Skoven, danskerne kører forbi på vej mod Alperne
Schwarzwald ligger, hvor den altid har ligget: langs den vestlige kant af A5, den motorvej danskere kører ned ad, når turen går mod Schweiz, Gardasøen eller Sydfrankrig. Skoven ligger i højre side af forruden i halvanden time, og så er den væk igen. Der er afkørsler hele vejen, og de fleste bliver ikke taget.
Her er så det, der gør en afkørsel værd at tage: i Michelin-guiden for 2026 har 32 restauranter i Schwarzwald tilsammen 42 stjerner. Det er flere end nogensinde, og det er 31 af Baden-Württembergs 73 stjernerestauranter samlet i én skov. Otte af de 42 stjerner ligger i én landsby. Hvilken, kommer vi tilbage til.
Først vejen derop, for den er ældre end de fleste ferieveje i Europa.
60 kilometer, der blev bygget til formålet i 1930
Schwarzwaldhochstraße er strækningen af B500 mellem Baden-Baden i nord og Freudenstadt i syd. Den er cirka 60 kilometer lang, ligger i 800 til 1.000 meters højde hele vejen og blev indviet i 1930. Den blev anlagt for at give turister adgang til højderyggen, og det er stadig det, den gør. Vejen er ikke en genvej til noget som helst. Den er langsommere end motorvejen i dalen, og det er hele pointen.
Fra sydgående kørebane ser man ned over Rhindalen og på klare dage helt over til Vogeserne i Frankrig. Luften skifter mærkbart, når man kommer op: fra dalens varme til noget køligt og harpiksagtigt, som først forsvinder igen, når man kører ned mod Freudenstadt.
Det, ingen skriver på et postkort: B500 er også en af Tysklands mest kørte motorcykelruter. På en tør lørdag i juli er højderyggen fuld af folk, der er kommet for at køre den hurtigt, mens du er kommet for at køre den langsomt. Kør den på en hverdag, eller kør den tidligt. Sidst i september, når tågen ligger i dalene om morgenen og letter ved titiden, er den bedre end i højsommeren.
Nordenden begynder i Baden-Baden, som er en kurby i den gamle forstand: termiske kilder, Belle Époque-facader, spillebank. Friedrichsbad og Caracalla Therme ligger få hundrede meter fra hinanden og er to helt forskellige ting. Det ene er et romersk-irsk badeforløb, hvor man går fra rum til rum efter et fast skema, og hvor man er nøgen. Det andet er et almindeligt termalbad med badetøj. Man kan komme galt af sted med at bestille det forkerte.
Landsbyen med otte Michelin-stjerner
Og her er så landsbyen, vi lovede. Den hedder Baiersbronn, den ligger lige syd for Schwarzwaldhochstraße, og den har omkring 14.000 indbyggere.
De otte stjerner fordeler sig på fire restauranter, og de to øverste er de eneste tre-stjernede i hele Baden-Württemberg. Restaurant Bareiss i Hotel Bareiss med Claus-Peter Lumpp i køkkenet, og Schwarzwaldstube i Traube Tonbach med Torsten Michel. Dertil kommer 1789 og Schlossberg med én stjerne hver og to Bib Gourmand-adresser, som er Michelins mærke for god mad til en pris, man kan forsvare.
To ting er værd at vide, før man begynder at glæde sig. Bordene i de to tre-stjernede bookes måneder frem, ikke uger. Og et måltid dér koster, hvad et måltid i den klasse koster overalt i Europa. Bib Gourmand-adresserne er den reelle vej ind for de fleste, og de er grunden til, at hele dalen er værd at spise sig igennem, ikke bare at kigge på.
Stjernerne er i øvrigt ikke tilfældige. De ligger, hvor råvarerne ligger.
700 destillerier i en by på 21.000 mennesker
Ortenau, distriktet på Schwarzwalds vestside, har den højeste tæthed af brænderier i Tyskland. I kommunen Oberkirch alene er der omkring 700 registrerede gårdbrænderier fordelt på cirka 21.000 indbyggere. Det er et brænderi for hver tredive mennesker. Af Sydtysklands omtrent 16.000 aktive brænderier ligger 8.000 i Baden.
