Et roadtrip gennem det centrale Europa

Af Traveltalk Redaktionen

Der ligger et sving på Schwarzwaldhochstraße, en snes kilometer syd for Baden-Baden, hvor granskoven pludselig slipper sit tag. Hele Rhindalen åbner sig nedenfor, og på den anden side står Vogeserne som en blå kant mod vest. Man kan se ind i Frankrig. Man spiste frokost derovre i går.

Det er den slags øjeblik, denne rute er bygget op om. Ikke udsigten i sig selv — udsigter er der nok af — men det, at man kan opleve så håndgribeligt, hvor smukt vort Europa er.

Fem regioner, fire lande, omkring 920 kilometer. Fra vinbakkerne i Alsace, over Schwarzwalds højderyg, ned til Bodensøen, videre gennem Sydtirols æbleplantager og ud i Venetos bakker, hvor proseccoen kommer fra. Ingen etape kræver mere end en formiddag bag rattet, og det er ikke tilfældigt. Fem timers kørsel koster dig eftermiddagen, og eftermiddagen er der, hvor tingene sker.

Du kan gøre det på en uge. Du bør bruge to.

Hvorfor lige de fem

Ruten er valgt, fordi Europa ændrer sig langsomt nok hen ad den til, at man kan nå at opdage det.

Sproget skifter fra fransk til tysk, glider over i en schweizisk-østrigsk dialekt, sætter sig fast i Sydtirols tosprogede alpine identitet og ender i rendyrket italiensk. Ingen af skiftene er brat. Du kører dig ind i det næste land, længe før du har forladt det forrige — og et sted omkring Reschenpasset opdager du, at tjeneren siger grüß Gott og skriver coperto på regningen.

Maden gør nøjagtig det samme. Surkål og svinekød i Alsace, røget og saltet igen i Schwarzwald, letter over Bodensøen til fersk fisk og hvidvin, bliver til Speck og knödel i Sydtirol og ender som prosecco og hvid asparges i Veneto. Det er den samme europæiske madkultur, der bøjer sig efter jordbund og solhøjde, kilometer for kilometer. Man smager kontinentet skifte, hvis man kører langsomt nok.

Og ja: du kan tage toget hele vejen, og det er en smuk måde at rejse på. Men så mister du netop den del — omvejen, vingården uden skilt, det sving hvor du holder ind, fordi lyset gør noget mærkeligt ved bjerget. Det er hele argumentet for at gøre det i bil. Er du ny i den slags ferie, har vi samlet grundprincipperne under bilferie, og en beslægtet rute finder du i Kør selv til Alperne.

Ruten på kortet

Tallene i kolonnen bag rattet er ren kørsel uden stop. Regn med det dobbelte i praksis — det er meningen.

1. Alsace: hvor fransk livsform møder tysk orden

Alsace har i århundreder været et geopolitisk guldæble, som Frankrig og Tyskland skiftedes til at eje. Resultatet er en kultursymbiose, man ikke finder andre steder: byerne har Rhinlandets arkitektoniske orden, mens maden, vinen og stoltheden er fuldstændig franske.

Kør væk fra indfaldsvejene og flet ind på Route des Vins d’Alsace. Den blev anlagt i 1953 og er Frankrigs ældste vinrute, 170 kilometer fra Marlenheim i nord til Thann i syd. Vejen bugter sig gennem bjergsider dækket af vinstokke og bliver med jævne mellemrum afbrudt af fæstningsbyer, der ser ud, som om nogen har glemt at rulle årstallet frem. Stop i Eguisheim, der er anlagt i koncentriske ringe om et slot, og i Riquewihr, som overlevede begge verdenskrige næsten uskadt.

Det, der gør det til andet end en køretur, er caveau‘et — vinbondens egen kælder. Du går ned ad fire trin, temperaturen falder seks grader, og en mand i arbejdstøj hælder op af fem flasker og forklarer, hvorfor de to marker 400 meter fra hinanden smager forskelligt. Alsace har 51 grand cru-marker, og forskellen mellem en knastør, mineralsk riesling og en fed, krydret gewürztraminer bliver først rigtig tydelig, når han stiller dem ved siden af hinanden. Vil du have hele det franske vinlandkort først, ligger det i vores gennemgang af de franske vindistrikter.

