Først skal du lære at krydse vejen
Vi står ved kantstenen i Ho Chi Minh City og venter. Og venter. Der kommer ikke noget hul i trafikken, for der kommer aldrig et hul i trafikken. En uendelig strøm af knallerter, busser og biler glider forbi uden pause og uden tegn på at ville stoppe.
Der er kun én måde at komme over på, og den strider mod alt, man har lært hjemmefra: man går ud. Roligt, i et jævnt tempo, uden at tøve og uden at løbe. Trafikken navigerer uden om én, som vand om en sten — men kun hvis man er forudsigelig. Standser man op midt på vejen, bryder systemet sammen.
Det lyder som en anekdote, men det er faktisk den første færdighed, byen kræver. Og når den sidder, har man forstået noget om, hvordan Vietnams største by fungerer: den ser kaotisk ud udefra og har sin egen orden indeni.
Saigon, som byen stadig hedder
Officielt hedder den Ho Chi Minh City og har gjort det siden 1976. I daglig tale — også blandt vietnameserne selv — hedder centrum stadig Saigon. Det er ikke en politisk markering, det er praktisk sprogbrug: Saigon er den gamle bykerne, Ho Chi Minh City er hele det administrative område omkring den.
Byen var hovedstad i Sydvietnam fra 1954 til 1975 og har omkring ni millioner indbyggere i selve byen. Den ligger ved vestbredden af Saigonfloden, og det er stadig floden, der bestemmer, hvordan byen er lagt.
District 1 og det, der ligger lige udenfor
Det meste af det, rejsende kommer efter, ligger i District 1. Her står de tre franske bygninger, som byen har beholdt: Det Centrale Posthus, tegnet i 1880’erne og stadig et fungerende posthus, Notre-Dame-katedralen af røde mursten importeret fra Toulouse, og Uafhængighedspaladset, hvor en nordvietnamesisk kampvogn kørte gennem porten den 30. april 1975. Porten står der endnu.
Omkring Pham Ngu Lao Street ligger den travle, billige del af byen med små gader og gadekøkkener. Ben Thanh-markedet er det, alle besøger, og prisen afspejler det — de lokale handler på Bình Tây i Chợ Lớn, byens kinesiske kvarter, hvor der er tre gange så meget at se og ingen, der råber efter dig på engelsk.
Går man over i District 3, falder tempoet mærkbart. Det er her, kaffekulturen bor: cà phê sữa đá, iskaffe med kondenseret mælk, drukket siddende på en plastikstol vendt ud mod gaden, så man kan se på trafikken. At se på trafikken er en anerkendt beskæftigelse her.
Krigsmindemuseet
Krigen mod USA er den skelsættende begivenhed i Vietnams nyere historie, og Krigsmindemuseet fortæller den fra vietnamesisk side. Det er en udstilling, man går stille rundt i. Fotografierne — mange af dem taget af vestlige krigsfotografer, hvoraf flere døde i landet — er hårde, og der er ingen forsøg på at gøre dem lettere at se på.
Man skal vide det på forhånd: museet er ikke neutralt, og det udgiver sig ikke for at være det. Netop derfor er det værd at bruge to timer på. Det er den version af historien, en dansk rejsende næsten aldrig har fået serveret, og den er en del af at forstå landet, man rejser i.
Cu Chi-tunnellerne
Uden for byen ligger Cu Chi-tunnellerne: over 100 kilometer underjordiske gange, mange af dem kun 80 centimeter høje, gravet i hånden og brugt til at forsvinde ned i jorden og dukke op et andet sted. Som guiden formulerede det: “Amerikanerne troede ikke, vietnameserne var nogen steder. I virkeligheden var de alle steder.”
Et stykke af tunnelsystemet er udvidet, så voksne vesterlændinge kan komme igennem. Det er stadig snævert nok til, at man skal vide, om man bryder sig om små rum — og til at forstå, hvad det oprindelige mål må have været. I baggrunden lyder skud fra skydebanen ved siden af, hvor man kan afprøve tidens våben mod betaling.
Turen tager en halv dag fra byen. Tag afsted tidligt; om eftermiddagen er både varmen og køen værre.
Vanddukketeater
Som modvægt til krigshistorien: múa rối nước, vanddukketeater, en nordvietnamesisk tradition fra rismarkerne, hvor dukkeførerne står i vand til livet bag et forhæng og styrer figurerne med stænger under overfladen. Der spilles på vietnamesisk, og man forstår ikke et ord. Det gør mindre, end man tror — historierne er om høst, fiskeri, drager og landsbyliv, og musikken bærer dem.
Hvor lang tid skal byen have?
To til tre dage. Mere end det, og man begynder at gentage sig selv; mindre, og man når kun museet og markedet. Den bedste brug af en fjerde dag er ikke i byen, men i Mekongdeltaet sydvest for den — og så skal man overnatte i Can Tho, ikke tage dagsturen. Det flydende marked ved Cai Rang handler for alvor mellem klokken fem og syv om morgenen og er stort set forbi, når bådene fra byen ankommer.
Mere om Vietnam
Ho Chi Minh City er den ene ende af landet. Vores introduktion til Vietnam som rejseland lægger hele ruten fra nord til syd. Undervejs ligger Hoi An, Ha Long-bugten og Son Doong. I den anden ende af landet ligger hovedstaden — se Hanoi til fods med en bia hoi undervejs. Og maden har sin egen guide: 21 vietnamesiske retter og hvor de hører hjemme.