Er Lecce den smukkeste by i Syditalien?

Klokken syv går hele byen ud

Du har fået et bord på Piazza Sant’Oronzo. Tre meter under dig ligger et romersk amfiteater nede i sit hul midt på pladsen. Rundt om dig går folk frem og tilbage ad den samme gade uden ærinde, og de bliver ved til langt ud på natten: 18.000 af byens 95.000 indbyggere er studerende, og de bor her hele året. Kaffen kommer med is og mandelmælk, fordi der er 34 grader. Læg hånden på husmuren ved siden af bordet: den gule kalksten er stadig så varm, at du ikke kan holde hånden der ret længe. Solen er gået ned, men den giver ikke slip.

Det er Syditalien, helt nede i hælen på støvlen. Morgenmaden er en pasticciotto, du spiser stående ved disken, mens den stadig er varm nok til at brænde dig på tungen, og den koster småpenge. Det femstjernede hotel ligger ud til pladsen. Og hælen er så smal, at der er hav på begge sider — fyrre minutter mod øst til Adriaterhavet ved Otranto, halvanden time mod vest til det joniske ved Gallipoli, og vand du kan gå i til langt ind i oktober.

To dage rækker til byen. En uge, hvis kysten skal med.

Traveltalk vælger tre

Tre steder at bo

• Patria Palace — femstjernet, midt på Piazza Sant’Oronzo. Du træder ud i passeggiataen med amfiteatret foran dig. Huset var adelsbolig og siden kro, før det blev hotel.
• Risorgimento Resort — femstjernet, ved Piazza del Duomo. Tættest på den lukkede plads og på Santa Croce.
• La Fiermontina — femstjernet, ved Porta Napoli, med have. Det roligste af de tre.

Tre steder at spise

• Primo Restaurant — én Michelin-stjerne i 2026-guiden, køkkenchef Solaika Marrocco. Smagsmenuer og moderne Apulien. Det er aftenen, hvor maden er hovednummeret.
• Alle Due Corti — samme familie i årtier, og Salento uden omveje: ciceri e tria, hvor halvdelen af pastaen koges og halvdelen friteres, serveret med kikærter, og fave e cicorie, bønnemos med vild cikorie. Menuen følger sæsonen.
• Trattoria Le Zie – Cucina Casereccia — «tanterne». Så tæt på at spise hjemme hos en familie i Lecce, som du kommer uden at kende en.

Tre ting du skal gøre

• Santa Croce i det sidste lys. Kom tilbage den sidste time før solnedgang. Så bliver stenen orange, og alt det udskårne får skygger at stå i. Midt på dagen er facaden flad.
• Aperitivo på Piazza Sant’Oronzo. Ved bordene over amfiteatret, mens passeggiataen går forbi. Caffè Alvino ligger på pladsen og laver både caffè leccese og pasticciotto.
• En dag ud af byen. Acaya med voldgrav og byport, WWF-reservatet Le Cesine bagved, og derefter enten stranden eller 18 huller. Det hele ligger inden for tyve minutter.

Dagen begynder med en pasticciotto

Morgenmaden er en pasticciotto — mørdej om varm konditorcreme, opfundet i Galatina syd for byen i 1745, da konditoren Ascalone satte den sammen af rester fra dagen. Til frokost en rustico leccese, to lag butterdej om béchamel, mozzarella og tomat, eller en puccia, det runde brød man får fyldt på stedet. Det står i vinduerne over hele den gamle bydel, og det koster småpenge.

Om eftermiddagen lukker byen ned, og du gør klogt i at gøre det samme. Fra omkring syv går alle ud igen. Det hedder la passeggiata, det foregår ad Via Vittorio Emanuele II og over Piazza Sant’Oronzo, og det er ikke sat op for turister. Find et bord med udsigt til amfiteatret og lad den passere. Barerne omkring pladsen har fyldt fra sidst på eftermiddagen og holder åbent til langt ud på natten.