Hvor du skal bo og spise i Alsace

• Bo: Spring kædehotellerne i Strasbourg over. Book i stedet et château-hotel eller en renoveret vingård uden for Colmar, hvor du kan åbne skodderne om morgenen og se tågen lette over vinstokkene. Flere ligger under 20 minutter fra Route des Vins.
• Spis: Alsace har Michelin-stjerner nok, men sjælen sidder i en winstub. Tunge træborde, tæt på naboen, og choucroute eller tarte flambée lavet af folk, der har lavet den hele livet. Det er ikke rustik pynt — det er bare maden.
• Kør: Nordfra og sydpå. Solen står så i ryggen om eftermiddagen, og vinmarkerne lyser i stedet for at blænde.

Vil du se, hvad resten af landet byder på, ligger det samlet under Frankrig.

2. Schwarzwald: skovens ro og Tysklands tætteste stjernehimmel

Når du krydser Rhinen mod øst, rejser Schwarzwald sig som en mørkegrøn mur. Det er ikke bare gøgeure og brødrene Grimm. Det er en af Tysklands mest velhavende naturregioner, og den rummer et gastronomisk anlæg, der er svært at forklare for folk, der aldrig har været der.

Schwarzwaldhochstraße — rute B500 — er turens første egentlige køreoplevelse. Vejen løber op i omkring 1.000 meters højde og skærer gennem granskoven med den udsigt over Rhindalen, som dette stykke begyndte med. Ved Mummelsee i 1.036 meters højde bør du gå en tur rundt om vandet tidligt om morgenen, inden tågen letter og turistbusserne kommer. Søen er sort, fordi bunden er tørv, ikke fordi den er forurenet, og det er dér, den lokale sagnkonge angiveligt bor.

Stop i kurbyen Baden-Baden. Romerne badede i de samme termiske kilder, og byen fik sin nuværende form i 1800-tallet, da halvdelen af Europas aristokrati kom hertil for at tage vandet og tabe penge i kasinoet. Belle Époque-arkitekturen står stadig.

Baiersbronn — og hvorfor du skal booke nu

Landsbyen Baiersbronn har omkring 14.000 indbyggere og en Michelin-tæthed, der ikke giver mening på papiret. Her ligger Schwarzwaldstube, som har tre stjerner — genopbygget efter branden i 2020 og tilbage på højeste niveau siden 2022. Der bookes måneder frem. Gør det, før du kører hjemmefra, ikke undervejs. Historien om, hvordan et dækfirma endte med at bestemme, hvor Europa spiser, har vi fortalt i Michelin Guide og brandet fra bildæk til gourmet.

Vi har skrevet regionen ud i fuld længde i Roadtrip i det oversete Schwarzwald — hvorfor afkørslen så sjældent bliver taget, og hvad der venter dem, der tager den. Skal du bruge flere stop i Tyskland end de to, ruten rammer, ligger de i Bilferie i Tyskland og under Tyskland.

3. Bodensøen: tre lande, ét spejl

Fra Schwarzwalds højder flader landskabet ud, og så ligger der pludselig et azurblåt spejl på 536 kvadratkilometer. Bodensøen er et juridisk kuriosum: Tyskland, Østrig og Schweiz mødes her, men grænsen ude på vandet er aldrig blevet fastlagt ved traktat. De tre lande er simpelthen aldrig blevet enige, og det har vist sig ikke at have nogen praktisk betydning.

Søen lagrer sommervarmen og skaber et mikroklima, der er nærmest middelhavsagtigt midt i Centraleuropa. Det ser man tydeligst på blomsterøen Mainau, hvor palmer og citrustræer trives i en park anlagt om et barokslot. Øen har været i den svenske Bernadotte-slægts eje siden 1930’erne og drives stadig af familien — hvilket forklarer, hvorfor skiltene til tider virker påfaldende nordiske.

Kør derefter mod øst til ø-byen Lindau. Havneindløbet vogtes af en seks meter høj bayersk løve og et fyrtårn, og bag dem spejler de sneklædte østrigske og schweiziske alpetoppe sig i vandet.

