Le Marche i Midtitalien, Unesco by, vulkan og strande, vinen kender du?

Fra strand til forårs sne i Syditalien på to timer

Stranden ved Portonovo er ikke sand. Det er hvide, rundslidte sten, og de gør ondt at gå på uden fodtøj. Bag dig går Monte Conero 572 meter lige op af vandet med den smukke sten eg og pinjer hele vejen til toppen. Mellem Trieste og Gargano-halvøen i Puglia er den italienske adriaterhavskyst flad. Conero er undtagelsen.

Kører du den modsatte vej, ind i landet, står du efter godt to timer under Monte Vettore på 2.476 meter, hvor der ligger sne på nordsiden til hen i maj. Mellem de to punkter ligger Le Marche.

De fleste danskere kender regionen som et ord på et vinkort, hvis de kender den. Den har en renæssanceby på UNESCO’s liste, godt 170 kilometer kyst, en grotte man går halvanden kilometer ind i — og ingen rigtig hovedstad. Det sidste bestemmer, hvordan du skal planlægge turen.

🗺️ Kort over Le Marche og 7 steder, der da skal ses

• 1 Urbino — renæssancehoffet og UNESCO-bykernen
• 2 Senigallia — fløjlsstranden og to stjernekøkkener
• 3 Grotte di Frasassi — halvanden kilometer ind i bjerget, 14 grader året rundt
• 4 Portonovo og Monte Conero — den eneste klint mellem Trieste og Gargano
• 5 Recanati — Leopardis bakke, hvor hækken spærrer for udsigten
• 6 Ascoli Piceno — byen skåret ud af travertin
• 7 Monti Sibillini — Monte Vettore og bjergene, du skal se

Fra 1 til 6 er der godt to timer ad motorvejen. Gennem bakkerne tager det længere, og det er den smukke vej.

Der var flere grænsemarker, og ingen af dem vandt

Navnet står i flertal, og det er ikke en tilfældighed. Marca er et germansk ord for en grænsemark, og Det Tysk-romerske Rige havde flere af dem her ud mod Adriaterhavet — marken ved Ancona, marken ved Fermo, marken ved Camerino. De blev senere lagt sammen under pavestaten, men flertallet blev stående. Regionen hedder Marche. Ikke Marca.

Det kan stadig ses på vejskiltene. Le Marche har fem provinshovedstæder — Ancona, Pesaro og Urbino, Macerata, Fermo og Ascoli Piceno — og ingen af dem har udkonkurreret de andre. Ancona har havnen og lufthavnen. Urbino har renæssancen. Macerata har operaen. Ascoli Piceno har pladsen. Under Fermo ligger et romersk cisterneanlæg på over 2.000 kvadratmeter fra det første århundrede, som byen stadig kan vise frem.

For dig betyder det, at der ikke findes ét sted at bo, hvorfra man ser Le Marche. Fra Urbino i nord til Ascoli Piceno i syd er der godt to timer ad motorvejen langs kysten og en hel del længere, hvis du kører gennem bakkerne, som er den smukke vej. To baser på en uge, og en bil. Det er hele planlægningen, og det er en anden øvelse end de italienske regioner, hvor alt drejer om én by.

Traveltalk vælger tre

Tre steder at bo

Fortino Napoleonico, Portonovo. Et fort fra Napoleonstiden bygget ned til vandet i bugten under Monte Conero, i dag hotel. Du sover bag murene og har stranden uden for porten.

Locanda della Valle Nuova, Sant’Ippolito. Økologisk gård og lille hotel i bakkerne en halv times kørsel fra Urbino. Få værelser, maden kommer fra markerne omkring, og Acqualagna — det marked, der sammen med Alba i Piemonte handler mest med hvide trøfler i Italien — ligger et kvarter væk.

Villa Cicchi, Ascoli Piceno. En 1600-talsvilla i olivenlundene lige uden for byen. Familien serverer i det hvælvede kælderrum og laver vin på markerne udenfor.

