Fiji øerne

  • Yasawa Islands, Fiji øerne

    Yasawa Islands, Fiji øerne

    Yasawa Islands

    Yasawa Islands  er en del af Fiji øerne. En gruppe vulkanøer, som også er et autentisk rejsemål med gode overnatningsmuligheder.

    WayaYalobi, Yasawa, Fiji
    WayaYalobi, Yasawa, Fiji

    Yasawa øerne, er en vulkanske gruppe, der  består af seks hovedøer og talrige mindre holme. Øhavet, der strækker sig i nordøstlig retning i mere end 80 kilometer fra et punkt 40 kilometer nordvest for Lautoka, er vulkansk oprindelse og meget bjergrigt med toppe fra 250 til 600 meter (820 til 1.996 fod) i højden. Den eneste sikre passage for skibsfarten er mellem Yasawa Island (den næststørste i øhavet, ca. 22 kilometer lang og mindre end en kilometer bred) og Round Island, 22 kilometer mod nordøst.

    Rejs til Fiji

    Fiji rejseeventyr

    Fiji øerne

     

    Fiji bryllup?

    Fiji bryllup

    Hvad sker der på Mamanucas

    Øhop til skønne Mamanucas, en del af Fiji øerne

    Rejs til Yasawa, Fiji top ø

    Yasawa Islands, Fiji øerne

    Andre åaradis øer, Tuvalu

    Tuvalu

    Eventyrrejse til Polynesien

    Fransk Polynesien, vil du se smukke Tahiti?

    Visit Polynesia

     

  • Fiji som arbejdsplads på Survivor, den amerikanske top reality tv-serie

    Fiji som arbejdsplads på Survivor, den amerikanske top reality tv-serie

    Arbejde på Fiji øerne som ung dansk kvinde i en top US TV serie.

    For mange er drømmen at bo og arbejde i udlandet på et exotisk rejsemål som Fiji Øerne, og som en der selv har prøvet det, kan jeg helt klart anbefale andre at gøre det samme. Det er utrolig givende at bo i udlandet, og man får den anderledes kultur helt ind under huden. Der er mange måder at komme til udlandet og arbejde på, og i dette indlæg vil jeg beskrive en lidt mere utraditionel, men ikke desto mindre sjov måde at arbejde på, som fandt sted i paradiset Fiji. Hvis man er til lokalstemning, udfordringer, sammenhold og til tider luksus, jamen så er jobbet som dublet eller dobbeltgænger på en tv-ekspedition det helt rigtige.

    fiji arbejdsplads survivor amerikanske — Survivor US tv show, hardest game to win
    Survivor US tv show, hardest game to win

    Læs her resten af danske Nina´s beretning.

    Survivor

    Survivor* er et meget populært tv-program specielt i lande som USA Australien og Frankrig. Survivor er den franske pendant til Robinson ekspeditionen, hvor en flok mennesker er strandet på en øde ø, hvor de skal overleve de daglige udfordringer i hård konkurrence med andre deltagere. Survivor er en version af det oprindeligt svenske Robinson, en af verdens længst løbende TV serier. Alle, der har set Robinson ekspeditionen ved, at deltagerne lever et hårdt liv, hvor de dagligt bliver testet psykisk og fysisk til langt over grænsen. Nogen, der imidlertid ikke har det så hårdt, og som bor på samme paradis-ø er TV crewet, der står bag produktionen. I det her tilfælde havde det franske tv-hold hyret sig ind på det meget luksuriøse resort Yasawa Island Resort i Fiji Øerne, hvor standarden er i top, og hvor der serveres hummer til morgenmad. Selvom alt virker meget simpelt på TV, kunne det ikke være mere forkert. Det er et kæmpe projekt at lave et program som Survivor, og jeg blev fatisk overrasket over, hvor meget det kræver. For at få det hele til at gå op i en højere enhed bruger prokduktionen en del tricks, hvilket ikke kan komme bag på de fleste, da alle ved, at de klipper og klistrer sammen, så de kan udstille deltagerne, som de gerne vil. Dog vil mange nok blive overrasket over, at hver enkel deltager i ekspeditionen faktisk har en dublet, og det er her, at jeg kommer ind i billedet. At være dublet betyder, at du har en deltager, som du skal efterligne. Dit arbejde er at lære, hvordan din deltager går og agerer i bestemte situationer og gøre som vedkommende i blandt andet kappedyst. Det vil sige, at hvis din deltager kommer sidst i f.eks. en dyst, skal du også under retake. Grunden til at en produktion benytter sig af dubletter er, at rent teknisk larmer en drone for meget, når der filmes i fugleperspektiv, og derfor filmes alle droneoptagelser med en dublet. Så når du ser hele stranden på tv eller oppefra, når de sejler, så er det faktisk ikke deltagerne, men os almindelige mennesker, som har deres tøj på og agerer som dem. Derudover er din opgave som dublet også at være spiltester, og prøve de forskellige baner af, før deltagerne gør det.

    Fiji Contestants Survivor
    Fiji deltagere til Survivor, der har kørt i over 20 år

    *Survivor is the American version of the international Survivor reality competition television franchise, itself derived from the Swedish television series Expedition Robinson created by Charlie Parsons which premiered in 1997. The American series premiered on May 31, 2000, on CBS. Still running i 2021.