Lad bilen stå i to dage

• Transport: Flåden af hvide ruteskibe og katamaraner binder de tre lande sammen på kryds og tværs. Du kan spise morgenmad i Tyskland, se kunst i Bregenz om eftermiddagen og spise til aften på en schweizisk bred — uden at røre bilnøglen.
• Kultur: Klosterøen Reichenau kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 2000. De tre romanske kirker fra 800- til 1000-tallet rummer nogle af Europas ældste bevarede vægmalerier. Kombinér med et stop ved en af øens grøntsagsboder og en portion Felchen, den lokale laksefisk, taget i søen samme morgen.
• Omvej værd at tage: Fyrstendømmet Liechtenstein ligger 45 minutter mod syd, og Vaduz slottet kan ses fra hele dalen.

4. Sydtirol: alpin ordentlighed med italiensk pladsfornemmelse

Nu skifter rejsen karakter. Du forlader sølandskabet og krydser Alperne, enten ad Brennermotorvejen eller ad det lavere og langsommere Reschenpas, som er åbent året rundt. Vælg Reschen. Det er en time længere og fem gange smukkere, og undervejs passerer du kirketårnet, der stikker op af Reschensøen — resten af landsbyen blev sat under vand i 1950 til fordel for et vandkraftværk.

Velkommen til Sydtirol. Officielt Italien, men knap 70 procent har tysk som modersmål, og fire procent taler ladinsk, et retoromansk sprog, der har overlevet i dalene siden romertiden. Det er formentlig Europas bedst fungerende kulturelle ægteskab: tyrolsk ordentlighed og alpin råhed forenet med italiensk æstetik og en kompromisløs holdning til frokost.

Kontrasten rammer med det samme. Dolomitternes takkede kalkstenstinder rejser sig direkte over dale fyldt med æbleplantager og vinranker. Ved solnedgang gløder klippen rosa i det fænomen, ladinerne kalder Enrosadira — det er ikke turistsprog, det er dagligsprog. Vil du have bjergene tættere på, ligger de i Canazei og Super Dolomiti, og vandreruterne gennemgår vi i Vandreferie i Italien.

Kurbyen Merano er turens blødeste landing. Man går under palmer og magnolier langs floden Passer med gletsjere i baggrunden. Kejserinde Elisabeth af Østrig — Sissi — overvintrede her i 1870’erne og gjorde byen på mode, og promenaden bærer stadig hendes navn.

Bjerghytter, ikke Michelin

• Spis: Sydtirol har flere Michelin-stjerner pr. indbygger end nogen anden italiensk region. Men den bedste luksus her er de opgraderede bjerghytter, Almen. Efter en vandretur eller en svævebanetur sidder du i solen og får papirstyndt Speck Alto Adige og håndrullede knödler med et glas mørk, fyldig lagrein til. Regningen er en tiendedel af stjernernes. Fornøjelsen er ikke.
• Bo: Regionen er førende i bæredygtig alpearkitektur — spa-afdelinger hugget ind i bjerget, pools der visuelt svæver ud over dalen. Det lyder som en brochure, indtil du står i en af dem.
• Drik: Lagrein og pinot nero fra dalbunden ved Bolzano. De rejser dårligt og eksporteres sjældent, hvilket er hele grunden til at drikke dem her. Hele billedet finder du i Italiens vindistrikter.

5. Veneto: drej af, før motorvejen tager dig

Sidste etape fører ned fra bjergenes svale højder og ud på den norditalienske slette. Og her ligger fælden: motorvejen mod Venedig er lige der, den er hurtig, og den tager dig med. Lad være. Drej af mod bakkerne mellem Conegliano og Valdobbiadene.

Det er hjertet af Prosecco Superiore DOCG, og siden 2019 har landskabet stået på UNESCO’s verdensarvsliste — ikke for en bygning, men for dyrkningsformen. Bakkerne er så stejle, at maskiner ikke kan komme til; hver enkelt drue plukkes i hånden på terrasser, der er formet af folk gennem fire århundreder. Glem supermarkedets mousserende vin. Her, og især på de 107 hektar omkring Cartizze, laves der vin med en syre og en finhed, der tåler at blive sammenlignet med champagne.

Kør derefter langsomt gennem landskabet og se efter villaerne. Andrea Palladio byggede omkring tredive af dem i Veneto i 1500-tallet til den venetianske adel, der var begyndt at tjene mere på landbrug end på søfart. Villa Barbaro i Maser er den, man skal se: arkitektur af Palladio, fresker af Veronese, og et landskab, der er tegnet ind i bygningen med lineal. Resten af regionens 20 søskende gennemgår vi i Rejser til Italiens 20 regioner.