Derfor kommer kaffen med is og mandelmælk

Caffè leccese er opfundet i byen, fordi Antonio Quartas kaffebar var den eneste, der havde is. Mandelmælken kom til for at tage kanten af espressoen. Rækkefølgen er is først, så mandelmælk, så espresso hældt henover — og den er grunden til, at man overhovedet orker en kaffe, når termometeret står på 34.

Resten er at gå uden mål. Gaderne er smalle, afstandene korte, og der står en barokkirke for enden af de fleste af dem. Du får ikke brug for en liste.

Hav på begge sider

Hælen er smal, og det er hele grunden til at bo i Lecce frem for ved vandet. De to kyster ligger inden for en køretur hver, og de ligner ikke hinanden.

Adriatersiden mod øst er kalkstensklipper, små bugter og grotter. Du går ud på varm sten, sætter dig på kanten og hopper i — bunden er væk med det samme, og vandet står blågrønt og køligt. Torre dell’Orso og strækningen omkring Otranto ligger tyve minutter fra hinanden. Den joniske side mod vest er det modsatte: lange, flade buer af fint, lyst sand, hvor du kan vade halvtreds meter ud og stadig have vand til livet. Det bliver varmt tidligt på sommeren, og bag stranden ligger klitter med pinjer. Pescoluse nede i sydspidsen kaldes Salentos Maldiver, og til den slags tilnavne at være er det ikke helt urimeligt.

Nærmeste vand fra byen er San Cataldo, tolv kilometer mod øst. Det er stranden, man tager til efter frokost, og lige syd for den ligger Le Cesine, et naturreservat på 348 hektar, som WWF har drevet siden 1979. Det er den sidste rest af de kystsumpe, der engang lå langs hele Salentos kyst, og det har stået på Ramsar-listen over internationalt betydende vådområder siden 1977. Reservatet kan besøges — WWF Italien har adgang og åbningstider på oasens egen side.

To halve dagsture er værd at planlægge. Otranto er Italiens østligste by, og domkirkens gulv er et eneste stort mosaikgulv fra 1160’erne — et livstræ båret af elefanter, med månedernes arbejde og en kong Arthur på hesteryg lagt ned i stenen. Gallipoli ligger ude i det joniske på sin egen lille ø med en bro over til fastlandet, og under den gamle bydel ligger de oliemøller, byen engang tjente sine penge på.

Oliventræerne dør, og det kan ses fra bilruden

På vejen ud til kysten kører du gennem det. I 2013 blev bakterien Xylella fastidiosa påvist i Salento. Den sætter sig i træets vandtransport, og træet tørrer ud ovenfra. Mere end 10 millioner oliventræer er døde, og det inficerede område dækker omkring 8.000 kvadratkilometer — cirka 40 procent af Apulien.

Det ser man: rækker af grå, bladløse stammer, en del af dem flere hundrede år gamle. Der bliver plantet igen med modstandsdygtige sorter på hundredvis af hektar, og fremrykningen mod nord er bremset op — i foråret 2025 var det nordligste fund syv træer i udkanten af Bari, og de blev fjernet med det samme. Men landskabet omkring Lecce er ikke det, det var for femten år siden. Oliven er stadig egnens erhverv, og det er værd at vide, hvad man kigger på.

Og så er der natten, hvor 150.000 mennesker danser

Salentos egen musik hedder pizzica — hurtig, hamrende og oprindeligt danset som kur mod edderkoppebid. Den har sin egen festival. La Notte della Taranta turnerer gennem landsbyerne i provinsen fra slutningen af juli og slutter med én stor koncert i Melpignano, cirka 30 kilometer syd for Lecce. Den samler over 100.000 mennesker hvert år. I 2026 var de 150.000, og der blev spillet til ud på morgenen. Vil du opleve den, er det den ene grund til at tage augustvarmen med.

Facaderne er skåret, ikke muret

Stå på den anden side af den smalle gade foran Basilica di Santa Croce og lad øjet gå opad. En grif, en ørn og en løve bærer balkonen, og over dem står balustrene mellem små relieffer. Engle, frugtklaser, løver og søjler viklet ind i bladværk — det er overlæsset, og det er meningen.