    Landsbyen på Yasawa Island, Fiji Øerne

    At være dublet er virkelig sjovt, men også hårdt arbejde. Du arbejder typisk 10 timer om dagen uden rigtig nogen fridage. Som tidligere nævnt har produktionen (i det her tilfælde) lejet sig ind på det luksuriøse 5 stjernede hotel Yasawa Island resort. Denne luksus tilkommer dog ikke dubletterne. Vi blev indlogeret i en lokal landsby i den modsatte ende af øen. Så hvis man får arbejde på en produktion og er nederst i hierarkiet, er det en god ide ikke at være sart. Toilet og bad var i et lille skur og ikke særlig lækre. Derudover måtte de fleste dubletter sove på gulvet og prøve at få lidt søvn i den ulidelige varme. Men Hvad landsbyen ikke havde i komfort, havde den til gængæld i charme og beliggenhed. Den lå ned til den mest kridhvide uspolerede smukke strand, som bød på virkelig god snorkling og lækker vandtemperatur. Vi følte os ret privilegerede at vågne til den udsigt hver dag. Maden var helt igennem lokal og meget velsmagende, og der var rigeligt af den, så ingen gik sultne i seng. Når vi var på optagelse, blev maden  bragt i nedkølende mad containere, så vi kunne absolut ikke klage over forplejningen

    Drawaqa Island coastline and Nanuya Balavu Island, Yasawa Islands, Fiji. This archipelago consists of about 20 volcanic islands
    Drawaqa Island kystlinje og Nanuya Balavu Island, Yasawa Islands, Fiji. Denne øgruppe består af omkring 20 vulkanske øer

    Survive Survivor i Fiji Øerne er ikke for hvem som helst

    Arbejdet som dublet startede typisk ved end femtiden om morgenen, da det gjaldt om at komme hen til location før deltagerne. Først skulle banetestingen gennemføres, så skulle vi gemmes væk når dysten startede med de rigtige deltagere. Under denne skulle alle studere deres deltager til punkt og prikke, og til sidst blev seancen filmet igen med dubletterne iført deltagernes tøj. Enhver kan sige sig selv at vi ikke lignede vores deltager på en prik, men også det havde produktionen øje for. Til hver eneste scenetake blev vi nemlig udstyret med deltagernes tøj, parykker og bandanaer for at ligne så meget så muligt. Via parykker og deltagernes tøj kunne vi dermed også spille flere forskellige deltagere i løbet af dagen. Det var ret sjovt at skifte identitet flere gange dagligt, men også til tider ret så varmt. F.eks. da jeg i bagende hede skulle bestige et bjerg iklædt en stor fed rasta-paryk. Når livet i lejren skulle filmes, fik vi et billede af nogen situationer, som vi skulle efterligne. Dermed kom vi også tættere på lejrlivet, og vi fik både fanget krabber, hiket i bjerge, gået på jagt, cruiset rundt i en båd, jublet over vundne konkurrencer, testet nye konkurrencer, og drengene fik også lov at flekse med musklerne og spille nogle rigtig franske, charmerende Don Juans.

    Ventetid i Yasawa er faktisk hårdt arbejde

    Selvom arbejdet var rigtig sjovt, og der var sindssyg god stemning blandt os dubletter, så var det hårdeste ved arbejdet alt den ventetid, som der naturligt nok forekommer på optagelser. Den primære drone havde kun batteri til at filme 15 minutter, så det siger sig selv, at den konstant skulle lades op i løbet af dagen. Min primære karakter var desværre ikke specielt god og dermed skulle jeg vente ekstra meget, da hun røg hurtigt ud. Specielt den sidste dag brugte jeg stort set hele dagen på at vente. Da jeg endelig skulle bruges, skulle vi bestige et mindre bjerg, og efter at have været standby i tre kvarter midt på dagen i 35 graders varme fik vi endelig besked i walkien om at påbegynde opstigningen. Glæden blev dog afløst efter 10 minutter, da vi hørte den ikoniske franske accent – ”sorry guys the drone is dead, we need you to come back”. Tilbage gik det for at vente en halv time på, at dronen blev ladet op, og så på med jahatten og afsted igen. Da de skulle bruge forskellige shots, skulle vi gå, vente, gå vente, i en uendelighed, før vi skulle ned igen. Udover ventetiden og myggene i lejren var det værste, at jo længere tid der gik, jo mere beskidt og ildelugtende blev deltagernes tøj, som vi skulle have på. Set i bagspejlet var det dog alt sammen med til at gøre oplevelsen mere intens, og i betragtningen af, hvad de rigtige deltagere går igennem, kunne vi vist slet ikke klage.

    Udfordringer som øsende dagsregn under photoshoots

    Når man arbejder på en produktion som Suvivor, er man ufattelige afhængig af vejret. Det går ikke at have filmet en scene i solskin, for så at filme de samme scener med dubletter i regn dagen efter. Derfor kunne vi ikke undgå at støde på forskellige udfordringer i løbet af perioden. Den næstsidste dag, vi skulle filme, var Fiji for alvor kommet ind i regnsæsonen, og hvad der startede med sol og filmoptagelse endte i en meget våd omgang.

    survivor-finale
    Survivor finale

    Finaledagen i Survivor

    Crewet havde filmet den sidste dyst inden finalen, og resten af os stødte til efter frokost, hvor vi skulle filme lejrlivet. Ligeså snart vi nåede hen til det ene holds lejr, begyndte en kodyl monsunregn. Som druknede mus blev vi derefter fragtet til mandskabets luksushotel, hvor vi blev budt på te og kaffe samt håndklæder at tørre os med for at få varmen. Vi skulle være standby i flere timer, men heldigvis havde resortet PlayStation og Fifa, så ventetiden føltes ikke så lang. Da klokken nærmede sig 18, blev det tilmed besluttet, at vi kunne komme og spise middag samt få drinks på resortet, hvilket skabte en vis tilfredshed efter dagens strabadser. Denne ide blev dog hurtig skudt i sænk, da the big guy på produktionen med kæmpe chefmave erklærede, at det var for farligt at køre frem og tilbage grundet vandmængderne. Så afsted med os i båd og tilbage til landsbyen. Heldigvis tog vi revanche den sidste filmdag. Efter endt optagelse, hvor vi igen endte som druknede mus, tog vi direkte til middag og drinks på resortet, og da vejene igen blev erklæret for livsfarlige at bevæge sig ud på, måtte vi overnatte. Det blev dog ikke på resortet, da det var forbeholdt produktionen topledelse. Vi fik dog stillet fine containere til rådighed, som lå et kvarters kørsel væk, så det var en klar opgradering med varmt bad og air con.

