Lecce: barokbyen i Syditalien, der blev betalt med lampeolie

Byen er bygget af en sten, du kan skære i med en kniv

Apulien er blevet et af de italienske områder, danskerne selv finder frem til: trullihusene, oliventræerne og de hvide byer oppe på ryggen af støvlen. Længere nede, i selve hælen, ligger Lecce med knap 95.000 indbyggere. Den ligner ikke resten.

Grunden til at tage derned er, at Lecce kan gøres kort eller længere. Den gamle bydel er lille nok til at gå på to dage og rig nok til at holde til det. Kysten ligger tyve minutter væk, og med den følger badevand, en 18-hullers bane og to havnebyer, der hver især kan bære en dag. Du kan lave Lecce om til fire dage i skyggen med en kold kaffe, eller til en uge, hvor du ikke sidder ned.

Facaderne i den gamle bydel er skåret ud, ikke muret op. Engle, frugtklaser, løver, griffe og søjler viklet ind i bladværk. Materialet er pietra leccese, en blød, gyldenlig kalksten fra markerne omkring byen. Frisk fra bruddet kan den bearbejdes med håndværktøj næsten som træ, og ude i luften hærder den. Stenhuggerne i 1600-tallet havde altså et materiale, der lod dem gøre præcis, hvad de ville — og bagefter blev det stående.

Nogen skulle betale for det. Salento, den yderste del af hælen, har i århundreder været blandt Italiens fattigste egne. Pengene fandtes i omtrent hundrede år, og de kom fra en vare, byen ikke sælger længere. Dem vender vi tilbage til.

Santa Croce: halvandet hundrede år, fire arkitekter

Basilica di Santa Croce er byens hovedværk. Den blev bygget mellem 1549 og 1695, og fire arkitekter nåede at arbejde på den undervejs: Gabriele Riccardi lagde den ud, Francesco Antonio Zimbalo og Cesare Penna førte den videre, og Giuseppe Zimbalo (1620-1710) afsluttede den øverste del med rosetvinduet.

Giuseppe Zimbalo blev kaldt Lo Zingarello. Han satte også klokketårnet på domkirken og huggede Sant’Oronzo-søjlen i 1666, og han er hovedårsagen til, at kunsthistorikerne har givet stilen sit eget navn: barocco leccese. Der er ikke mange byer, der har fået en arkitekturstil opkaldt efter sig.

Facaden er overlæsset, og det er meningen. Stå på den anden side af den smalle gade og lad øjet gå opad. En grif, en ørn og en løve bærer balkonen, og over dem står balustrene mellem små relieffer. Det ser ud som ét stykke arbejde. Det tog tre generationer.

Og her er så pengene: Europas gadelys kom herfra

Fra 1500-tallet var Gallipoli, halvanden times kørsel vest for Lecce, det vigtigste marked for olivenolie i Kongeriget Napoli. I 1600- og 1700-tallet producerede byen først og fremmest olio lampante — lampeolie. Den blev presset i frantoi ipogei, underjordiske møller hugget ned i klippen under den gamle bydel, hvor temperaturen holdt sig lav året rundt. Der lå 19 af dem.

Olien blev sejlet ud og brændt af i gadelygterne i London, Paris, Amsterdam og Konstantinopel. I 1700-tallet afgik der op mod 26 skibe om dagen fra havnen i Gallipoli.

Det er de penge, du kigger på, når du står foran Santa Croce. Så kom gasbelysningen, og siden elektriciteten, og markedet forsvandt i løbet af få årtier. Rigdommen kom aldrig tilbage. Stenen blev stående.

Oliventræerne dør, og det kan ses fra bilruden

Oliven er stadig egnens erhverv, og det erhverv er i alvorlige vanskeligheder. I 2013 blev bakterien Xylella fastidiosa påvist i Salento. Den sætter sig i træets vandtransport, og træet tørrer ud ovenfra. Det inficerede område dækker i dag omkring 8.000 kvadratkilometer, cirka 40 procent af Apulien, og mere end 10 millioner oliventræer er døde.

Du ser det på vej mod kysten: rækker af grå, bladløse stammer, en del af dem flere hundrede år gamle. Der bliver plantet igen med modstandsdygtige sorter på hundredvis af hektar, og fremrykningen mod nord er bremset op. I foråret 2025 var det nordligste fund syv træer i udkanten af Bari, og de blev fjernet med det samme. Men landskabet omkring Lecce er ikke det, det var for femten år siden.

Pladsen med kun én indgang

Piazza del Duomo er lukket på tre sider. Der er én vej ind, dér hvor Via Giuseppe Libertini møder Via Vittorio Emanuele II, og i åbningen står stadig stumperne af de portstolper, der lukkede pladsen om aftenen. Om dagen var den en gårdsplads. Ved angreb kunne byens folk trække sig derind og forsvare den ene indgang.

