Flyet vinder på tid og taber på noget andet. Du lander i Innsbruck eller München, henter en bil i en parkeringskælder og kører den samme motorvej ud til det samme hotel som alle de andre. Bilen hjemmefra taber de første ti timer — og vinder resten af ferien, fordi den giver dig adgang til det, Alperne faktisk er: ikke otte lande, men landsbyerne, passene og dalene på vejen. At køre selv til Alperne giver dig friheden til at stoppe, når du vil. Kør selv til Alperne og oplev friheden ved at udforske på egen hånd.
Alperne strækker sig over otte lande, fra de franske gletsjere til de slovenske smaragdfloder og ned til dér, hvor bjergene styrter i Middelhavet. Ingen af dem hænger sammen med fly. De hænger sammen med vej. Her er, hvad turen fra Danmark faktisk kræver — afstandene, stoppene, vejafgifterne og den ene planlægningsbeslutning, der betyder mest.
Ignition. Lad os komme afsted.
At køre selv til Alperne er en oplevelse, som mange rejsende værdsætter for dens fleksibilitet og muligheder for at udforske.
Kør selv til Alperne og skab dine egne minder undervejs.
Turen er 1.200 kilometer, og det er ikke argumentet imod
Hvorfor vælge at køre selv til Alperne?
Tips til at køre selv til Alperne: Få det bedste ud af din rejse
Hvordan kan du bedst køre selv til Alperne?
Fra København til Tyrol er der cirka 1.200 kilometer. Til Salzburg omkring 1.100, til Zürich cirka 1.150, til Garmisch-Partenkirchen knap 1.200. Det er en lang dag, men det er én dag — og forskellen på en god og en dårlig biltur til Alperne ligger sjældent i kilometrene. Den ligger i, hvornår du kører, og hvor du bryder turen.
Kør forbi Hamborg, ikke til Hamborg
Den klassiske fejl er at lægge overnatningen i Hamborg, fordi det er den første store by. Hamborg ligger 330 kilometer fra København med færgen Rødby–Puttgarden og omkring 470 kilometer over Jylland og Flensborg — altså for tidligt på turen til at være halvvejs, og præcis dér, hvor Elbtunnellen står stille i myldretiden. Kør igennem, og læg natten to-tre timer længere sydpå.
Belønningen for den beslutning er, at overnatningen holder op med at være logistik og bliver en del af rejsen. Würzburg, Bamberg, Rothenburg ob der Tauber og Regensburg ligger alle inden for en times omvej fra A7- og A3-korridoren, og alle fire er byer, man ville køre efter i sig selv: middelalderlige bykerner, frankiske vinstuer og en aften uden bilen. Næste dag er der 400–500 kilometer tilbage til bjergene, og du kommer frem til frokost i stedet for til sengetid.
Lørdag er den dyreste dag at køre på
Hele Nordeuropa skifter feriehold om lørdagen, og det er derfor køerne opstår de samme steder hvert år: Hamborg-ringen, A7 gennem Hessen, og især indkørslen til Inndalen og Brennerpasset. Tyrol regulerer i højsæsonen tilstrømningen fra motorvejen med dosering ved grænsen på de værste dage, hvilket betyder ventetid, der ikke står på noget kort. Kør tirsdag eller onsdag, hvis du overhovedet kan vælge — og hvis du ikke kan, så kør fra Danmark inden klokken seks om morgenen. Det er den billigste time, du nogensinde vil investere.
Virker turen stadig i elbil? Ja — den koster cirka en time
Det er spørgsmålet, der afgør, om kør-selv-ferien overlever de næste ti år, og svaret er blevet et andet, end det var for få år siden. Netop den korridor, danskere kører mod Alperne — A7 gennem Tyskland, A8 mod syd, A9 mod øst — er i dag blandt Europas bedst dækkede. Siden udgangen af 2024 skal hver tysk rasteplads og hver Autohof have mindst fire lynladere på 150 kW eller derover, og udbygningen lægger hurtigladning for hver 30 til 50 kilometer på hovedstrækningerne. Regn med to til tre stop på de 1.200 kilometer, hver på 20 til 30 minutter, hvis du følger tommelfingerreglen og lader fra omkring 20-30 procent op til 80. Det er en times tid ekstra på den lange dag — og du holdt alligevel to pauser.