Den sidste aften

Slut i Asolo, middelalderbyen som Carducci døbte byen med de hundrede horisonter, og som både Eleonora Duse og Freya Stark valgte at bo i. Villa Cipriani har en rosenhave, hvorfra man kan se solen gå ned over Venetos sletter med en aperitif i hånden.

Herfra er der 65 kilometer til Venedig, hvis du vil forlænge — karnevallet i februar er den ene gang om året, byen tilhører sig selv igen. Men der er også et argument for at blive siddende i rosenhaven. Du har kørt gennem Europas midte i det rigtige tempo, og det er ikke sikkert, du skal slutte af med at stå i kø.

Hvornår du skal køre

Det spørgsmål afgør mere end noget andet, og de fleste guider springer over det. Er du klar til et helt anderledes roadtrip gennem det centrale Europa. Det fortjener du.

Sidste halvdel af september til midt oktober er det bedste bud. Vinhøsten er i gang i både Alsace og Veneto, æbleplantagerne i Sydtirol er tunge, bjergpassene er stadig åbne, og børnefamilierne er kørt hjem. Løvet i Schwarzwald skifter i oktober.

Slutningen af maj til midt juni er det næstbedste. Alt er grønt, Bodensøen er varm nok til at bade i sidst i juni, og Mainau står i blomst. Men vær opmærksom: højtliggende pas som Timmelsjoch og Stelvio kan stadig være lukket af sne ind i juni.

Juli og august fungerer, men du deler ruten med hele Nordeuropa, Bodensøens hoteller er dyrest, og Poslettens fugtige varme kan gøre den sidste etape ubehagelig.

November til marts er ærligt talt ikke ruten. Reschenpasset er åbent, og Merano og Baden-Baden er begge fine vinterbyer, men Route des Vins er lukket ned, halvdelen af vingårdene tager ikke imod, og udsigten fra B500 er ofte bare tåge. Kør den om vinteren, hvis du har et andet ærinde — ikke for at køre den.

Det praktiske: vignetter, pas og plads til flasker

1. Vignetter og miljømærkat. Schweiz og Østrig kræver motorvejsvignet, og begge kan i dag købes digitalt hjemmefra. Tyskland kræver Umweltplakette for at køre ind i miljøzoner — Baden-Baden er en af dem. Italien har sine ZTL-zoner i de historiske bymidter, hvor kameraerne kører automatisk, og bøden kommer med posten flere måneder senere. Sæt dig ind i det, inden du kører, ikke undervejs.
2. Timing af bjergpas. Vælger du de smukke pas frem for tunnellerne, så tjek åbningsstatus samme uge, du kører. Timmelsjoch mellem Østrig og Italien er en betalingsvej og typisk åben fra begyndelsen af juni til midt oktober. Stelvio-passet ligger inde i Italien mellem Bormio og Vinschgau og åbner sjældent før slutningen af maj. Reschenpasset er åbent hele året og er derfor det sikre valg.
3. Plads til det, du køber. Ruten indbyder til at købe riesling i Alsace, snaps i Schwarzwald, speck i Sydtirol og prosecco i Veneto. Læg et par polstrede flaskekasser i bagagerummet, inden du kører hjemmefra. Det er ærgerligt at takke nej til en grand cru, fordi kufferterne fylder.
4. Betaling og brændstof. Fire lande, to valutaer — Schweiz kører stadig på franc. Mindre vinbønder i Alsace og bjerghytter i Sydtirol tager oftere kontanter end kort, og en italiensk motorvejsbetaling går glattest med et europæisk kreditkort.

Flere af den slags detaljer har vi samlet i gode råd til din bilferie.

Til sidst

Det, der gør denne rute værd at køre, er ikke de fem destinationer hver for sig. Alsace er smuk alene, Sydtirol er smuk alene. Det, du ikke kan få på en flybillet, er overgangen — at mærke sproget, maden, arkitekturen og lyset ændre sig i så små spring, at du først opdager det, når du er på den anden side.

Det kræver, at du kører langsomt nok til at kunne stoppe. Det er alt, hvad opskriften består af.

Prefer to read this in English? Find the same journey on traveltalk.travel.