    Fijian west coast. In the foreground Hibiscus - the Fijian national symbolic flower. In the background Nadi and Denarau Island.
    Fijian west coast. In the foreground Hibiscus – the Fijian national symbolic flower. In the background Nadi and Denarau Island.

    Med minifly til Nadi*

    Da vi var forsinket grundet vejret, blev 4 af dubletterne tilbage, mens resten af os, inklusive crewet, skulle tilbage mod Nadi. Det øsregnede, da vi tog afsted, og jeg var ret skeptisk, da flyet var ret lille og skulle lette fra en plaskvåd græsplæne. Der var dog ikke så meget slinger i valsen, og flyet satte tempo og spurtede ned ad græsplænen for efter 5 sekunder at være i luften.

    *Nadi er en by på Fiji øernes hovedø. Det sydlige Stillehavs største transportknudepunkt, det er også hjemsted for Sri Siva Subramaniya Swami, et hinduistisk tempel, der afspejler Fijis store indiske befolkning. Garden of the Sleeping Giant har orkideer og vandrestier. Denarau Island er et eksklusivt feriestedområde med en golfbane og marina med afgang til øerne Mamanuca og Yasawa.

    Øhop til skønne Mamanucas, en del af Fiji øerne

    I flyet kunne vi reflektere over oplevelsen og, hvor fantastisk det havde været – ikke bare at bo i paradis, men er være vidne til hvor stort et projekt og setup en tv produktion, som Survivor er. Vi var taknemmelige for at få sådan en på opleveren og toppen af kransekagen blev, da vi på det lokale hostel i Nadi mødte vinderen af det Amerikanske survivor, hvor vi kunne høre historier fra en deltagers side.

    FIji wedding-marriot hotel
    Fiji bryllup-Marriot hotel

    Besøg Fiji øerne i Stillehavet

    Intro til Fiji øerne finder du her

    Fiji øerne

    It´s Fiji Time

    Fiji øerne

    Eksotiske rejser, når du vil se nye rejsemål

  • Den skjulte paradisø Taveuni i Fji

    Den skjulte paradisø Taveuni i Fji

    Det skjulte paradis Taveuni

    Som tidligere skrevet er der tre hovedøer på Fiji; Vite Levu, Vanua Levu og Taveuni. Viti Levu er turistparadiset, hvor du kan tage på øhop, og Vanua Levu er kendt for den meget charmerende havn Savu.
    Den sidste af hovedøerne er Taveuni, også kendt som ”the hidden paradise”. Det er et godt navn til øen, for den er i sandhed et paradis. Taveuni er slet ikke så turistet, som de andre to øer, og det er i sig selv en grund til at besøge den. Derudover byder den på rigtig flot snorkling, dykning, hikes og vandfald, et naturligt waterslide, tidslinjen og en sjælden blomst, som kun gror der.

    Taveuni fiji øerne

    Turen til Taveuni

    Du har to muligheder for at komme til Taveuni, du kan enten flyve eller tage en færge. Flyveturen kan godt være lidt dyr, men en god mulighed, hvis du ikke har så lang tid til at opleve øen eller ikke er til sejlads på tredje klasse. Du kan flyve fra Nadi eller Suva. Hvis du flyver fra Nadi, så vælg en direkte afgang, så du undgår at mellemlande i Suva. Turen tager i så fald max to timer i et lille fly med plads til 10 personer.

    taveuni fiji
    Taveuni Fiji øerne

    Den anden mulighed er som sagt at sejle til Taveuni, og det er en oplevelse i sig selv. Færgen går fra Suva, og du kan godt regne med Fiji time, hvilket er lig med forsinkelser på turen. Da jeg tog færgen, var planen, at den skulle afgå kl. 16, men der var hverken færge eller information, så man kunne ikke andet end bare vente på at færgen dukkede op. Efter 8 timer ankom den omsider, og ved midnat kunne vi endelig gå ombord. Det første man gør, når man har boardet, er at bede til vejrguderne om en rolig tur, for færgen er mildt sagt et gammelt skrog. Til gengæld er den billig i forhold til turens længde, da de lokale skal have råd til at tage den, men det sætter også sit præg på komforten eller mangel på samme. Udover at færgen er gammel, er kutymen at folk ikke overnatter i kahytter, men på gulvet, hvor der også spises den medbragte mad, så er det en kunst i sig selv at holde balancen og manøvrere til toilettet gennem overfyldte dæk med mennesker, tæpper, børn og mad over det hele. Turen tager 18 timer, og vejrguderne havde ikke helt hørt min bøn, så havet var ret uroligt, hvilket ikke gjorde nervøsiteten mindre. Til den eventyrlystne, som gerne vil rejse som en lokal, er det en oplevelse at tage færgen, og man får i den grad et indblik i de lokales måde
    at rejse på. Dagen efter ankom vi endelig til Savusau på Vanua Levu, hvor vi gjorde ophold i et par timer, hvorefter turen fortsatte til Taveuni, der viste sig at være hele færgeoplevelsen værd, og de næste par dage skulle blive fyldt med spænende oplevelser.