Fire forbehold, som guiderne springer over. Trailer eller campingvogn er den reelle hindring: rækkevidden falder omkring det halve, og mange ladepladser er indrettet, så du ikke kan køre ind med noget bagpå. Højden er dyrere end afstanden — det er ikke de 1.400 kilometer til Livigno, der driller, men den sidste dal i 1.800 meters højde. Undersøg destinationens ladere, ikke rutens. Kulde og stigning koster rækkevidde præcis dér, hvor du er højest og længst fra en lader. Og uden for hovedkorridorerne tynder nettet hurtigt ud, især i Syditalien og det indre Spanien, hvor stoppene skal planlægges frem for at improviseres. Køber du en abonnementsbrik hjemmefra, sparer du desuden på prisen ved standeren — den varierer voldsomt fra net til net.
Bilen er det eneste, der binder de otte lande sammen
Tyrol er nemmest at nå og sværest at komme videre fra
Østrig er danskernes indgang til Alperne, og med god grund: det er den korteste kørsel, den billigste uge og den bredeste vifte af dale, der fungerer både sommer og vinter. Men Tyrol er også den mest trafikerede del af bjergkæden, fordi hele Europas nord-syd-trafik presses gennem den samme dal mod Brenner. Vil du videre mod Dolomitterne eller Gardasøen, så tag afgørelsen inden afrejsen — ikke i køen. Vores Østrig-univers på over 100 artikler og rejseråd dækker flere af de mest interessante dale enkeltvis, og familie skirejsen til Alperne tager vinterversionen af den samme tur.
Schweiz koster mest i vejafgift og betaler mest tilbage i udsigt
Schweiz er dyrt at køre i og værd at køre i. Landet opkræver ikke pr. kilometer, men kræver en årsvignet til motorvejsnettet, som i dag også fås digitalt — og så er hele nettet dit. Regn med kø ved Gotthardtunnellen på skiftedage, og læg i stedet ruten over passene, hvis kalenderen tillader det. Maloja-passet er den slags kørsel, man kommer for: hårnålesving op fra Bregaglia-dalen til Engadin, og en udsigt, der gør de foregående tusinde kilometer til en fodnote. Resten af landet ligger i vores Schweiz-sektion.
Livigno på 22 timer: tag biltoget, ikke passene
Den længste af de klassiske danske ruter går til Livigno i det nordlige Italien — omkring 1.400 kilometer, og den kan køres på 22 timer, hvis I er to om rattet og kun stopper for det nødvendige. Vi har kørt den mange gange, og den ene erfaring, der er værd at give videre, handler om de sidste 150 kilometer.
Man kan tage de høje pas gennem Schweiz. Det er de smukkeste veje, vi har set, også med sne på — og det er præcis derfor, det er en dårlig idé at planlægge efter dem. Vi har set både turistbusser og firehjulstrækkere af den dyre slags ligge i grøften deroppe. Det er ikke en strækning for den, der bliver nervøs bag rattet, og det er ikke erfaringen, der afgør det, men vejret den pågældende eftermiddag. Flüela-passet er lukket om vinteren, og alternativet er ikke en omvej, men biltoget gennem Vereina-tunnellen: du kører op på toget ved Klosters Selfranga, 19 kilometer og 18 minutter senere kører du af igen ved Sagliains i Engadin, og fra 1. december til 30. april går der et tog hver halve time i begge retninger. Toget sparer tid sammenlignet med at snegle sig over passene i sne og mørke — hvor meget afhænger af vejret og af køen på rampen — men tidsregnskabet er ikke hovedargumentet. I dårligt vejr er toget ofte den eneste vej igennem, og det er derfor, vi ville træffe den beslutning igen hver gang. Sidste etape ind i Livigno går gennem Munt la Schera-tunnellen, og den kører efter samme princip som toget: ensrettet i 30 minutter ad gangen, så en halv time ind mod Livigno og en halv time ud. Rammer du den forkerte halvdel af timen, venter du — så læg de sidste kilometer efter tunnellens ur, ikke efter dit eget. Til gengæld ligger Livigno i en toldfri zone, så både tanken og indkøbene er billigere end på den anden side af tunnellen.
