Gardasøen er tre forskellige ferier i den samme sø
Gardasøen er ikke ét sted. Den er tre, og de ligner hinanden mindre, end kortet antyder.
Mod nord er søen en fjord. Bjergene falder lodret i vandet, vejen skærer sig gennem tunneller i klippen, og luften er alpin selv i juli. Her taler man stadig med Trentino i stemmen, og Østrig ligger tættere på end Milano. Mod syd åbner søen sig og bliver bred, flad og varm, med oliven, cikader og romerske ruiner. Og imellem de to ligger den vestlige bred med villaerne, citronhusene og de haver, som rige nordeuropæere har anlagt siden 1800-tallet.
Det er derfor turen hele vejen rundt giver mening. Man kan køre den på en lang dag — søen er cirka 160 kilometer rundt — men man forstår den først, når man har sovet mindst én nat i nord og én i syd.
Jeg har kørt forbi søen i slutningen af februar på vej op mod Trento og Predazzo. Dernede stod mandeltræerne allerede i blomst, mens bjergene ovenfor stadig lå hvide. En anden gang gik jeg turen op fra søen i påsken, hvor der stadig var skiføre oppe ved Madonna di Campiglio. Det er den korte version af, hvad Gardasøen er: et sted, hvor to årstider ligger oven på hinanden, og hvor man kan vælge mellem dem på en formiddag.
Nord: bjerget, vinden og Trentino
Den nordlige ende hører til Trentino, og det mærkes. Riva del Garda ligger for enden af søen med en gammel bydel, der er lige så meget habsburgsk som italiensk — byen hørte under Østrig indtil 1918, og facaderne har ikke glemt det. Rocca’en, den middelalderlige borg ude i vandet, er i dag byens museum.
Vil man forstå, hvorfor nordenden er fyldt med sejl, skal man kende de to vinde. Peler kommer fra nord tidligt, hårdt og køligt, og er som regel løjet af ved nitiden. Derefter overtager Ora fra syd — blidere, men langt mere udholdende, og bedst ved Torbole omkring middag. Det er den rytme, hele windsurfer- og sejlermiljøet i nordenden er bygget op omkring, og den er grunden til, at man ser de samme både på vandet på de samme tidspunkter hver eneste dag.
Limone sul Garda ligger klemt inde mellem klippen og vandet på den nordvestlige bred. Byen har navn efter citronerne — de terrasserede limonaie, citronhusene med de høje stenpiller, kravler stadig op ad bjergsiden bag byen. De blev bygget for at dyrke citrusfrugter længere mod nord, end klimaet egentlig tillader, og et par af dem er restaureret og kan besøges.
Herfra går man ind i bjergene, og det er lettere, end de fleste tror. Fra søen tager det omkring to timer op ad veltilrettelagte stier, og turen er ikke svær — man skal bare kunne gå. Nedefra ser det ud, som om vinteren for længst er ovre, og at der ikke bliver stået på ski i år. Så dukker sneen op et par kilometer oppe: først i pletter i vejkanten og på nordsiden af hver sten, så i sammenhængende felter mellem træerne, og til sidst er det sneen, der bestemmer, og stien, der er gæst. Imens står solen skarpt og har allerede kræfter. Det er ikke vinterkulde, man går op i — det er forår med sne i.
I påsken er der stadig skiføre deroppe. Man kan gå op om formiddagen og stå på ski om eftermiddagen, og bag bjergene ligger Madonna di Campiglio, et af Italiens bedste skisteder.
Kører man videre nordpå — op gennem Trento til Predazzo — kommer man ind i Sydtyrol, hvor bjergene laver hvidvin. Obereggen hænger sammen med Predazzo i det samme skiområde, og dér kan man i marts sidde ude til frokost efter formiddagens skiløb, i skarp forårssol, og se ned ad dalen til de vinmarker, der har lavet hvidvinen i glasset. Der er et par timers kørsel fra søen. Det er også præcis det, der menes med, at Gardasøen er en base og ikke en endestation.
Og Obereggen er ikke et lille sted for sig selv. Området hænger sammen med Predazzo og Pampeago i Ski Center Latemar, som igen er ét af tolv områder på Dolomiti Superski — omkring 1.200 kilometer pister på ét kort, og dermed verdens største liftsystem. Man kan altså køre nordpå fra søen og reelt have hele Dolomitterne til rådighed på den samme billet. Vi har set nærmere på det i Canazei og verdens største liftkort.
Det er det, der gør nordenden usædvanlig. De fleste steder skal man vælge mellem sø og bjerg. Her ligger de oven på hinanden.
Skal skiene med, ligger de rigtige bjerge en times kørsel længere ind i landet, og de øvrige muligheder er samlet under ferie i Alperne.