    Taveuni Fiji
    Taveuni Fiji

    Tidslinjen

    Taveuni 3 Fiji islands
    Taveuni 3 Fiji islands

    Vi boede på Bamboo backpackers, som har et søster hostel i Nadi, et rigtig fint hostel i frodige omgivelser. Herfra gik der guidede ture til de forskellige attraktioner. Første dag var vi på en rigtig flot hike til tre forskellige vandfald. Turen tog en halv dag og kan klares af de fleste. I alle vandfald kan der bades, og springes fra klipper, og udsigten fra et af de højeste punkter er fænomenal. Efter hiken gik turen i mini van til den berømte tidslinje. Taveuni er nemlig en af de få punkter på jorden, hvor vores allesammens tidslinje går igennem, hvilket vil sige, at du teknisk set kan stå med en fod i nutiden og en i datiden.

    Tidslinjen er markeret med et billede og et skilt med historien. Fiji har dog for længst besluttet at være i samme tidszone, så dermed er den ikke som sådan gældende. Der er delte meninger om, at stedet er en overdrevet turistattraktion, men med en god guide er det nu alligevel et interessant fænomen, som viser udviklingen i verdens tidszoner.

    Taveuni Fiji
    Taveuni Fiji

    Natural waterslide

    Dagen efter var vi klar til ugens højdepunkt, som er et naturligt waterslide. Jeg havde kun hørt om denne oplevelse, så forventningerne var skyhøje – og heldigvis blev de indfriet. Guiden tog os om formiddagen hen til Waitavala vandfaldet, som vi skulle slide nedad. De lokale har godt styr på forholdende og ved, hvornår det er sikkert at tage turene og hvornår det er for farligt. Vi var heldige at både vejr og vandforholdene var perfekte. Guiden tog de første par ture og kørte altid først, så han kunne agere stopklods, så vi ikke blev revet med at vandmasserne. At komme i gang er uhyre simpelt, man sætter sig bare ned på klippen, præcist som i en vandrutsjebane, og skubber sig lidt i gang, og herefter tager det ellers fart. Turene er okay lange, og adrenalinen pumper, når man suser på klipperne med brusende vand omkring sig. Man skal dog følge guidens anvisninger med hensyn til slidestilling, for du har intet sikkerhedsudstyr på, så du kan være uheldig at ramme et knæ eller en albue mod en klippe. Jeg fik dog ingen skrammer, og det blev til mange ture gennem vandmasserne. Guiden, som var en rutineret herre, skulle selvfølgelig lige lave showoff til sidst og surfe ned på hans bare fødder. Efter en dag med water slide blev det tid til en dag i underverden, hvor vi snorklede ved rainbow reef, som var utrolig flot og fascinerende. Min bror, der også var på Taveuni, dykkede ved rainbow reef, og ifølge ham er det et af de flotteste steder i verden at dykke.

    Taveuni Island, Fiji. 1
    Taveuni Island, Fiji

    Blomsterbesøg

    Udover ovenstående er Taveuni også kendt for den meget sjældne blomst Tagimoucia, som er Fiji’s nationalblomst og som kun gror der. De lokale har en fascinerende historie, om, hvordan blomsten blev til, og det er kun med til at gøre oplevelsen endnu mere autentisk. Ifølge de lokale, var der engang en prinsesse, som var dybt ulykkelig over at skulle giftes med en, hun ikke elskede. Prinsessen, var så ulykkelig, at hun flygtede længere og længere op i bjergene, indtil hun var totalt udmattet. Selvom hun var ved at dø, kunne hun ikke holde op med at græde, og hendes tårer flød ned på jorden og jorden og lagde kimen til blomstens eksistens.

    Læs mere om Fiji

    Intro til Fiji

    Øhop i Fiji

    På Fiji med TV Serien Survivor, et drømmejob?

    Links om øer, områder og lande i Stillehavet,  i Oceanien, Melanesien og Mikronesien

  • It´s Fiji Time

    It´s Fiji Time

    Bula Bula Fiji

    Da jeg landede i Kastrup for godt og vel en måneds tid siden, var det første tegn på, at jeg var hjemme fra Fiji, at der var ingen muntre guitarspillere, der bød mig velkommen i lufthavnen med den kendte Bula Bula hilsen, og på gaden blev jeg ikke mødt af et kæmpe BULA fra tilfældige mennesker. Der er ikke noget at sige til, at kontrasten var til og føle på, da jeg trådte ud i minus grader efter godt og vel tre år på Fiji.

    Fiji resort sunset

    Fiji er mit andet hjemland

    Fiji er mit andet hjemland, og jeg har ingen ord for den gæstfrihed, som hersker, og som gjorde, at jeg med det samme blev forelsket i landet. Fiji består af plus 300 øer, som er fordelt vidt og bredt omkring de tre hovedøer, Viti Levu, Vanua Levu og Taveuni. Nogle af øerne er så isolerede, at der kun kommer transport en gang om måneden, og kun når vejret tillader det. Fijis nyere historie er ret interessant, og den vidner om den indblanding vesten har haft på samfundet. Fiji er en gammel engelsk koloni, og historien går på, at englænderne ikke kunne få de lokale fijianere til at arbejde, så derfor importerede de en masse indere.
    Derfor er der den dag i dag ca. 50 procent fijianere og 50 procent indere/fijianere. Dette afspejler sig også i samfundet, og Fiji har da været igennem kulturelle omvæltninger og er det givetvis stadig.  Dette lægger man dog absolut ikke mærke til som turist. Fijianere elsker at få besøg af turister og elsker at vise deres land frem, som de er stolte af.

