Flyet lander i El Alto, og du kan mærke det, før du er nået ud af terminalen. Ikke smerte, ikke svimmelhed — bare en mærkelig forsinkelse mellem det, du beder kroppen om, og det, den gør. Trappen op til udgangen tager dobbelt så lang tid som den burde. El Altos lufthavn ligger 4.061 meter over havet og er verdens højest beliggende internationale lufthavn. Du er landet på en højslette.
Og her kommer det, de færreste får at vide inden afrejse: din form hjælper dig ikke. Maratonløberen bliver ramt lige så hårdt som alle andre, og nogle gange hårdere, fordi hun har kondition nok til at gå for hurtigt op. Hvordan din krop tager imod tynd luft, afgøres ikke af, hvor mange kilometer du har i benene. Det er den vigtigste enkeltoplysning om at rejse højt, og den vender vi tilbage til.
Hvad en højslette egentlig er
En højslette er præcis, hvad ordet siger: et fladt land, løftet op. Ikke bjerge, man klatrer over, men et gulv, der ligger højt — så stort at man kan køre i timer uden at komme ned. Spanierne og de fleste sydamerikanere kalder den Altiplano, som simpelthen betyder højslette, og navnet er blevet det, resten af verden bruger.
Den er værd at forstå i tal. Altiplano ligger i gennemsnit omkring 3.750 meter over havet og er den mest udstrakte højslette på Jorden uden for Tibet. Den fylder det vestlige og sydlige Bolivia, strækker sig op i det sydlige Peru og ned i det nordlige Chile og det nordvestlige Argentina. Fire lande deler et gulv. Det er en anden slags geografi end den, en dansker har instinkter for — Danmarks højeste punkt ligger 171 meter oppe, altså under en tyvendedel af det, du står i, når du henter kufferten i El Alto.
Sammenligningen med Tibet holder geografisk, men de to steder er ikke det samme. Den tibetanske højslette er højere og større. Til gengæld har Altiplano noget, Tibet stort set ikke har: vulkaner, mange af dem, og aktive. Det er dem, der giver landskabet dets farver.
La Paz, byen der ligger på hovedet
De fleste rejsende møder højsletten gennem La Paz, verdens højest beliggende hovedstad. Byen ligger 3.631 meter oppe, i en skål der er gravet ned i selve sletten, og den er bygget omvendt i forhold til de fleste storbyer: de velhavende bor nede i bunden, hvor luften er tættest og aftenerne mildere, mens millionbyen El Alto breder sig ud over kanten i 4.100 meters højde. Man flytter ikke opad for at få udsigt her. Man flytter nedad for at få ilt.
En detalje for ordenens skyld: La Paz er regeringens by, ikke landets formelle hovedstad. Den titel tilhører Sucre, som ligger 2.810 meter oppe — stadig højere end nogen anden by i Alperne, som folk normalt bruger som målestok. Vil du læse videre om landet omkring sletten, har vi samlet det i vores guide til Bolivia.
Titicacasøen, havet uden kyst
Nordvest for La Paz ligger Titicacasøen og deler sig mellem Bolivia og Peru. Den ligger cirka 3.810 meter over havet og er den højest beliggende sø i verden, hvor der sejler rigtige skibe — ikke robåde, men fartøjer med last og ruteplan.
Det, der overrasker, er skalaen. Søen er så stor, at den opfører sig som et hav: den har brænding, den har vejr, og den har en horisont, hvor vandet holder op uden at der kommer land. Om aftenen falder temperaturen brat, fordi luften er for tynd til at holde varmen fra dagen — det er den samme mekanik, der gør ørkennætter kolde, blot 3.800 meter oppe.
Søen er også det sted, hvor højsletten holder sin ældste historie. Ved sydenden lå Tiwanaku, hovedstad i et rige der dominerede Titicaca-bassinet i mere end tusind år og havde sin storhedstid mellem år 500 og 900 — flere hundrede år før inkaerne, som eftertiden husker bedre. Byen lå 3.850 meter oppe og var i sin tid den højest beliggende by i verden. Ruinerne kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 2000 og er stadig et helligt sted for aymara-folket. Rejser du videre nordpå ad inkaernes spor, ender du ved Machu Picchu, som er den samme højdekultur set fra en anden vinkel.