Turen rundt om søen
Kør mod uret, altså ned ad vestbredden først. Det er den smukkeste strækning at have foran sig om formiddagen, og den vanskeligste at køre træt.
Vest: villaerne, citronerne og d’Annunzio
Syd for Limone bliver landskabet blødere, og man kommer til den strækning, der kaldes Riviera dei Limoni. Gardone Riviera er dens hovedstad — en kurby fra den tid, hvor tyske og østrigske familier kom hertil for luften.
Her ligger Il Vittoriale degli Italiani, digteren Gabriele d’Annunzios ejendom, og det er noget af det mærkeligste, man kan besøge i Norditalien. Manden fik forevigt sig selv i en villa fyldt til randen af genstande, anlagde et amfiteater i haven og fik installeret hele forstavnen af krigsskibet Puglia i bjergsiden med stævnen ud mod søen. Man behøver ikke bryde sig om d’Annunzios politik for at synes, at stedet er uforglemmeligt.
Lidt længere mod syd ligger Salò, en rolig by med den længste promenade ved søen og en historie, den ikke selv har valgt: det var her, Mussolinis marionetstat blev placeret i 1943.
Syd: Sirmione, det romerske og campingbæltet
Sydenden er en anden verden. Søen er bred, bakkerne er lave, og varmen står stille om eftermiddagen.
Sirmione ligger yderst på en smal tange, der stikker fire kilometer ud i vandet, og man kører ind i byen over en vindebro til Scaligerborgen — en af de bedst bevarede vandborge i Italien. Ude for enden af tangen ligger Grotte di Catullo, ruinerne af en romersk villa fra det første århundrede, opkaldt efter digteren Catul, som skrev om stedet. Der er også termiske kilder; det er derfor, byen har været kurby siden romertiden og ikke bare siden turismen.
Desenzano del Garda og Peschiera del Garda er sydendens to praktiske knudepunkter — begge med station på hovedbanen mellem Milano og Venedig, hvilket gør dem til den nemmeste måde at komme til søen uden bil.
Det er også her, campingpladserne ligger, og de er ikke det, danskere typisk forestiller sig ved ordet. Sydbredden har store, veldrevne anlæg med badeland, egen strand og bungalows, og de er en af de bedste måder at holde familieferie i Norditalien på. Vi har samlet de bedste af dem i vores gennemgang af de bedste campingpladser i Italien.
Øst: Malcesine og Monte Baldo
På vej nordpå ad østbredden kommer Malcesine, og byen har den bedste anekdote ved hele søen. Da Goethe i 1786 satte sig ned for at tegne Scaligerborgen, blev han anholdt af de lokale, som var overbevist om, at han var østrigsk spion. Han skrev om det i Italienische Reise, og borgen står der stadig, uændret nok til at man kan se, hvad han sad og tegnede.
Fra Malcesine kører kabelbanen op på Monte Baldo i knap 1.800 meters højde. Kabinerne roterer om sig selv undervejs, så alle får udsigten, og deroppe skifter vegetationen fuldstændigt — bjerget kaldes Europas botaniske have, fordi istiderne aldrig helt nåede toppen. Om sommeren tager mountainbikere og paragliderne banen op; om vinteren er der et lille skiområde.
Mad og vin hele vejen rundt
Gardasøen er et af Europas nordligste olivenområder, og olien herfra — Garda DOP — er lettere og mildere end den toscanske. Den sælges i alle byer langs bredden, og forskellen på den og supermarkedsolien hjemmefra er værd at smage sig frem til.
Vinen skifter, i takt med at man kører. På sydbredden omkring Sirmione og Desenzano laves Lugana på turbiana-druen — en hvidvin med langt mere krop og lagringsevne, end nordeuropæere forventer af en søvin. Østbredden er Bardolino, og den er søens egen. En lys, let rødvin på corvina og rondinella, der skal drikkes ung og gerne let afkølet — præcis den type vin, resten af Italien ikke rigtig laver. Her giver den til gengæld mening: den passer til søens fisk, til varmen og til en frokost, der ikke skal ende i en middagslur.
Kører man tyve minutter ind i landet mod Verona, er man i Valpolicella, hvor de samme to druer får den stik modsatte behandling — tørret på måtter hen over vinteren — og bliver til amarone. Det er den samme egn, den samme drue og to helt forskellige idéer om, hvad vin skal.
Vil man have hele billedet af, hvad Italien kan på den front, har vi gennemgået Italiens vindistrikter fra nord til syd.
Fiskene fra søen står på kortet overalt: lavarello (helt) og coregone grilles hele og serveres med citron fra Limone. Det er den enkleste ret ved søen og som regel den bedste.
