Regnskoven er ældre end Amazonas, hulerne er blandt verdens største — og orangutangen findes kun her og på Sumatra
Borneo er verdens tredjestørste ø og den eneste, hvor tre lande deler den samme regnskov. Skoven har stået her i omkring 140 millioner år, og den huser stadig et dyr, der lever frit præcis to steder på kloden. Hvilken side af øen du vælger, afgør resten af rejsen.
📄 Hurtige fakta om Borneo
- Beliggenhed: Sydøstasien, mellem Det Sydkinesiske Hav, Sulu-havet og Java-havet
- Størrelse: verdens tredjestørste ø — kun Grønland og Ny Guinea er større
- Tre lande: Malaysia (Sabah og Sarawak), Indonesien (Kalimantan, omkring tre fjerdedele af arealet) og Brunei
- Højeste punkt: Mount Kinabalu, 4.095 meter
- På UNESCO’s verdensarvsliste: Kinabalu Park og Gunung Mulu National Park, begge indskrevet i 2000
- Kendt for: orangutanger, næseaber, dværgelefanter, kæmpehuler og dykningen ved Sipadan
- Bedste sæson: marts til oktober i Sabah; november til februar er vådest på østkysten
- ✈️ Afrejse fra: Københavns Lufthavn (CPH) — ingen direkte ruter. Typisk via Doha, Dubai, Istanbul, Singapore eller Kuala Lumpur til Kota Kinabalu (BKI) eller Kuching (KCH). Regn med 16-20 timer undervejs
💡 Traveltalk tip
Vælg én side af øen, ikke begge. Sabah og Sarawak ligger side om side på kortet og opfører sig som to forskellige rejser. Sabah er dyrene: aberne, floden, revet og bjerget. Sarawak er hulerne, Kuching og kulturen. Forsøger man begge dele på fjorten dage, går en tredjedel af tiden med indenrigsfly og lufthavne.
Insider tip: Danum Valley og Sipadan er de eneste to steder, der ikke kan bookes sent. Sipadan er kvoteret med et begrænset antal daglige tilladelser, og Danum Valley har ganske få senge. Alt andet på øen kan planlægges undervejs — de to kan ikke.
Én ø, tre lande — og hvorfor det afgør ruten
Øen er delt tre gange. Malaysia har Sabah og Sarawak mod nord, Indonesien har Kalimantan, der fylder omkring tre fjerdedele af arealet, og det lille, olierige Brunei ligger klemt inde på nordkysten.
For den rejsende betyder den deling mere, end en grænse normalt gør. Næsten alt, der skal til for at se dyrene, ligger i den malaysiske del: nationalparkerne, feltstationerne, indenrigsruterne og guiderne. Kalimantan er større, vildere og markant sværere at rejse i. Camp Leakey i Tanjung Puting er berømt og fortjener sit ry, men det er en ekspedition, ikke en udflugt. Skal det være første gang, er svaret Sabah — og det er ikke et kompromis, for det er også dér, dyrene er tættest.
Orangutangen lever vildt to steder på Jorden. Det ene er her
Den bornesiske orangutang er kritisk truet, og den findes ikke andre steder end her og på Sumatra. Det er hele grundlaget for turismen på øen, og det er værd at vide, hvad man går ind til.
Sepilok ved Sandakan har taget sig af forældreløse unger siden 1964 og er det nemmeste sted at se dyrene. Men det er et rehabiliteringscenter, ikke et bur: aberne bevæger sig frit, og de kommer, når de vil. Nogle dage sidder der fem på fodringsplatformen, andre dage ingen. Det er den rigtige måde at drive stedet på, og det bør stå i rejseplanen som en mulighed, ikke en garanti.
Kinabatangan-floden giver den bedste chance for at se noget uden hegn omkring. Fra en lille båd ved daggry ser man næseaber, næsehornsfugle og med held dværgelefanter. Vær forberedt på hvorfor det virker så godt: dyrene er samlet langs floden, fordi oliepalmerne har taget resten. Man ser plantagerne fra flyet på vej ind, og man ser dem fra båden. Det hører med til historien om øen, og en rejse hertil bliver ikke dårligere af, at man kender den.
Danum Valley er det modsatte — urørt lavlandsregnskov, der aldrig er blevet fældet. Her er ingen fodringsplatform og ingen garanti overhovedet. Til gengæld er det skoven, som den så ud, før nogen begyndte at rydde den.
Hulerne, bjerget og revet
Gunung Mulu i Sarawak
Gunung Mulu National Park rummer nogle af de største kendte hulerum på kloden. Sarawak Chamber er så stort, at rummet er svært at fatte, når man står i det. Men det billede, folk husker, er Deer Cave ved solnedgang, hvor millioner af flagermus forlader hulen i en sammenhængende, snoet strøm, der tager over en time om at komme ud.
Mount Kinabalu i Sabah
Kinabalu Park er indskrevet på verdensarvslisten for sin planteverden, ikke for udsigten — men bjerget på 4.095 meter kan bestiges på to dage med tilladelse og guide, uden klatreudstyr og uden erfaring. Det gør det til et af de få rigtigt høje bjerge, en almindelig rejsende kan komme op på.
Sipadan og Kuching
Sipadan hører til blandt verdens bedste dykkersteder: skildpadder i snesevis, barracudaer i søjler og et vægfald lige ud fra kysten. Man bor på Mabul og sejler derover, for der må ikke overnattes på selve øen.
Kuching er øens rareste by — en flodby med koloniarkitektur, god mad og en time til Bako Nationalpark, hvor næseaberne sidder tæt nok på til, at man ikke behøver kikkert.
Sådan gør du det i praksis
Rejs mellem marts og oktober, hvis du skal til Sabah. Regntiden fra november til februar rammer østkysten hårdest og lukker jævnligt bådturene ned. Det er tropisk hele året: 25 til 32 grader, høj luftfugtighed og byger, der kommer og går på en halv time — regnfrakke er mere brugbar end paraply.
Sikkerhedsmæssigt er øen generelt uproblematisk, men den østlige del af Sabah har haft episoder med kidnapninger fra søsiden, og Udenrigsministeriets rejsevejledning bør læses inden afrejse frem for efter. På floden og i skoven er den reelle risiko en anden og mere jordnær: varme, dehydrering og terræn, der er glattere, end det ser ud.
Regn med to uger som minimum. Under det bruger man for stor en del af rejsen på at komme frem til den.
🤝 Rejsepartner — pladsen er ledig. Her anbefaler vi rejsepartnere: Hvem kan levere rejsen eller blot ophold og transport? Arrangerer I rejser til Borneo, Sabah eller Sarawak? Pladsen kan blive jeres — skriv til os på hello@leisuretalk.net.