    Fiji White sailing yacht
    Fiji White sailing yacht

    Drik Kava sammen med høvdingen

    Når man besøger Fiji kan man ikke andet end at gå ned i gear, da der er dømt ultimativ ø-stemning, hvilket vil sige absolut ingen stress og godt humør hele vejen rundt. Jeg vil personligt sige, at landet har verdens venligste befolkning, og at jeg aldrig har oplevet noget ubehageligt. De fleste lokale lever i landsbyer, hvor landsbyen sørger for basale fornødenheder. Så til trods for at Fiji er et tredje verdensland, oplever man ikke den samme desperation og fattigdom som i andre tredjeverdens lande.

    Fiji Island, truet fyreart, den meget spændende Iguana
    Truet dyreart Iguanaen  i Fiji og Melanesien

    Udover bounty strande er landet også er kendt for deres lokale drik Kava. Hvis man skal besøge en landsby, er det kutyme at vise høvdingen respekt ved at medbringe Kava og deltage i den efterfølgende ceremoni. Kava smager ikke specielt godt, men det er interessant at prøve og giver et unikt indblik i kulturen.
    Hver eneste af Fijis godt 300 øer har sin charme, dialekt og historie, dog er fælles for dem alle, at strandene er kridhvide, vandet krystalklart blåt og befolkningen venligheden selv, så tøv ikke med at besøge dette paradis.

    Sunset over the beautiful Fiji islands

    Svømme med kæmperokkker

    På Mantaray Resort  kan du få en uforglemmelig oplevelse. Svømme med kæmperokker!  Transfer to Mantaray Island Resort i  Yasawa Islands kan klares med  high-speed færge.  Det er også det perfekte dykkersted for  få penge. Besøg Mantaray Island Resort.

    Se her, hvad der venter:

    https://youtu.be/XY759I2_fVE

    Kort om Fiji

    Fiji er et land beliggende i Oceanien i det sydlige Stillehav, cirka to tredjedele af vejen fra Hawaii til New Zealand. Landet består af 9 større øer samt 300 mindre øer og atoller af vulkansk eller koral oprindelse. Kun de 100 er beboede. Øgruppen er beliggende i Melanesien mellem Vanuatu i vest og Tonga i øst, omkring 5 grader nord for stenbukkens vendekreds. Landets største øer (der overvejende er af vulkansk oprindelse) er Viti Levu (hvor hovedstaden ligger) og Vanua Levu. Landskabet er generelt bjergfuldt. Klimaet er tropisk regnfuldt, omend modereret af havets indflydelse og den frugtbare jord i lavlandet muliggør dyrkningen af sukkerrør og kopra.

    /Nina

    Blevet sulten på Fiji oplevelser?

    Læs vore andre artikler om Fiji, her om de bedste øer på Fiji, du kan nå under din ferie.

    Læs mere om Melanesien, Oceanien og Polynesien, som er de store øgrupper i Stillehavet. Fiji tilhører Melanesien.

    Tag med til bryllup på lille luksus resort Fiji ø.

    Besøg en dejlig Fiji ø: Yasawa

    Yasawa Islands, Fiji øerne

    Besøg en veritabel drømmeø, Mamanucas

    Fiji bryllup

    Læs om den tredie, store og ret ukendte ø Taveuni  

    Den skjulte paradisø Taveuni i Fji

    Eller i den anden store øgruppe i Oceanien: Polynesien: læs om lækre og berømte Hawaii her. Som bekendt er det Susse Wold, Obama og Elvis territory i den rækkefølge:) New Zealand ligger også i Polynesien.

    Rejser til Hawaii – oplev Hawaii fra Kauai Island til Maui

    Andre lignende rejseoplevelser

  • Øhop til skønne Mamanucas, en del af Fiji øerne

    Øhop til skønne Mamanucas, en del af Fiji øerne

    Øhop fra Fiji til Mamanucas og de andre utrolige øgrupper.

    Mamanucas er på “skal ses” listen, nu du er landet og klar til din Fiji ferie. Listen er lang, men øverst står dog det klassiske øhop, som er et must do og en helt igennem fantastisk oplevelse. Der er to øgrupper, der er særligt velegnede til øhop, og hvor den eneste hovedpine er, hvilken ø og resort man skal vælge. Den ene øgruppe hedder Mananucas og er tættest på Nadi, mens den anden hedder Yasawas og tager omkring 3 timers sejlads at nå.

    Yasawa, Fiji islands
    Yasawa, Fiji islands

    Intro til Mamanucas og Yasawas

    Da øgrupperne byder på utallige muligheder og resorts, kan man kan godt blive forpustet af at vælge, og derfor vil vi på Traveltalk, først give et indblik i de forskellige øer i Mamanucas og derefter Yasawas. Jeg har selv været på alle de øer og resorts, jeg beskriver, og da maden og standarden varierer meget, vil jeg gå i dybden med både de mere luksusprægede steder, såvel som de budgetvenlige backpacker øer.

