Chicago – Drinks i The Signature Room

Chicago: I Ferris Buellers fodspor

Vi hopper lige lidt tilbage i filmhistorien for at begrunde, vi får lækre drinks i Chicago:
I filmen Ferris Bueller’s Day Off fra 1986 pjækker den charmerende og vellidte teenager Ferris Bueller fra high school, så han kan nyde en sommerdag i downtown Chicago. Han har overbevist sine forældre og medstuderende om at han er dødsens syg, men hans rektor køber ikke dækhistorien, og sætter alt ind på at fange unge Bueller og udstille ham som den ballademager, han i virkeligheden er. I løbet af filmen får man en guided tour gennem Chicago. Set med en teenagers håbefulde og ubesværede øjne ryger man en tur op i byens højeste bygning, Sears Tower (i dag: Willis Tower), får et besøg på Art Institute of Chicago, entré til en baseballkamp på Wrigley Field og en middag på en af byens mange fine restauranter. Selv efter at have besøgt byen op til flere gange, kan det stadig være vanskeligt at nå så meget på en enkelt dag, som Ferris formår; Chicago er USA´s 3. største by, og der er mange fristelser i form af shopping steder, caféer, skønne udsigter, der kan få en til at glemme tidsplanen. Dagen kan både starte og slutte på Milwaukee Ave, hvor brunch steder samt barer er allesteds at finde. Logan Square er i de seneste år skudt op som det nye hippe kvarter uden for byen, og dette er området, som den diagonale Milwaukee Ave går igennem. Gaden løber helt fra de nordlige forstæder til centrum, og holdes dag og nat i live af et utal af barer og spisesteder. Café Mustache har dækket væggene med billeder af mænd med diverse former for overskæg, og kaffen serveres i kopper sponsoreret af små lokale virksomheder. Ønsker man at gæste Milwaukee Ave senere på dagen til en aften cocktail er det muligt at slå et smut forbi Estereo, som specialiserer sig i rom og latinamerikanske cocktails. Stedet finder man på et gadehjørne, hvor begge sider af stedet åbnes, når vejret er til det. Bartendere og det store udvalg af rom er placeret i midten af stedet i bedste strandbar stil, og med de fugtige somre i Chicago, kan man hurtigt fange et par trope vibes, når man nyder en pisco sour til lyden af cubansk musik.

[post_images]

Vil man helt over i Tiki-genren, kan man finde Lost Lake på Diversey Ave, som skærer Milwaukee Ave omkring midten af Logan Aquare. Alle serveringer er kreativt kreeret og pyntet, og det er sågar muligt at se en bartender lave en delfin ud af en banan og et par blade – bestemt et besøg værd, hvis man er til eksotiske cocktails og hula-stemning. Skønt der er mange steder at spise i Chicago – i forstæderne såvel som downtown – er der ingen steder, der slår Signature Room on 95th, når det kommer til udsigt. Placeret på 95. etage af John Hancock Tower på den nordlige del af Michigan Avenue er det muligt for de spisende gæster at nyde mad og drikke til udsigten over byen såvel som over Lake Michigan. Reserverer man bord i restauranten har man mulighed for at opleve et 360 graders view udover byen. Det kan dog varmt anbefales at få et sydvendt bord, så man kan kigge ned mod Millenium Park og Lake Michigan. Sidst men ikke mindst kan man ved at kigge ud af vinduet fra den 95. etage få svar på et af byboens ældste spørgsmål – hvad foregår der egentlig på tagene af skyskrabere? Men vær her opmærksom på, at der kan være kø til både at komme op og ned fra 95th – så læg gerne en halv time til i begge ender af planlægningen af besøget til Hancock Tower, så fokus kan være på at nyde den fantastiske udsigt og stemning i den højeste skybar i byen. Har man været i nogenlunde tid med at få spist færdig i John Hancock er der flere måder at slutte aftenen på. Er man til fisketacos, fest og frat-parties kan man besøge Federales, som ligger lige uden for centrum. Stedet åbnede i løbet af 2016 og er med sin store patio blevet tilflugtssted for mange af byens indbyggere først i 20’erne. Stedet lugter langt væk af en college-fest, men priserne og den venlige betjening gør det til en fest, man har lyst til at deltage i. Prikken over i’et må siges at være det til nogen grad vanvittige koncept, stedet har kørt med helt fra starten; tequila-shots serveres og drikkes fra glas lavet af is, som man efter at have drukke sit shot kaster mod en stor klokke, der hænger udenfor. I bedste college-stil kan man bevidne alfahannerne indtage position nogle meter fra klokken, lade tequilaen glide igennem systemet og med en baseball-inspireret kasteteknik sende glasset afsted mod klokken, hvorefter lyden af klokkens bjælden og isens splintren giver anledning til udråb fra både mænd og kvinder involveret i ceremonien.

Chicago er ret sikkert mere end du tror

Ferris Bueller er på flugt, når han ser på Chicago, og engang i mellem kan man også godt føle, at man flygter fra tiden, der prøver at sætte en stopper for udforskningen af alle de kvaliteter, som downtown og de omkringlæggende kvarterer har at byde på. Fra Milwaukee Ave og Logan Square til 95th Signature Room downtown er en Chicago en by, der byder på flere spændende oplevelser, end en enkelt beretning kan kapere. Solen er bagende og strand-inviterende om sommeren, og vinteren er rasende kold. Men begge årstider har sin charme i Chicago, som altid byder indenfor til en kop kaffe og en god gadefest et sted i forstæderne.
Travetalk.dk kommer igen.

Læs mere om USA

https://www.traveltalk.dk/orlando-florida-for-hele-familien/

Er du til weekendture og  storbyrejser?

Traveltalk.dk har et helt afsnit om storbyrejser. Det finder du her.

Facebook
Facebook
X
Pinterest
WhatsApp
Reddit

Relaterede

Rejseemner

Populære

Rejseartikler

Søgning