Saltet, spejlet og de farvede laguner
Sydpå bliver sletten tørrere, og til sidst holder den op med at være land i almindelig forstand. Salar de Uyuni er verdens største saltflade: 10.582 kvadratkilometer salt, godt en fjerdedel af Danmarks areal, liggende 3.663 meter oppe og så plant at forskere bruger fladen til at kalibrere satellitter.
I den tørre sæson er det en hvid, knækkende sekskantflise så langt øjet rækker. I regntiden lægger der sig nogle få centimeter vand over saltet, og fladen bliver et spejl, hvor skyerne står lige så tydeligt under dine fødder som over dit hoved. Det er den version, folk rejser efter, og den kræver, at man kommer i den rigtige måned — det vender vi tilbage til nedenfor.
Syd for saltet begynder lagunerne, og her bliver højsletten decideret mærkelig. Vandet er farvet af mineraler og alger i røde, grønne og hvidlige nuancer, dampen står op af varme kilder, og gejserfelter som El Tatio på den chilenske side sender kogende vand op i 4.320 meters højde. Landskabet ser ubeboeligt ud, og alligevel lever der noget der.
Tre arter af flamingoer yngler på højsletten, og en af dem har en historie, der er værd at kende. Puna-flamingoen blev beskrevet videnskabeligt i 1850, forsvandt derefter ud af syne, og efter 1909 var der ingen sikre fund. I næsten et halvt århundrede regnede man arten for udryddet. Så nåede en ekspedition i 1957 frem til Laguna Colorada, godt 4.200 meter oppe, og fandt tusinder af dem ynglende. Den slags sker, når et sted er højt og fjernt nok til at verden kan miste overblikket over det. Vil du se lagunerne fra den chilenske side, hører de til turen gennem det nordlige Chile.
Vulkanerne, der holder sletten oppe
Randen af højsletten er tegnet af vulkaner, og de er store nok til at ændre målestokken for, hvad man synes et bjerg er. Parinacota på grænsen mellem Chile og Bolivia når 6.380 meter. Licancabur, den næsten geometrisk perfekte kegle over Atacama, står 5.916 meter oppe med en lille sø i krateret — en af de højest beliggende søer på kloden.
Fordi sletten allerede ligger så højt, ser toppene lavere ud, end tallene siger. Du står 4.000 meter oppe og ser på noget, der rager 2.000 meter op over dig, og hjernen oversætter det til en almindelig bjergudsigt. Det er en optisk rabat, der har narret mange til at undervurdere en dagstur. På den anden side af kloden gør den samme geografi det samme ved folk — vi har skrevet om det i vores artikel om Himalaya, jordens loft, som er højsletternes anden store hjemsted.
Menneskene, der har boet højt i tusinder af år
Højsletten er ikke tom, og den har aldrig været det. Aymara og quechua har boet her i årtusinder og har fysiologi til det — større lungekapacitet og mere effektiv ilttransport i blodet, udviklet gennem generationer. Det, du oplever som iltmangel, er deres normale luft.
Landbruget er formet af samme vilkår. Man dyrker det, der kan tåle nattefrost og tørke — kartofler i hundredvis af sorter, quinoa, byg — og man holder lamaer og alpakaer, som klarer den tynde luft bedre end får og køer nogensinde kommer til. Uld til tøj, dyr til at bære, og en tilstedeværelse i landskabet der er så gennemgående, at man hurtigt holder op med at fotografere dem.
Markederne er stedet, hvor det bliver konkret. Farverne på tekstilerne er ikke turistfarver, mønstrene betyder noget, og de kvinder der sælger, taler ofte aymara med hinanden og spansk med dig. Vil du have højsletten som en del af en større rute gennem kontinentet, ligger den naturligt i forlængelse af vores eventyrrejser i Sydamerika.
Bagsiden: hvad højden gør ved dig
Her er den del, som brochurer springer over. Højdesyge er ikke en sjælden ulykke, der rammer de uforsigtige. Den er en normal reaktion, den optræder sjældent under 2.500 meter og hyppigt over 3.500, og på højsletten er 3.500 meter dit udgangspunkt, ikke dit højeste punkt. Du vil sikkert højere op.
Symptomerne begynder typisk seks til tolv timer efter ankomsten, ikke med det samme, hvilket er præcis derfor folk bliver overrasket. Det starter med hovedpine og lægger så noget oveni: kvalme, træthed, svimmelhed, en nat hvor søvnen ikke vil komme. Det minder om en tømmermændsdag, og mange fejltolker det som rejsetræthed eller aftenens øl.