Det har sat sig i arkitekturen. Fordi man kommer ind fra siden, møder man ikke domkirkens hovedfacade — man møder dens flanke. Så byggede Zimbalo en facade nummer to på flanken, rigere end den egentlige forside, med Sant’Oronzo stående i en niche højt oppe. Den, alle fotograferer, er ikke forsiden.

Helgenerne er lavet af papir

Kirkerne skød op hurtigere, end der var råd til marmor. Håndværkerne i Lecce løste det med gamle klude, halm, papir og lim: cartapesta, papmaché. Fra 1600- og 1700-tallet lavede de helgenfigurer, der på afstand ligner marmor og bronze, koster en brøkdel og vejer så lidt, at fire mand kan bære dem gennem gaderne i en procession.

Værkstederne findes stadig i den gamle bydel, og Museo della Cartapesta i Castello Carlo V viser samlingen. Det er den mest ærlige ting i Lecce: sten, hvor der var råd til sten, og papir, hvor der ikke var. Fra kirkebænken kan man ikke se forskel.

Amfiteatret, byen ikke gravede færdigt

Midt på Piazza Sant’Oronzo ligger et romersk amfiteater nede i et hul. Udgravningerne begyndte i 1900 under arkæologen Cosimo De Giorgi og fortsatte til 1940. Anlægget havde plads til mellem 12.000 og 14.000 tilskuere, men kun omkring en tredjedel er fritlagt. Resten ligger under pladsen og under husene rundt om den, og der bliver den liggende. Man graver ikke en bymidte op.

Ovenover står Sant’Oronzo på sin søjle. Zimbalo igen, 1666.

Den langsomme del: hvad man laver, når man ikke laver noget

Lecce er en aftenby. Fra omkring klokken syv fyldes Via Vittorio Emanuele II og Piazza Sant’Oronzo af folk, der går frem og tilbage uden ærinde. Det hedder la passeggiata, det foregår hver aften, og det er ikke sat op for turister. Find en plads med udsigt til amfiteatret og lad den passere.

Bestil en caffè leccese: espresso hældt over isterninger og mandelmælk. Den er opfundet i byen, fordi Antonio Quartas kaffebar var den eneste, der havde is, og mandelmælken kom til for at tage kanten af espressoen. Den er grunden til, at man overhovedet orker en kaffe, når termometeret står på 34.

Morgenmaden er en pasticciotto — mørdej om varm konditorcreme, opfundet i Galatina syd for byen i 1745, da konditoren Ascalone satte den sammen af rester fra dagen. Til frokost en rustico leccese, to lag butterdej om béchamel, mozzarella og tomat, eller en puccia, det runde brød man får fyldt på stedet. Det står i vinduerne over hele den gamle bydel, og det koster småpenge.

Resten af den langsomme del er at gå uden mål. Gaderne er smalle, afstandene korte, og der står en barokkirke for enden af de fleste af dem. Du får ikke brug for en liste.

Her ligger Lecce og andre seværdige byer i Apulien

Afstandene er små. Fra Lecce er der 20 minutter til Acaya, godt tre kvarter til Otranto på adriaterhavssiden og cirka halvanden time til Gallipoli på den joniske. Det gør byen til et fornuftigt sted at bo, også når resten skal med.

• 1. Lecce — barokbyen og basen.
• 2. Acaya — befæstet renæssanceby med borg, og golfbanen lige ved siden af.
• 3. Le Cesine — WWF-reservatet ude ved kysten.
• 4. Otranto — Italiens østligste by, med domkirkens mosaikgulv fra 1100-tallet.
• 5. Gallipoli — den gamle bydel på sin ø, og de underjordiske oliemøller.
• 6. Brindisi — den nærmeste lufthavn.

Otranto og Gallipoli er halve dagsture hver. Hælen er smal og har kyst på begge sider, så du er aldrig langt fra vand. Og golfbanen ligger tyve minutter fra domkirken.

Golfbanen ligger 20 minutter væk, og roughen er ikke græs

Acaya Golf Club is run by Kør østpå fra Lecce, og du kommer til Acaya. Landsbyen er værd at standse for i sig selv. Gian Giacomo dell’Acaya, Karl 5.s kongelige militæringeniør, lagde i 1535-36 en mur med bastioner og voldgrav om den gamle landsby Segine og gav den familiens navn. Du går ind gennem Porta Terra, og der er kun den ene port. Det er en af de få planlagte renæssancefæstningsbyer i Syditalien, og den står stort set, som den blev bygget.

Acaya Golf Club ligger lige mellem Middelhavet og et kendt naturreservat

Acaya Golf Club: 18 huller, par 71, 6.192 meter. Banen blev anlagt i 2000 og lagt om i 2007 af det amerikanske arkitektfirma Hurdzan/Fry. Den er reelt Salentos eneste rigtige 18-hullers, og den har haft turneringer med tal på: Challenge Tour spillede Acaya Open her i 2011 og 2012, vundet af englænderen Jamie Moul og nordmanden Espen Kofstad.