    Cloud 9 split Mamanucas
    Cloud 9 split Mamanucas

    Mamanucas

    Det er yderst nemt og ligetil at tage på øhop i Fiji på ferie, for hver morgen sejler en gul katamaranfærge fra havnen i Denerau op gennem Mamanucas og Yasawas øerne, og når den har været ved det sidste resort vender den om og sejler tilbage. Dette vil sige, at du dagligt kan hoppe af og på, alt efter, hvilken ø du vil besøge. På det meste af turen er færgen I læ af øerne, men der kan komme lidt høje bølger og ubehagelig søgang. Færgen er i tip top stand, og de lokale har fuldstændig styr på alt fra sejlads til bagage. Kendetegnende for den første Øgruppe, vi skal besøge, er at flertallet af øerne er små Bounty-øer, hvor det max tager en halv time at gå rundt om dem. På disse øer får man virkelig følelsen af at være ’in the middle of nowhere’, og om natten bliver du uundgåeligt vugget i søvn af bølgernes brusen.

    South Sea Island, den mindste ø, du kan overnatte på i Fiji

    Første stop på ruten er South Sea Island. Dette er den mindste Ø, du kan overnatte på i Fiji, og det tager max 5 minutter at gå rundt om den. Kort sagt, du har havet meget tæt på. Grundet øens størrelse kan der ikke overnatte særlig mange, og efter min mening behøver du ikke mere end en enkelt overnatning for at opleve øen på din Fiji ferie. Da øen kun ligger 20 minutters sejlads fra hovedøen, er den også ideel som endagstur, hvilket mange turister benytter sig af.
    Efter South Sea stopper færgen ved Bounty Island, der er en lækker lille charmetrold af en Ø. Her kan man bo på budget, og standarden er glimrende. Bounty udmærker sig ved en fin swimmingpool, rigtig gode smoothies og skildpadder. Øen har marinbiologer tilknyttet, som opdrætter baby skildpadder og slipper dem ud i havet når de er store nok til at klare sig selv. Takket være deres arbejde for at øge bestanden af skildpadder, er der rig mulighed for at støde på en, når man snorkler, hvilket kan anbefales.

    Treasure Island Mamanucas (2)
    Treasure Island Mamanucas

    Fiji øer for enhver smag. Hvem kan modstå et sted, der hedder “Treasure Island”? Det er heller ikke nødvendigt. Ren lux  i Fiji

    Efter Bounty sejler vi lidt nordvest og gør stop ved to vidt forskellige øer, som ligger i kajakafstand. Treasure Island og Beachcomber, den ene et paradis for luksusturister og den anden et backpacker paradis med parties og dans på stranden.

    Treasure Island Mamanucas (2)

    Treasure Island er det skønne familievenlige resort, hvor der ikke er sparet på noget. Alle bor i robuste, charmerende hytter med havudsigt, og hvis stranden ikke er nok, har resortet også en flot infinity pool. Hver hytte har en lille terrasse, hvor der kan nydes lækre forfriskninger, og middagen serveres i en flot restaurant til tonerne fra et liveband. Du kan enten bestille buffet eller a la carte. Maden er af høj standard, og specielt buffeten kan jeg klart anbefale.

    Treasure Island Mamanucas (2)

    På Treasure Island kan du udover snorkling og dykning spille minigolf og tennis, eller ro en tur i kajakken. Derudover kan du booke en romantisk get away til en sandbanke, lave det perfekte og kreative frieri eller holde ens drømmebryllup, som min mand og jeg gjorde. Hvis man skulle gå hen og kede sig, kan man altid tage en kajak og ro over til Beachcomber, som ligger et stenkast fra Treasure Island. Her er der dømt festglade unge mennesker, backpacker-venlige priser og dans på stranden. Om dagen bliver tømmermænd kureret i en liggestol på stranden eller svedt ud med en omgang beach volley i sandet. Maden er okay til konceptet, og sovesalen er af god standard med drenge og pige sovesal hver for sig. Eneste minus er, at der ikke er naturlig skygge på stranden, og derfor er det nødvendigt at leje en parasol.

    Efter Beachcomber går Yasawa Flyern videre nordpå til Yasawaøerne, men bare rolig, vi er slet ikke færdige med Mananucas.

    Fiji øhop: Mamanucas
    Fiji øhop: Mamanucas

    Vestlige Mammanucas i Fiji øerne

    I den vestlige del af Mamanucas, er der nemlig også en række øer, som er værd at besøge, og som man typisk sejler til i resortenes egne både, da afstandene er relativ korte. Malolo Isand er en af de større øer i Mamanucas, og netop størrelsen gør at der ligger flere resorts. Her finder man også et af Fijis mest luksuriøse resorts LikuLiku resort. Jeg har desværre kun set det udefra, da vi skulle afleverer nogle pakker i et vandfly, men hold da op et vildt resort, der ligger i top 5 over Fijis mest luksuriøse resorts (og det siger ikke så lidt), og er et af de få, som har de berømte bures (hytter) over vand, som man kender dem fra maldiverne. Det er ikke gratis, en nat koster fra DKK 10.000.
    Fem minutter fra Malolo ligger Malolo Lailai med Plantation Island resort, der også er i den lidt halvdyre ende, og man forstår hvorfor. Rigtig lækre faciliteter, god og børnevenlig mad samt et bredt udvalg af aktiviteter. Til lands kan du cykle eller spille golf, til vands kan du udover snorkling og dykning, ro kajak, tage på fisketur, windsurfe eller sejle Hobie Cat, og i luften er der mulighed for parasailing.