Og så er der hjemturen, som er dér, vinteren for alvor skiller bilen fra flyet. En snestorm kan koste dig flyet hjem, og så sidder du fast — i en uge med skoleferie er den næste ledige plads ikke i morgen. Med din egen bil på parkeringspladsen venter du stormen af og kører, når vejen åbner. Det koster en aften mere i dalen i stedet for to døgn i en lufthavn. Læg derfor en pufferdag ind i den anden ende af vinterferien, og lad være med at planlægge et møde mandag morgen.
De højeste veje er kun åbne det halve år
Det er den detalje, der oftest ødelægger en ellers god ruteplan. Grossglockner Hochalpenstrasse, Stelvio og Timmelsjoch er ikke motorveje med vinterberedskab, men højfjeldsveje, der lukker for sneen og typisk først åbner hen mod maj — og de koster hver især særskilt betaling. Tjek åbningsdatoen for netop din vej inden afrejsen; den flytter sig fra år til år efter vinteren. Skal du op i højden uden for sæsonen, går ruten gennem tunnellerne i stedet, og så er det en anden tur.
Mærkaterne og vejafgifterne, du skal have styr på inden afgang
Systemerne er forskellige fra land til land, og det er her, bøderne opstår. Tyskland har ingen bilafgift på motorvejene, men mere end 70 byer har miljøzone, hvor Umweltplakette i forruden er et krav. Østrig og Slovenien bruger vignet — begge steder digitalt — og Østrig lægger dertil særskilt betaling på Brenner, Tauern og de øvrige store tunnelstrækninger. Schweiz har årsvignetten. Italien og Frankrig gør det omvendt og opkræver ved bommen efter kørt strækning, og skal du ind i franske storbyer, kræver det Crit’Air-mærket, som har leveringstid og derfor skal bestilles hjemmefra. Vores ti gode råd til bilferien tager selve bilen — dæk, væsker, sikkerhedsudstyr — inden du læsser den.
Book den første overnatning hjemmefra. Ro på bagklappen
Én ting mere, som ikke står i nogen vejledning: book den første overnatning hjemmefra og lad resten stå åben. Det er kombinationen, der gør bilferien til noget andet end en pakkerejse med eget transportmiddel — du er sikker på den lange dag, og fri hver dag derefter. Vil du have hele Europa-perspektivet frem for alpeturen alene, ligger det i vores guide til bilferie, og skal teltet eller vognen med, i campingferie i hele Europa.
Kør sydpå en tirsdag i det tidlige efterår, når børnefamilierne er hjemme, passene stadig er åbne og dalene er grønne. Det er den uge, hvor Alperne er billigst, tomest og smukkest på samme tid — og hvor bilen på hotellets parkeringsplads er det eneste, der adskiller din ferie fra alle de andres.
Og så er der den anden grund, som ingen ruteplanlægger kan gøre op. Et sted syd for Hamborg holder de andre op med at være trafik og bliver til rejsen: lyset skifter, sproget i radioen skifter, og de første bakker rejser sig i forruden, længe før nogen kalder dem bjerge. Kerouac skrev en hel generation ud af den følelse, og han havde ikke engang Alperne for enden af vejen. Det er dét, bilen kan, som flyet aldrig lærer — den giver dig timerne imellem, og det er som regel dem, man husker, når ferien for længst er blevet til fotos. Resten af bjergkæden, land for land, ligger samlet i vores guide til ferie i Alperne.
Bookdinrejse.dk