Kom på det rigtige tidspunkt, ellers går det tabt. Midt på dagen står stenen næsten hvid og flad, og du kan ikke se noget for lys. Den sidste time før solnedgang bliver den orange, og så får alt det udskårne skygger at stå i — griffen får en ryg, bladværket får dybde, og facaden holder op med at være en flade. Det ser ud som ét stykke arbejde. Det tog tre generationer.

Hele historien: stenen, de fire arkitekter — og pengene, der betalte for det hele

Materialet er pietra leccese, en blød, gyldenlig kalksten fra markerne omkring byen. Frisk fra bruddet kan den bearbejdes med håndværktøj næsten som træ, og ude i luften hærder den. Stenhuggerne i 1600-tallet havde altså et materiale, der lod dem gøre præcis, hvad de ville — og bagefter blev det stående.

Santa Croce blev bygget mellem 1549 og 1695, og fire arkitekter nåede at arbejde på den undervejs: Gabriele Riccardi lagde den ud, Francesco Antonio Zimbalo og Cesare Penna førte den videre, og Giuseppe Zimbalo (1620-1710) afsluttede den øverste del med rosetvinduet. Zimbalo blev kaldt Lo Zingarello. Han satte også klokketårnet på domkirken og huggede Sant’Oronzo-søjlen i 1666, og han er hovedårsagen til, at stilen har fået sit eget navn: barocco leccese. Der er ikke mange byer, der har fået en arkitekturstil opkaldt efter sig.

Og så pengene. Salento har i århundreder været blandt Italiens fattigste egne, så nogen skulle betale. Fra 1500-tallet var Gallipoli det vigtigste marked for olivenolie i Kongeriget Napoli, og i 1600- og 1700-tallet producerede byen først og fremmest olio lampante — lampeolie. Den blev presset i frantoi ipogei, underjordiske møller hugget ned i klippen under den gamle bydel, hvor temperaturen holdt sig lav året rundt. Der lå 19 af dem, og i 1700-tallet afgik der op mod 26 skibe om dagen fra havnen. Olien blev brændt af i gadelygterne i London, Paris, Amsterdam og Konstantinopel.

Så kom gasbelysningen, og siden elektriciteten. Markedet forsvandt i løbet af få årtier, rigdommen kom aldrig tilbage, og stenen blev stående. Det er de penge, du kigger på, når du står foran Santa Croce.

Vil du se den samme idé drevet endnu længere, ligger den vestpå i nabolandsdelen: i Matera er husene ikke bygget af stenen. De er hugget ind i den.

Pladsen med kun én indgang

Piazza del Duomo er lukket på tre sider, og der er én vej ind. Gå derind om aftenen, når lyset er tændt: pladsen er stille, selv om der er fest to gader væk, og det er den nemmeste smukke ting at gøre i Lecce.

Læg mærke til én ting, mens du står der. Fordi man kommer ind fra siden, møder man ikke domkirkens hovedfacade — man møder dens flanke. Så byggede Zimbalo en facade nummer to på flanken, rigere end den egentlige forside. Den, alle fotograferer, er ikke forsiden.

Hvorfor en plads bliver bygget med kun én indgang

Åbningen ligger, hvor Via Giuseppe Libertini møder Via Vittorio Emanuele II, og i den står stadig stumperne af de portstolper, der lukkede pladsen om aftenen. Om dagen fungerede den som gårdsplads. Ved angreb kunne byens folk trække sig derind og forsvare den ene indgang — og det er den forklaring, resten af arkitekturen på pladsen følger af.

Helgenerne er lavet af papir

Gå ind i en af kirkerne og se på helgenfigurerne. En del af dem er ikke marmor. De er gamle klude, halm, papir og lim: cartapesta, papmaché, en håndværksform byen har haft siden 1600-tallet, fordi kirkerne skød op hurtigere, end der var råd til sten. Figurerne ligner marmor og bronze på afstand, koster en brøkdel og vejer så lidt, at fire mand kan bære dem gennem gaderne i en procession.

