende gæster og dag gæster, Nogle for en morgen eller aftendukkert, andre fik daglang glæde af lagunen og den lille strandbar, hvor vi bestilte Campari og lette itslienske øl og aqua con gaz i flere varianter, i takt med vi lærte barkortet at kende. Og så kørte vi ellers Amalfikysten tynd.

Hotellet var klassisk 4-stjernet, lige under lux-kategorien – præcis det sweetspot, hvor det stadig føles behageligt og inkluderende modsat eksklusivt og for de meget få. Og bankrådgiveren derhjemme får ikke nervøst sammenbrud.

Så lad os vende os mod, hvad du kan opleve i Positano idag.

Efter sidste tur op er man mere end klar til dagens middag.

Og så kom tjeneren.

Hvid smoking. I 30 graders varme. Han kom ned ad de snoede trætrapper med en stor bakke drinks og italienske snacks flere gange om dagen, altid på det perfekte tidspunkt. Lige når du tænkte “en drink ville være nice lige nu” dukkede han op som den tankelæser han uden tvivl var.

Vi drak Campari Soda med skiver af hjemmedyrkede appelsiner. Ikke de sure fra supermarkedet – de der sødlige, aromatiske, som kun vokser i Syditalien og det øvrge sydeuropa. Det er som en helt anden frugt, samme med appelsiner på Sardinien. Ja ja en anden gang så.

Udflugter – eller hvordan man næsten ødelagde perfektionen

Vi tog naturligvis også udflugter. Sorrento, charmerende og turistet. Napoli, kaotisk og fantastisk. (De mener de laver verdens bedste pizza. Ikke helt forkert. Noget med havets nærhed, mozzarella di bufala der er modnet præcis rigtigt, og en ovn der er varmere end Satans sauna).

Vesuv. De utrolige ruiner i Pompeii og Herculaneum – udendørs museer hvor man går rundt i 79 e.Kr. og forsøger at forstå hvordan folk levede indtil en vulkan sagde stop.

Men hver aften kom vi tilbage til Positano. Til trapperne. Til lagunen. Til roen.

Tunfisk anybody or everybody ?  – eller hvordan italienerne aflyste aftenmenuen.

En aften – for at afrunde det lille minde – havde vi sat os i den store restaurant. Marmorgulve og elendig akustik (måske derfor italienerne taler virkelig højt, ingen ved det). Overtjeneren klappede flere gange i hænderne, før gæsterne lagde hvidvinen fra sig.

På helt okay engelsk med melodiske endelser på a og o, sagde han:

“Vi har en stor, stor nyhed! Menuen er aflyst i dag!”

Han så nærmest ekstatisk glad ud. Vi – forventningsfuldt sultne – var ikke helt så begejstrede.

Så løftede han sløret med den der uforlignelige italienske stolthed, mens han viste noget meget stort i bredden med armene:

“Vi har fanget en stor tunfisk!! Der er tunbøffer til alle og 5 slags is bagefter!”

Alle klappede som på kommando. Det her er historisk, måtte man forstå.

Maden var perfekt. Simpelt, spontant, italiensk. Ingen menu, ingen valg, bare “vi fangede noget fantastisk, så det spiser I.” Og tunfisken var forrygende. (De fem slags hjemmelavede is også, men det føles sekundært bagefter). Og med lokale hvidvine og en af de lette røde italienerne, vi udgår herhjemme, så talte vi alle sammen højere og højere om et og alt.

Fra dengang til i dag

Positano har gennemgået betydelige forandringer siden 1990’erne. Sociale medier, særligt Instagram, har øget byens internationale synlighed markant. Dette har resulteret i højere turisttryk og tilsvarende prisstigninger.

Primære ændringer:

• Turistantal er mangedoblet i højsæsonen
• Hotelpriser er steget 150-200% over 20 år
• Flere internationale besøgende, færre italienske feriegæster
• Øget fokus på visuel dokumentation (selfies, Instagram-indhold)
• Strandklubberne er mere organiserede og kommercielle

Hvad er bevaret:

• De fysiske omgivelser (klipper, hav, arkitektur)
• Grundlæggende italiensk charme og gæstfrihed
• Kvaliteten af mad og vin
• Mulighed for autentiske oplevelser med korrekt planlægning

Positano er ikke længere en skjult perle, men bevarer sit potentiale for mindeværdige oplevelser når man forstår, hvordan byen fungerer i dag. Fra sæson til hvor du kan bo for menneksepenge.

Afsluttende perspektiv

Positano har ændret sig betydeligt de seneste årtier. Instagram og sociale medier har gjort byen til en global destination. Priserne er steget tilsvarende, og turisttrykket er højt i sæsonen.

Men stedet bevarer sin fundamentale charme: De stejle klipper, det klare vand, de farverige huse i bjergskråningen, og den italienske livsstil. Det kræver blot bedre planlægning at finde roen og autenticiteten.

Anbefalinger:

• Besøg i april-maj eller september for bedst balance mellem vejr og turisttryk
• Gå op og ned ad trapperne – det giver en anden oplevelse af byen
• Spis hvor lokalbefolkningen spiser, ikke ved hovedstranden
• Kom til stranden tidligt eller sent på dagen
• Acceptér at Positano er dyrt, men planlæg økonomien derefter

Positano kan stadig levere magiske oplevelser, men det kræver research, timing og realisme om forventninger.

Og hvem ved – måske fanger de en stor tunfisk lige præcis den dag du er der.