Tre steder at spise

Uliassi, Senigallia. Mauro Uliassi har tre Michelin-stjerner, og restauranten ligger på selve stranden — hvid dug, badehusarkitektur, havet ti meter væk. Der skal bookes måneder i forvejen, og der er lukket om vinteren.

Migliori, Ascoli Piceno. Ved Piazza Arringo, i kræmmerhus: olive all’ascolana, udstenede oliven fyldt med kød, paneret og friturestegt. Det er byens egen opfindelse og en ret, ikke en snack.

Il Clandestino, Portonovo. Moreno Cedronis “susci”-bar, der ligger direkte på stenene i bugten. Cedroni har to stjerner på Madonnina del Pescatore i Senigallia; her er han uformel, og du spiser rå fisk med havet en meter fra bordet.

Tre ting du skal gøre

Palazzo Ducale i Urbino. Ikke for salenes skyld, men for Federico da Montefeltros studiolo: et lillebitte arbejdsværelse, hvor væggene er indlagt træ, der efterligner halvåbne skabslåger, bøger og instrumenter. Og for Piero della Francescas Piskningen af Kristus, der hænger i samme hus.

Grotte di Frasassi. Den offentlige rute er omkring halvanden kilometer og tager cirka 75 minutter. Der er 14 grader året rundt, så tag en trøje med i august. Den første sal er så stor, at man i årtier har brugt Milanos domkirke som målestok for den.

Due Sorelle. De to kalkklipper i vandet under Conero. Stranden kan kun nås med båd fra Numana, og bådene sejler kun om sommeren.

Hoffet i Urbino opfandt en måde at opføre sig på

Urbino har omkring 14.000 indbyggere og var i 1400-tallet et af Europas vigtigste hoffer. Federico da Montefeltro byggede et paladskompleks, som samtiden beskrev som en by i form af et palads. UNESCO satte den gamle bykerne på verdensarvslisten i 1998, og den er stadig lille nok til at gå på en formiddag.

Raffael blev født her i 1483, søn af en hofmaler. Men den mest langtidsholdbare ting, der kom ud af hoffet, var en bog om opførsel. Baldassare Castiglione lagde Hofmanden fra 1528 som fire aftners samtale i hertugindens værelser i netop dette hus, og bogen blev i to hundrede år Europas manual for, hvordan man opfører sig i selskab. Dens nøgleord er sprezzatura: kunsten at få det vanskelige til at se ubesværet ud og skjule arbejdet bag. Ordet bruges stadig på italiensk, og det blev formuleret i et rum, du kan gå ind i.

Universitetet har ligget her siden 1506 og fylder stadig byen med studerende. Det gør Urbino til en af de få byer i regionen, der også lever om vinteren, når kysten lukker ned i november.

Kysten har én bakke, og alt ligger rundt om den

Conero er den eneste klint på kyststrækningen mellem Trieste og Gargano, og bakken deler kysten i to slags ferie. Ved selve bakken — Portonovo, Sirolo, Numana — er stranden hvide sten og småsten, og vandet er klart og dybt tæt på kanten. Nordvest for Conero, ved Senigallia, er sandet så fint, at stranden hedder spiaggia di velluto, fløjlsstranden, og vandet bliver ved med at være lavt langt ude.

Det er den slags forskel, der afgør en familieferie. Har du børn med spande, skal du til Senigallia-siden. Vil du snorkle fra klipper, skal du til bugterne ved Conero.

Oppe i skoven over Portonovo-bugten står en romansk kirke fra omkring 1034 helt for sig selv, Santa Maria di Portonovo. Der er ingen by omkring den. Munkene byggede den, hvor der var vand og læ, og resten er aldrig kommet til.

Senigallia har 44.000 indbyggere og to af Italiens mest dekorerede køkkener inden for få kilometer. Det er en badeby med parasoller i rækker, og så er det stedet, hvor italienske madfolk kører hen for at spise.