Værkstederne findes stadig i den gamle bydel, og Museo della Cartapesta i Castello Carlo V viser samlingen. Se på kappefolderne: de ligner papir, fordi de er papir. Det er den mest ærlige ting i Lecce — sten, hvor der var råd til sten, og papir, hvor der ikke var. Fra kirkebænken kan man ikke se forskel.

Amfiteatret, byen ikke gravede færdigt

Det amfiteater, du sidder og kigger ned i under aperitivoen, er kun en tredjedel af sig selv. Det havde plads til mellem 12.000 og 14.000 tilskuere, og resten ligger under pladsen og under husene rundt om den. Der bliver den liggende — man graver ikke en bymidte op. Udgravningen begyndte i 1900 og stoppede i 1940.

Ovenover står Sant’Oronzo på sin søjle. Zimbalo igen, 1666.

Her ligger Lecce og andre seværdige byer i Apulien

Afstandene er små. Fra Lecce er der 20 minutter til Acaya, godt tre kvarter til Otranto på adriaterhavssiden og cirka halvanden time til Gallipoli på den joniske. Det gør byen til et fornuftigt sted at bo, også når resten skal med.

• 1. Lecce — barokbyen og basen.
• 2. Acaya — befæstet renæssanceby med borg, og golfbanen lige ved siden af.
• 3. Le Cesine — WWF-reservatet ude ved kysten.
• 4. Otranto — Italiens østligste by, med domkirkens mosaikgulv fra 1100-tallet.
• 5. Gallipoli — den gamle bydel på sin ø, og de underjordiske oliemøller.
• 6. Brindisi — den nærmeste lufthavn.

Hælen er smal og har kyst på begge sider, så du er aldrig langt fra vand. Og golfbanen ligger tyve minutter fra domkirken.

Golfbanen ligger 20 minutter væk, og roughen er ikke græs

Kør østpå fra Lecce, og du kommer til Acaya. Landsbyen er værd at standse for i sig selv. Gian Giacomo dell’Acaya, Karl 5.s kongelige militæringeniør, lagde i 1535-36 en mur med bastioner og voldgrav om den gamle landsby Segine og gav den familiens navn. Du går ind gennem Porta Terra, og der er kun den ene port. Det er en af de få planlagte renæssancefæstningsbyer i Syditalien, og den står stort set, som den blev bygget.

Acaya Golf Club ligger lige mellem Middelhavet og et kendt naturreservat

Acaya Golf Club: 18 huller, par 71, 6.192 meter. Banen blev anlagt i 2000 og lagt om i 2007 af det amerikanske arkitektfirma Hurdzan/Fry. Den er reelt Salentos eneste rigtige 18-hullers, og den har haft turneringer med tal på: Challenge Tour spillede Acaya Open her i 2011 og 2012, vundet af englænderen Jamie Moul og nordmanden Espen Kofstad.

Vi har spillet den, og det, der bliver hængende, er ikke længden. Der er ingen rough af græs at tale om. Det, der ligger uden for fairway, er maki — lav, tør, stikkende middelhavskrat med oliventræer imellem, den samme bevoksning som i Le Cesine lige ved siden af. Du finder ikke bolden derinde. Du mister den hver gang. Moralen er kort: slå lige ud. Min score? En hemmelighed.

Resortet på banen hedder i dag The MIRA Acaya Golf Resort & Spa. Læg mærke til navnet, hvis du leder efter det: stedet hed indtil for nylig DoubleTree by Hilton Acaya Golf Resort Lecce, så husker du det som et Hilton, er det det samme hus. Det er firestjernet, ligger på 120 hektar og har to restauranter — den ene i den gamle Masseria San Pietro, der også fungerer som klubhus — og et wellnessområde på 1.200 kvadratmeter.

Og så det, vi husker bedst derfra: vi åbnede klædeskabet på værelset, og der var malet et klassisk landskab på indersiden af lågen. Hæng dit tøj på maleriet. Det her er god stil.