Vi har spillet den, og det, der bliver hængende, er ikke længden. Der er ingen rough af græs at tale om. Det, der ligger uden for fairway, er maki — lav, tør, stikkende middelhavskrat med oliventræer imellem. Du finder ikke bolden derinde. Du mister den hver gang. Moralen er kort: slå lige ud. Min score? En hemmelighed.

Banen ligger klemt inde mellem Adriaterhavet og Le Cesine, et naturreservat på 348 hektar, som WWF har drevet siden 1979. Det er den sidste rest af de kystsumpe, der engang lå langs hele Salentos kyst, og området har stået på Ramsar-listen over internationalt betydende vådområder siden 1977. Reservatet kan besøges — WWF Italien har adgang og åbningstider på oasens egen side.

Resortet på banen hedder i dag The MIRA Acaya Golf Resort & Spa. Læg mærke til navnet, hvis du leder efter det: stedet hed indtil for nylig DoubleTree by Hilton Acaya Golf Resort Lecce, så husker du det som et Hilton, er det det samme hus. Det er firestjernet, ligger på 120 hektar og har to restauranter — den ene i den gamle Masseria San Pietro, der også fungerer som klubhus — og et wellnessområde på 1.200 kvadratmeter.

Og så det, vi husker bedst derfra: vi åbnede klædeskabet på værelset, og der var malet et klassisk landskab på indersiden af lågen. Hæng dit tøj på maleriet. Det her er god stil.

Skal der flere baner med i den samme rejse, ligger de i vores oversigt over de bedste golfbaner og golfresorts i Europa. Og skal turen op i en anden prisklasse, gennemgår vi Italian Swing med La Dolce Vita Orient Express.

Hvornår du skal rejse

April til juni og september til oktober. Lecce ligger inde i landet, og i juli og august står varmen stille mellem husmurene i den gamle bydel. Til gengæld er havet omkring Salento varmt til langt ind i oktober.

Skal du spille golf, gælder det samme og af samme grund. Banen er åben hele året, men i højsommeren spiller du tidligt om morgenen eller lader være.

Lyset er værd at planlægge efter. Pietra leccese tager farve efter solen. Midt på dagen er facaderne næsten hvide og lidt flade at se på. Den sidste time før solnedgang bliver de orange, og alt det udskårne får skygger at stå i. Gå tilbage til Santa Croce på det tidspunkt.

Sådan kommer du dertil

Nærmeste lufthavn er Brindisi, Aeroporto del Salento, cirka 40 kilometer nord for Lecce. Der er ingen direkte rute fra København, så du skifter undervejs — typisk i Rom, Milano eller München. Fra lufthavnen kører der shuttlebus til Lecces banegård. Bari er alternativet med flere afgange, men ligger omkring 150 kilometer væk.

Lej bil, hvis du vil ud af byen. Acaya, Otranto og Gallipoli er besværlige med offentlig transport, og hele pointen med Salento er, at de ligger tæt på hinanden.

Selve Lecce går du. Den gamle bydel er lille, og det meste ligger inden for tyve minutters gang fra Piazza Sant’Oronzo.

Hvem kan levere rejsen?

Disse danske rejsebureauer har Lecce og Apulien på programmet:

• Vitus Rejser — Syditalien og Apulien med dansk rejseleder
• Risskov Rejser — Apulien, Italiens støvlehæl, med byrundtur i Lecce
• Krim Rejser — rundrejse i Apulien
• Smil Rejser — grupperejser til Apulien
• Vindrose Rejser — Apulien. Vi har set nærmere på rejsen til Apulien med Vindrose.

Ofte stillede spørgsmål

• Hvor mange dage skal man bruge? To dage til selve Lecce. Tre til fire nætter, hvis Otranto, Gallipoli og kysten skal med.
• Kan man bade i Lecce? Nej, byen ligger inde i landet. Nærmeste kyst er San Cataldo, omkring 12 kilometer mod øst.
• Hvad er pietra leccese? Egnens egen kalksten. Den er blød nok til at blive skåret i, når den kommer op af bruddet, og hærder i luften. Det er derfor, facaderne ser ud, som de gør.
• Er oliventræerne stadig der? Nogle steder. Xylella-bakterien har dræbt over 10 millioner træer i Apulien siden 2013, og flere strækninger står døde. Der bliver plantet igen med modstandsdygtige sorter.
• Er Lecce noget for børn? Ja, men det er en gåby uden strand. Kysten ligger 20-30 minutter væk med bil.
• Kan man spille golf hele året? Ja. Acaya er åben året rundt, men juli og august er for varme til andet end tidlig morgen.

Læs videre om Apulien og Italien

Byen har to dage i sig selv og en uge, hvis kysten og banen skal med. Lecce hænger sammen med resten af hælen. Start i vores guide til rejser til Apulien, tag brødbyen Altamura med på vejen nordpå, og gå et niveau op til den store rejseguide til Italien. Trullibyen Alberobello står på UNESCO’s verdensarvsliste — den og resten af listen finder du i vores oversigt over UNESCO verdensarv.