    Monuriki (Tom Hanks Island) from the air Mamanucas
    Monuriki (Tom Hanks Island) from the air Mamanucas

    Flydende restaurant og Tom Hanks Øen

    Hvis vi hopper lidt videre i nordvestlig retning, kommer vi til Mana Island. Ligesom Malolo rummer Mana Island flere resorts både i den dyre ende for dem, der holder af luksus, og backpacker versionen. Jeg har kun prøvet backpacker-versionen, og jeg blev ikke skuffet. Okay forhold og mad samt et hav af gode aktiviteter, som ikke kostede en bondegård. Her tænker jeg specielt på to udflugter, som kan anbefales;

    Monuriki Mamanucas
    Monuriki Mamanucas

    Cloud 9 og Monuriki Island. Cloud 9 er en flydende bar/restaurant omgivet af det smukkeste vand midt ude i Stillehavet. Her er der lækre drinks, god DJ og endnu bedre ovnbagte pizzaer. Cloud 9 er dog ikke for de yngste, da der kan være dømt fest. Derudover skal man være opmærksom på strømmen når man svømmer. En anden dagstur, som jeg varmt kan anbefale er Monuriki, som også går også under navnet Tom Hanks Island, da Cast Away er filmet her. Øen er fredet, og der er heldigvis ingen resorts til at spolere naturen. Øerne i den vestlige del af Mamanucas har dagsture dertil, hvor du enten kan sejle dertil eller tage en jetski safari. Begge dele kan anbefales, og øen i sig selv er et syn for guder, og man forstår, hvorfor de i sin tid valgte at filme der.

    Tokoriki Sheraton Fiji
    Tokoriki Sheraton Fiji

    Luksus på Tokoriki

    Tæt på Monuriki ligger Tokoriki, som har to resorts på i hver sin ende af stranden (Tokoriki og Tokoriki Sheraton). Jeg har været på Tokoriki Shareton, og det er virkelig et lille charmerende paradis. Rigtig gode faciliteter, infinity swimmingpool, flot strand samt snorkling og igen muligheder for lækker vandsport bestående af Hobie Cat, dykning, parasailing og jetski safari. Da det er et Sheraton ejet resort, er priserne også derefter og det må betegnes som luksus. Tokoriki er tilsvarende et luksusresort, dog kun for voksne.

    Sådan ser Sheraton Fiji ud.

    Mere om Fiji Islands og Oceanien

    Læs  også Traveltalk´s intro til Fiji her og  It’s Fiji time fra vor reporter, der boede der i flere år – svært at rejse væk fra Paradis.

    Fiji tilhører  den kæmpestore øgruppe Melanesien  i Oceanien midt i Stillehavet.

    Links om øer, områder og lande i Stillehavet,  i Oceanien, Melanesien og Mikronesien

  • Fiji bryllup

    Fiji bryllup

    Bryllup på Fiji – et rigtigt Bula Bryllup

    Bryllup på Fiji helst på stranden hedder et Bula Bryllup efter den lokale hilsen. Her er vor udsendte reporter Nina´s eget bryllup.

    Hvis der er et andet land i verden, som har en stor plads i mit hjerte, så er det Fiji. Jeg faldt pladask for Fiji, da jeg første gang kom herned for 3 et halvt år siden. Kulturen, menneskene og livsstilen var de faktorer, der gjorde, at jeg besluttede mig for at blive i tre år. Da min mand første gang kom på besøg på de breddegrader, tilbragte vi størstedelen af vores ferie på Fiji, og de næste par år fik han også orlov for at kunne komme til Fiji i længere tid ad gangen. Dermed har Fiji en stor plads i begge vores hjerter, og da vi først havde besluttet at gifte os, var det meget naturligt, at vi skulle giftes i Fiji. Selve frieriet skete på den lækreste lille tropeø Treasure Island Resort i Mamanuca Ø-gruppen. Vi var så heldige at have medvirket i et bryllups photo shoot på øen, hvilket var en fantastisk dag i luksuriøse omgivelser. Vi fik ved den lejlighed et rigtig godt indtryk af øen, og hvilke muligheder, som øen bød på, når det blev vores egen tur til at blive gifte. Morgenen efter vores photoshoot snakkede vi om, at et bryllup her da ikke ville være så tosset, og dermed blev beslutningen taget om at holde bryllup på denne lille tropeø i midten af Stillehavet.

    FIji wedding-marriot hotel
    FIji wedding-marriot hotel

    Planlægningen af bryllup på Fiji ikke uden spænding

    Alt foregår i et meget langsommere tempo på Fiji, Så det var med en vis spænding og frustration, at vi gik i gang med planlægning og bookningen af værelser. Der var 13 fra Danmark, der havde meldt deres ankomst, og sammen med 9 lokale venner var det perfekt til en rigtig abefest. Vi havde fra starten fået udpeget noget så fancy som en wedding planner, og man må sige, hun havde prøvet det før. Rutineret lokal kvinde i bryllupsplanlægning, som havde vundet en del awards for sit arbejde, så vi var i trygge hænder. Det mest besværlige, og det der gav mest tendens til stress, var heller ikke selve programmet, men derimod papirarbejdet. Hjemme i Danmark, havde vi udfyldt en ansøgning, om at blive gift i udlandet, og det faldt nogenlunde hurtigt på plads. I Fiji viste det sig dog at være lidt af et problem, da papirerne ikke stod på engelsk, og at de ikke var underskrevet med stempel og kuglepenssignatur. Derudover havde vores arrangør en hel bunke papirer, som skulle underskrives af en Justice Of Peace, hvilket ingen af os vidste rigtig hvad var. Efter lidt søgen fandt vi en JP, som i første omgang ikke ville skrive under, men efter en vis desperation fra vores side indvilligede han i at korresponderede med vores wedding planer, og til sidst indgik de et kompromis, så han skrev under.