Skal der flere baner med i den samme rejse, ligger de i vores oversigt over de bedste golfbaner og golfresorts i Europa. Og skal turen op i en anden prisklasse, gennemgår vi Italian Swing med La Dolce Vita Orient Express.

Hvornår du skal rejse

April til juni og september til oktober. Lecce ligger inde i landet, og i juli og august står varmen stille mellem husmurene i den gamle bydel. Til gengæld er havet omkring Salento varmt til langt ind i oktober. Undtagelsen er Notte della Taranta i august — vil du med til den, tager du varmen med i købet.

Skal du spille golf, gælder det samme og af samme grund. Banen er åben hele året, men i højsommeren spiller du tidligt om morgenen eller lader være.

Lyset er værd at planlægge efter. Pietra leccese tager farve efter solen. Midt på dagen er facaderne næsten hvide og lidt flade at se på. Den sidste time før solnedgang bliver de orange, og alt det udskårne får skygger at stå i. Gå tilbage til Santa Croce på det tidspunkt.

Sådan kommer du dertil

Nærmeste lufthavn er Brindisi, Aeroporto del Salento, cirka 40 kilometer nord for Lecce. Der er ingen direkte rute fra København, så du skifter undervejs — typisk i Rom, Milano eller München. Fra lufthavnen kører der shuttlebus til Lecces banegård. Bari er alternativet med flere afgange, men ligger omkring 150 kilometer væk.

Lej bil, hvis du vil ud af byen. Acaya, Otranto og Gallipoli er besværlige med offentlig transport, og hele pointen med Salento er, at de ligger tæt på hinanden.

Selve Lecce går du. Den gamle bydel er lille, og det meste ligger inden for tyve minutters gang fra Piazza Sant’Oronzo.

Hvem kan levere rejsen?

Disse danske rejsebureauer har Lecce og Apulien på programmet:

• Vitus Rejser — Syditalien og Apulien med dansk rejseleder
• Risskov Rejser — Apulien, Italiens støvlehæl, med byrundtur i Lecce
• Krim Rejser — rundrejse i Apulien
• Smil Rejser — grupperejser til Apulien
• Vindrose Rejser — Apulien. Vi har set nærmere på rejsen til Apulien med Vindrose.

Ofte stillede spørgsmål

• Hvor mange dage skal man bruge? To dage til selve Lecce. Tre til fire nætter, hvis Otranto, Gallipoli og kysten skal med.
• Kan man bade i Lecce? Ikke i byen — den ligger inde i landet. Nærmeste strand er San Cataldo, tolv kilometer mod øst, og der er hav på begge sider af hælen inden for halvanden time.
• Hvilken kyst skal jeg vælge? Adriatersiden mod øst er klipper, bugter og dybt vand. Den joniske side mod vest er langt, fladt sand og lavt, varmt vand — den er nemmest med små børn.
• Er det dyrt? Nej. Gadekøkkenet koster småpenge, og selv byens femstjernede hoteller ligger under, hvad tilsvarende koster i Toscana.
• Er oliventræerne stadig der? Nogle steder. Xylella-bakterien har dræbt over 10 millioner træer i Apulien siden 2013, og flere strækninger står døde. Der bliver plantet igen med modstandsdygtige sorter.
• Er Lecce noget for børn? Ja, men det er en gåby uden strand. Kysten ligger 20-30 minutter væk med bil.
• Kan man spille golf hele året? Ja. Acaya er åben året rundt, men juli og august er for varme til andet end tidlig morgen.

Læs videre om Apulien og Italien

Byen har to dage i sig selv og en uge, hvis kysten og banen skal med. Lecce hænger sammen med resten af hælen. Start i vores guide til rejser til Apulien, tag brødbyen Altamura med på vejen nordpå, og kør vestpå til Basilicata og huleboligerne i Matera. Et niveau op ligger den store rejseguide til Italien. Trullibyen Alberobello står på UNESCO’s verdensarvsliste — den og resten af listen finder du i vores oversigt over UNESCO verdensarv.