De alvorlige former er sjældnere, men de findes, og de er grunden til at man skal kende symptomerne. Højdelungeødem sætter sig på vejrtrækningen. Højdehjerneødem sætter sig på hovedet og ser ud som beruselse: usikker gang, forvirring, en person der bliver sløv og svær at få kontakt med. Bliver de opdaget tidligt og behandlet, går de helt væk. Bliver de ikke, er de livstruende.
Behandlingen er den samme i alle tre tilfælde, og den er ikke medicin: man skal ned. Ofte er 300 højdemeter nok til at en let højdesyge letter mærkbart, især hvis man samtidig holder sig i ro. Acetazolamid — Diamox — er det eneste middel med dokumenteret effekt på tilvænningen, og det er noget man taler med sin læge om inden afrejse, ikke noget man køber på et hjørne i La Paz. Det forebygger; det kurerer ikke.
Og så afstanden til hjælp
Det er den underkendte risiko på højsletten, og den fortjener at blive sagt ligeud. Store dele af den er tom. Mellem Uyuni og lagunerne kører man i timer uden mobildækning, uden asfalt og uden andre biler end de andre i konvojen. Bliver nogen alvorligt syg derude, er der ikke en skadestue en halv time væk. Der er en lang køretur ad grusvej, i tynd luft, mod en klinik der måske ikke har ilt nok. Det er i værste fald en “make it or break it” tur.
Det er ikke et argument for at blive hjemme. Det er et argument for at tage tre ting alvorligt: en rejseforsikring der udtrykkeligt dækker hjemtransport og store højder, en operatør der medbringer ilt og har en plan for at komme ned, og et program der giver dig dage nok til at vænne dig til højden, før du kører ud i det tomme. Rejser du med kroniske hjerte- eller lungeproblemer, eller er du gravid, er det en samtale med lægen før du booker — ikke bagefter.
Kulden og solen hører med i regnestykket. Nætterne ryger under frysepunktet det meste af året, også i den tørre sæson hvor dagene er milde, og den ultraviolette stråling 4.000 meter oppe er brutal, fordi der er mindre atmosfære til at dæmpe den. Man bliver solskoldet på en overskyet dag her.
Før du rejser
Sæson. Den tørre sæson fra maj til oktober giver klar himmel, farbare veje og kolde nætter — det er den sikre tid at rejse. Vil du se saltfladen som spejl, skal du derimod komme i regntiden, tættest på januar til marts, og acceptere at nogle veje bliver besværlige. De to oplevelser findes ikke i samme måned, så vælg hvilken du kom efter.
Vejen dertil. Der er ingen direkte fly fra Norden. Fra København går ruten typisk via Madrid, Bogotá, Lima eller Panama City, og du skal regne med et døgn undervejs. Et godt trick er at lægge det første stop i en lavere by — Lima ligger ved havet, Cusco 3.400 meter oppe — så du ikke går fra havoverflade til 4.000 meter på én dag.
Tid. Regn med to til tre uger, hvis højsletten skal være mere end en transitstrækning. To dage til at akklimatisere i La Paz eller Cusco, tre til fire dage på saltfladen og lagunerne, og resten til Titicaca og det, der ligger omkring. Kortere kan gøres, men så bytter du oplevelse for højdesyge.
Pris. Bolivia er blandt de billigste lande i Sydamerika, når du først er der. Selve flyet er den store post: regn med 8.000-14.000 kr. (ca. 1.100-1.900 EUR) for returrejsen fra København afhængigt af sæson. På stedet dækker 400-700 kr. (ca. 55-95 EUR) om dagen ophold, mad og transport i den gode mellemklasse, mens en guidet flerdagstur til Uyuni og lagunerne med ordentlig operatør, ilt om bord og egne værelser typisk ligger på 3.000-6.000 kr. (ca. 400-800 EUR) for tre til fire dage. Vælger du den billigste tur på gaden i Uyuni, sparer du et par tusinde kroner og køber til gengæld en chauffør, der måske har kørt hele natten.
Højsletten belønner ikke den, der har mest fart på. Den belønner den, der giver sin krop tid til at følge med — og som ved, hvad han/hun skal gøre, hvis den ikke gør. Rejser du videre sydpå i kontinentet, skifter landskabet karakter fuldstændigt, når du når Patagonien, og hele billedet af regionen finder du i vores guide til Sydamerika.