    Treasure Island Resort i Mamanuca
    Treasure Island Resort i Mamanuca

    Frieriet før vort bryllup på Fiji

    Vores gæster fra Danmark ankom til Fiji, og sammen sejlede vi ud til Treassure Island dagen før brylluppet. Vi blev vel modtaget med velkomstdrink indlogering, og en kanon opvarmningen til brylluppet i form af et frieri på stranden. Det var min svoger, som ville fri til min kommendes mand søster, og som Fiji kender havde jeg været en del af planlægningen. Alt var planlagt og tilrettelagt til mindste detalje i en alt for overdrevet amerikaner stil, som man kun oplever på film, så vi glædede os i den grad til at overvære det. Vi havde taget højde for alt, undtagen at frieriet skulle foregå på Fiji, hvor tingene bare har det med at gå lidt galt, hvilket også var tilfældet her. Programmet for frieriet var ellers lige til. Mens vi andre tog båden til øen, havde vi overbevist min svigerinde om, at der ikke var plads nok, og at resortet derfor havde givet hende og hendes kæreste en helikoptertur til øen i stedet for. Helikopteren var der selvfølgelig betalt for, og meningen var, at den i bedste stil skulle flyve parret hen over stranden, hvor der med store sten i sandet stod ”will you marry me”, og efter landing ville der være champagne og frugt på stranden. Men, men men, sådan gik det bare ikke. Vi kørte dem ellers ud til lufthavnen i god tid, og måske var dette fejlen. I hvert fald fandt helikopterselskabet ud af, at de kunne komme med en tidligere helikopter, sammen med et andet par. Dermed var Treassure Island ikke klar til modtagelsen med frugt og champagne.

    Ikke nok med at alt ikke er klar til velkomst, så er piloten heller ikke informeret om det forestående frieri, så han flyver simpelthen den forkerte vej rundt om øen og flyver ikke henover sandet, hvor budskabet står. Så da de to lander, kan vi tydelig se på den kommende gom, at noget absolut ikke er som det skal være, og han får gestikuleret lynhurtigt, at vi ikke må sige tillykke endnu. Nu er gode råd dyre, og der er ikke noget at sige til, at den kommende gom er en kende frustreret og forvirret. Vi får dog lagt en plan, så lige så snart Treassure er klar, bliver de ad bagvejen eskorteret ned til stranden, hvor alt er blevet klar i lyntempo, så frieriet kan gennemføres, og hun siger ja. Heldigvis gik, der ikke lang tid, før vi alle kunne grine af episoden, og helikopterselskabet endte også med at give turen gratis.

    Treassure Island Resort i Mamanuca
    Treassure Island Resort i Mamanuca, smuk pavillon med air con!

    Bula bryllup skulle holdes direkte på den kridhvide strand.

    Dagen efter var det så vores tur til at være hovedpersoner i dagens program, nemlig et strandbryllup.

    Det viste sig at blive et fantastisk, afslappende og stressfrit bryllup. Dagen tod på minigolfturnering og drinks til alle gæsterne, havbad, kolde øl og leg. Efter frokost skulle jeg bruden gøre mig klar med makeup og have sat hår af de lokale spa-damer, mens gæsterne inklusive gommen drak flere øller og slappede af.

    Kl. 16:30 var jeg klar og ventede spændt på min eskorte, som i dagens anledning bestod af to meget flotte store Bula-krigere, som eskorterede mig til stranden, hvor min far ventede, så vi kunne gå det sidste stykke sammen. Selve Ceremonien blev også holdt af en lokal BULA-præst, som var yderst sjov og charmerende. Ceremonien varede heldigvis kun 20 minutter, så efter vi havde skrevet under på diverse papirer, kunne vi trække os tilbage i skyggen, hvor der ventede en overdådig kage og champagne. Næste punkt var tid til obligatoriske bryllupsbilleder i den smukkeste solnedgang. Herefter blev vi inviteret til at være æresgæster til den lokale Kava-ceremoni. Det var rørende at være med til ceremonien og opnå et kulturelt indblik i deres smukke skikke, samt at drikke Kava med de mennesker, som lige havde sørget for den bedste dag i vores liv.

    Beach BBQ

    Dagen blev rundet af med prædrinks og snacks og middag på vores lille private Beach BBQ, som var pyntet flot op i strandtema. Vi havde personlige kokke, som serverede alskens lækre grillmad. Efter middagen med diverse taler og sange fortrak vi til dansegulvet, hvor vi fortsatte festen til et kanon godt liveband. Da vi kom tilbage i vores luksushytte, var der sørget for champagne og frugt, dog var vi så færdige, at vi udsatte indtagelsen til næste dag. Morgenen efter brylluppet var vi godt trætte og brugte, men da vores transport dukkede op, livede vi alle gevaldigt op. Et vandfly, som skulle fragte os videre til den næste paradisø.

    Det var nok det mest fantastiske stressfrie bryllup, og jeg kan klart anbefale andre at blive gift i udlandet og især bryllup på Fiji, og på en strand. Ultra romantisk og nede-på-jorden-i-et-med-naturen følelse.

    Mere rejseinspiration fra Fiji

    Se også vor store intro til Fiji her

    Fiji øerne

    Se endvidere den skjulte ø i Fiji ø i den store ø gruppen i Melanesien

    Den skjulte paradisø Taveuni i Fji

    Se også Vanuatu, en anden skøn ø i Melanesien

    Rejser til Vanuatu i Melanesien i det sydlige Stillehav

    Links om øer, områder og lande i Stillehavet,  i Oceanien, Melanesien og Mikronesien