Ascoli Piceno er skåret ud af ét materiale

Travertinen kommer fra floddalen udenfor, og hele den gamle bykerne er bygget af den. Derfor ser Ascoli Piceno samlet ud på en måde, de fleste italienske byer ikke gør: gader, facader, trapper og fliser i den samme lyse sten. Piazza del Popolo er belagt med den, indrammet af Palazzo dei Capitani og den gotiske San Francesco-kirke, og i sol står pladsen nærmest hvid.

På hjørnet ligger Caffè Meletti fra 1907 med det oprindelige Liberty-interiør. Bestil en anisetta, byens anislikør, som er lavet på grøn anis og har været fremstillet i Ascoli siden 1870.

Og så olivenerne. Olive all’ascolana er den grønne, milde ascolana tenera-oliven, udstenet, fyldt med hakket kød, paneret og friturestegt. De koster småpenge, de spises stående, og de er grunden til, at et kræmmerhus kan være et måltid.

Bjergene bærer stadig 2016

Den ærlige del af regnestykket ligger inde i Sibillinerne. Jordskælvene i 2016 — 24. august ved Amatrice, derefter 26. og 30. oktober — ramte bjergsiden hårdt, og skælvet den 30. oktober var med sin styrke på 6,5 det kraftigste i Italien siden 1980. Landsbyerne på Marche-siden, Visso, Ussita, Castelsantangelo sul Nera og universitetsbyen Camerino, mistede deres bykerner.

Ti år efter er genopbygningen ikke færdig. Dele af de gamle centre står stadig med stilladser og hegn, og der bor mennesker i midlertidige boliger. Undersøg det lokalt, før du booker et værelse i en historisk bykerne deroppe.

Selve nationalparken og stierne er åbne, og det er værd at komme. Vandringen til Lame Rosse ved Fiastra-søen tager et par timer og ender ved nogle rødlige klippeformationer, der ligner noget fra det sydvestlige USA. Sarnano og Amandola fungerer som baser. Pengene, du lægger deroppe, er en del af pointen.

En praktisk oplysning, der sparer nogen for en fejlbooking: linseblomstringen på Piano Grande ved Castelluccio, som fylder alle billeder af Sibillinerne, ligger på den umbriske side af bjergene. Du kan sagtens køre derop fra Marche, men du kører ud af regionen for at gøre det.

Digtet, alle italienere kan udenad, handler om en udsigt, man ikke kan se

I Recanati, en times kørsel syd for Ancona, gik en 21-årig Giacomo Leopardi i 1819 op på bakken bag sit barndomshjem og skrev femten linjer, som stort set alle italienere siden har lært udenad. L’infinito begynder med, at en hæk spærrer for udsigten — questa siepe, che da tanta parte dell’ultimo orizzonte il guardo esclude — og netop fordi han ikke kan se ud over den, forestiller han sig det uendelige bag ved.

Bakken hedder i dag Colle dell’Infinito, og der står stadig en hæk. Man kommer ikke derop for udsigten. Det er hele pointen, og det er en af de mere elegante måder at bruge tyve minutter på i Le Marche.

Maden hedder noget andet her

Regionens store ret er vincisgrassi, en bagt pastaret, der er federe og mere gennemarbejdet end lasagne. Historien om navnet er, at den blev opkaldt efter den østrigske general Windisch-Grätz, der var i Ancona i 1799. Den historie holder næppe: en ret kaldet princisgras står allerede i Antonio Nebbias kogebog Il cuoco maceratese fra 1779, tyve år før generalen kom.

Brodetto er fiskesuppen, og den ser forskellig ud fra havn til havn. Fano-versionen skal traditionelt indeholde tretten slags fisk. I Porto Recanati laver de den med safran og uden tomat. Ciauscolo er en salami, der er blød nok til at smøre på brød, og casciotta d’Urbino er regionens DOP-ost af fåre- og komælk. Crescia sfogliata er den lagdelte fladbrødsret fra Urbino, der bages på plade, flækkes og fyldes.