Forklaringen er en gammel juridisk mærkværdighed. Retten til at brænde frugt i det små hang historisk ved gården, ikke ved en fabrik, og de rettigheder overlevede i det sydvestlige Tyskland, mens de forsvandt næsten alle andre steder. Resultatet er, at kirsebær, mirabeller og pærer fra egnens egne træer bliver til Kirschwasser, Zwetschgenwasser og Williams i baghuse på gårde, hvor der også står køer.
Og her er lagkagen, vi lovede. En Schwarzwälder Kirschtorte er reguleret i det tyske levnedsmiddelkodeks, Leitsätze für feine Backwaren. For at måtte hedde det, skal smagen af Kirschwasser være tydeligt mærkbar. En kage uden brændevin i skal mærkes som noget andet. Den sortskovkage, man køber i en dansk brødafdeling, er altså ikke en dårlig udgave af den tyske. Den er juridisk set en anden kage.
Vil man smage forskellen, gør man det på et Café-Konditorei i en af dalene, ikke i Baden-Baden, hvor prisen er kurbyens og ikke bagerens.
Hatten, der kun hører til tre landsbyer
Bollenhut er stråhatten med de store uldkugler, som står på turistplakater, kagedåser og gøgeure og er blevet hele regionens ansigt udadtil.
Den hører til tre landsbyer. Ikke tre dale, ikke tre kommuner. Gutach, Kirnbach ved Wolfach og Reichenbach ved Hornberg, og det har den gjort siden omkring 1750. Kuglerne betyder noget: røde bæres af ugifte kvinder fra konfirmationen til brylluppet, sorte af gifte. Hatten vejer omkring to kilo.
Det er værd at vide, inden man køber en i en souvenirbutik i Titisee. Man køber ikke en regional folkedragt. Man køber en genstand fra tre nabolandsbyer, som resten af regionen har lånt.
Sydenden, og hvor mange man skal dele den med
Kører man videre sydpå fra Freudenstadt, ændrer landskabet karakter. Højderyggen bliver til Hochschwarzwald, og her ligger Feldberg, som med 1.493 meter er det højeste bjerg i Tyskland uden for Alperne og den højeste top i alle de tyske mittelgebirge. Om vinteren er det et af de største skisportsområder uden for Alperne, hvilket er relevant, hvis man i forvejen kender skiferie i Tyskland fra Bayern.
Titisee ligger tyve minutter derfra og er regionens mest besøgte sø. Den er smuk, og den er fuld. Bredden er en række souvenirbutikker, og parkeringen koster. Schluchsee, et kvarter længere sydpå, er den største sø i Schwarzwald, ligger højere og er koldere. Vil man svømme frem for at handle, er det den, man skal køre efter.
Freiburg er det naturlige sidste stop, og byen har to ting, man ikke finder magen til: Bächle, de små rendestene med rindende vand langs gaderne i den gamle bydel, og en domkirke, hvis vesttårn stod færdigt omkring 1330 og er det eneste gotiske kirketårn i Tyskland, der blev gjort færdigt i middelalderen og stadig står. Da briterne bombede Freiburg den 27. november 1944, blev den gamle bydel omkring det jævnet med jorden. Tårnet blev stående, og de middelalderlige glasmalerier findes stadig, fordi nogen havde pakket dem ned og kørt dem væk i tide.
Hvor lang tid, og hvordan den hænger sammen med resten
Regn ikke med at nå Schwarzwald på en dag fra Danmark. Fra Padborg er der cirka tre timer til Hamborg, og fra Hamborg endnu en lang dag sydpå. En overnatning undervejs er ikke en indrømmelse, det er planlægningen. Selve regionen kan køres på tre dage og fortjener fem.
Bilen er den rigtige måde. Schwarzwald er dale, der ikke hænger sammen med tog, og halvdelen af det, der er værd at stoppe for, ligger mellem to landsbyer. Det er derfor en bilferie i Tyskland er den ferieform, regionen er bygget til, og hvorfor et roadtrip herned giver mere end en flyrejse til München med lejebil.
Skal turen fortsætte, ligger Schwarzwald midt på en af Europas bedste strækninger. Alsace er en time mod vest over Rhinen, Bodensøen halvanden time mod øst, og derfra går det videre mod Sydtirol og Veneto. Hele den rute ligger samlet i det store roadtrip gennem Europas hjerte.
Og skal Tyskland være hele ferien og ikke en strækning, samler landesiden om Tyskland resten: slottene, kysterne, storbyerne og de tre andre Tysklande, der ikke ligner dette her.