Sådan kommer du afsted
En stor del af forklaringen på, hvorfor Gardasøen er så velbesøgt, er ren geografi. Søen ligger lige syd for alpepasserne og er det første sted på turen ned gennem Europa, hvor klimaet for alvor er middelhavsagtigt — palmer, oliven og citron, tre timers kørsel fra Østrig. Bolzano og Sydtyrol ligger nordpå, Verona og Venedig østpå, Milano vestpå. Det er ikke en afsides sø, man tager til; det er et knudepunkt, man kan bruge som base.
Der er tre realistiske måder at komme dertil fra Danmark, og valget mellem dem afgør mere ved ferien, end folk regner med.
I egen bil. Det er sådan, de fleste danskere gør det, og det giver mening: søen er 160 kilometer rundt, og uden bil er man bundet til færger og busser. Regn med 14-15 timers kørsel fra Aarhus og 16-17 timer fra København ad ruten gennem Tyskland og Østrig. Det er for langt på én dag. Del turen med en overnatning omkring München eller i Østrig, så ankommer man udhvilet i stedet for udkørt.
Med fly til Verona. Nærmeste lufthavn er Verona Villafranca (VRN), cirka 15 kilometer sydvest for Verona og under en times kørsel fra sydbredden. Der er også Bergamo Orio al Serio (BGY) og Milano Malpensa (MXP) vestpå og Venedig Marco Polo (VCE) mod øst, alle inden for to timers kørsel. Flyver man, skal der lejes bil i lufthavnen — det er ikke et sted, hvor man klarer sig uden.
Med tog. Undervurderet. Hovedbanen mellem Milano og Venedig kører langs sydbredden med stop i Desenzano del Garda-Sirmione og Peschiera del Garda, og begge stationer ligger i gåafstand fra vandet. Kommer man med nattog til München og videre over Brenner, kan man nå søen uden at flyve overhovedet. Til en ferie i sydenden med base ét sted er det den mest civiliserede ankomst, der findes.
Rundt om selve søen sejler Navigazione Lago di Garda året rundt mellem stort set alle byer på bredden. Færgerne tager biler på enkelte ruter, og en dagsbillet er langt den behageligste måde at se søen fra vandsiden på.
Overnatning: fra grandhotel til badeland
Sovemulighederne følger søens tredeling, og man vælger reelt landskab, ikke bare hotel.
I nord bor man i klippen. Hotel Splendid Palace i Limone sul Garda er et firestjernet hus med terrasser ned mod vandet og bjerget lige i ryggen — hotellets egen side.
På vestbredden ligger Grand Hotel Fasano i Gardone Riviera, oprindeligt bygget i 1888 som jagtresidens for det østrigske kejserhus og i dag et femstjernet hotel med tolv tusind kvadratmeter park ned til søen. Det er søens klassiske adresse — grandhotelfasano.it.
I syd ligger campingbæltet, og standarden er høj. Camping Bella Italia i Peschiera del Garda og Camping Europa Silvella i San Felice del Benaco har begge egen strand, pools og bungalows, og de fungerer lige så godt for voksne uden børn som for familier — Bella Italia og Europa Silvella. Er campingferien i det hele taget noget, du overvejer, har vi skrevet mere om camping i Italien.
Afstande fra Gardasøen
- Verona: ca. 40 km — ca. 45 minutters kørsel
- Brescia: ca. 60 km — ca. 1 times kørsel
- Milano: ca. 140 km — ca. 1 time og 45 minutters kørsel
- Venedig: ca. 150 km — ca. 2 timers kørsel
Verona er så tæt på, at det er en eftermiddagstur, ikke en udflugt. Og med Venedig to timer væk behøver man ikke vælge mellem søen og byen.
Hvornår skal man tage afsted?
Det korte svar er: uden for højsommeren. Gardasøen er et af Europas store turistmagneter, og det mærkes fra juli til midt i august, hvor vestbredden bliver en lang kø om eftermiddagen. Til gengæld er det den eneste periode, hvor absolut alt har åbent hele vejen rundt.
Maj, juni og september er søens bedste måneder. Vandet er brugbart fra juni, stierne er farbare fra maj, og både priser og trafik er til at holde ud.
Sidst i februar og i marts er søen mild, længe før resten af Nordeuropa er det, og mandeltræerne blomstrer nede ved vandet, mens bjergene stadig er hvide. Der er ikke badevejr, og det er heller ikke pointen — pointen er, at man kan sidde ude til frokost i februar tre timers kørsel fra Østrig.
Efteråret er lige så undervurderet: byerne fungerer, høsten er i gang i vinmarkerne, og man har både stierne og bordene for sig selv. Det er også der, søen er billigst.
Påsken er særtilfældet og min egen favorit. Der er stadig skiføre oppe i bjergene, så man kan gå op fra søen om formiddagen og stå på ski om eftermiddagen — og være tilbage ved vandet til aftensmad.