Vinene er værd at gå efter, og de er stadig billige i forhold til, hvad de kan. Verdicchio fra Castelli di Jesi er en af de få italienske hvidvine, der bliver bedre af at ligge; udgaven fra Matelica kommer fra højere og koldere land inde i landet. Rosso Conero er lavet på montepulciano-druer på kalkbakken ved kysten. Lacrima di Morro d’Alba dufter så voldsomt af roser, at man tror, der er tilsat noget — og den har intet med Alba i Piemonte at gøre; byen hedder bare også Morro d’Alba. Vernaccia di Serrapetrona er en mousserende rødvin lavet med delvist tørrede druer. Se også vores gennemgang af Italiens vindistrikter og af det italienske køkken.

Hvornår du skal rejse

Maj og juni. Bakkerne er grønne, alt er åbent, og fra midten af juni kan man bade. Den bedste periode, hvis du skal både kyst og indland.

Juli og august. Italienerne er ved kysten, og der skal bookes. Til gengæld er det nu, operaen kører i Macerata i Sferisteriet, en fritstående arena fra 1829, som byens egne familier betalte for at få bygget — og Ascoli Piceno rider Quintana i historiske dragter.

September og oktober. Høst, lunt hav og begyndende trøffelsæson i Acqualagna. Formentlig den bedste måned for mad og vin.

November til marts. Kysten lukker ned. Urbino lever videre på sine studerende, og i februar holder Fano karneval — dokumenteret tilbage til 1347 og af byen selv regnet for Italiens ældste.

Sådan kommer du dertil

Der er ingen faste direkte ruter fra Danmark til Ancona-Falconara. I praksis flyver man til Bologna og kører eller tager toget de sidste par timer ned langs Adriaterhavet; jernbanen følger kysten hele vejen. Fra Rom er der cirka tre timers kørsel over Apenninerne til Ascoli Piceno, og den vej er smuk.

Ancona er desuden færgehavn til Kroatien, Grækenland og Albanien, så regionen kan sættes sammen med en rejse på den anden side af Adriaterhavet. Nede på kajen står Trajans triumfbue fra år 115 — den er ikke en seværdighed med kø, den står bare der, hvor skibene lægger til.

Inde i landet er bil nødvendig. Kystbyerne har station; bakkelandsbyerne har ikke. Fra Urbino er der godt en times kørsel op til San Marino, og Emilia-Romagna begynder lige nord for Pesaro.

Hvem kan levere rejsen?

Udbuddet fra Danmark er tyndt, og det siger i sig selv noget om regionen. Da vi ledte den 1. september 2026, fandt vi én dansk grupperejse, der går til Le Marche og ikke bare kigger forbi: Viktors Farmors otte dage lange »Kultur og vandring i Le Marche« med dansk rejseleder og base i Senigallia. Programmet rammer Frasassi, Conero, Urbino, Loreto og Sibillinerne — de samme steder, denne guide kredser om.

Resten af regionen skal du selv sætte sammen. Det er ikke svært: bil, to hoteller og en uge.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor mange dage skal man bruge på Le Marche?
En uge med to baser: en ved Conero-kysten og en i bakkerne omkring Urbino eller Ascoli Piceno. Fem dage rækker til den ene halvdel af regionen, ikke til begge.

Er Le Marche billigere end Toscana?
Overnatning og restaurant ligger mærkbart under Toscana-niveau uden for kystens højsæson. Men det er ikke derfor, man tager derhen — det er for kombinationen af hav og bjerge på to timers kørsel. Læs også vores guide til Toscana, hvis det er renæssancen, du er ude efter.

Kan man klare sig uden bil?
Langs kysten, ja. Urbino, Ascoli Piceno og Sibillinerne kræver bil, og det er der, regionen er stærkest.

Er det trygt at rejse i jordskælvsområdet?
Ja. Nationalparken og vandreruterne er åbne, og de større byer fungerer. Det, der stadig er lukket, er dele af enkelte historiske bykerner — tjek den konkrete adresse, ikke hele området.

Læs videre

Vores store guide til Italien · Italiens tyve regioner · Det ukendte Italien · Vandreferie i Italien